Når kroppen siger fra.

Kender I det, når man egentlig har så mange ting man gerne vil, men det er bare ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på?

N’s fødsel var hurtig og smertefuld, og selvom det ikke på nogen måde føltes som sådan, så var min krop udsat for et traume. Men som nybagt mor var der så mange andre ting jeg fokuserede på end de signaler min krop sendte mig.

Jeg mistede appetiten, havde kvalme det meste af tiden, men tvang ikke mig selv til at spise nok. Eller få væske nok. Jeg var ualmindelig træt, men slog det hen med at det var min krop der var ved at vænne sig til ammeriet og det deraf følgende natteroderi. Og det faktum at det var mere vigtigt at N fik noget at spise end at jeg gjorde.

Men det var forkert. Jeg tog fejl. For at kunne tage vare på hende, skulle jeg have taget vare på mig selv først og fremmest. Sove når hun gjorde. Tvinge mig selv til at spise. Eller spise noget med en masse energi og protein i. Tage mine vitaminpiller.

End result: Vi endte begge på hospitalet igen. 2 dage efter vi kom hjem. 4 dage efter fødslen. Og vi var der en uge.

Da vi blev indlagt var det for vores begges skyld, men havde jeg passet bedre på mig selv, ville vi kun have været der i to til tre døgn, hvis overhovedet vi var blevet indlagt.

N havde gulsot og var nødt til at tilbringe 48 timer i lys. En behandling hvor barnet udskiller den gule farve ved at ligge i blåt lys i 20 ud af døgnets 24 timer. Samtidig fik N sonde, så hun kunne få nok at spise. Ofte bliver børn med gulsot dvaske og har svært ved at spise selv. De vil hellere sove. I vores tilfælde var vi nødt til at supplere med modermælkserstatning, for min mælkeproduktion var ikke på toppen, da vi blev indlagt. Igen, fordi jeg ikke havde passet på mig selv.

Hvad angik mig, så var jeg så svag da vi ankom til hospitalet at jeg ikke kunne gå ind selv. Og jeg havde nogle episoder, hvor jeg nærmest var helt væk, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Det resulterede i at jeg blev sendt til den ene specialist efter den anden for at være sikker på at jeg ikke havde fået epilepsi. Hvilket ikke var tilfældet, men de kunne ikke finde nogen håndfast grund til mit problem, bortset fra at jeg var dehydreret og ikke havde fået nok at spise.

I mit tilfælde gik det nok så galt så hurtigt pga. min operation. Efter min gastric bypass er det vigtigt at jeg husker at spise. Går der for længe i mellem måltiderne kan jeg godt blive utilpas. Nok fordi mit blodsukker bliver for lavt. Til gengæld er problemet hurtigt løst, når jeg så får noget at spise eller drikker noget der er masser af sukker i, som f.eks. juice.

Problemet efter fødslen var bare at jeg ikke følte mig sulten, eller rettere at jeg havde konstant kvalme, og den følelse overdøvede så advarselssignalerne om at jeg havde brug for mad. Samtidig havde jeg ikke fået nok væske, så jeg blev dehydreret men efter et døgns tid på både salt- og sukkervand var jeg blevet så kvik at jeg var i stand til at klemme noget mere fast føde ned. Eller i hvert fald føde, for jeg levede af suppe den første dag efter.

At det tog så lang tid at komme helt ovenpå igen (yderligere 4 dage) var at når man som jeg havde ligget i en seng uden at kunne gøre meget i 5 dage, så er ens muskler meget svækkede. Allerede efter at du har ligget i sengen i 2 dage begynder dine muskler at svinde ind. Så jeg skulle genfinde mine kræfter på flere måder. Det var lidt af en præstation, da jeg selv kunne gå ud til badet - godt hjulpet af et drop-stativ og en jordemoder.

Da vi tog hjem, var jeg i stand til at gå hele vejen ned til bilen selv (som heldigvis holdt foran indgangen), men jeg kunne ikke bære min datter samtidig. Ikke så langt.

I dag har jeg ingen problemer. Jeg forsøger at lytte til min krop, selvom jeg stadig ikke er god til at sove, når N gør det. Men jeg hviler.