At holde hus:

Her tænker jeg ikke så meget i rengøring og oprydning, men mere i retning af madlavning og husholdningsbudgetter.

Efter at jeg er blevet sygemeldt er vores økonomi blevet endnu mere kompliceret - den er strammere end nogensinde. Og det kræver lidt tankevirksomhed at få puslespillet til at hænge sammen. Heldigvis er jeg glad for at løse puslespil - eller gåder - så det er ikke fuldstændigt surt, men det er godt nok tæt på.

Vi har lidt i fryseren og spisekammeret (der egenlig kun er et højt skab), så vi kan spare en del i næste måned, men så begynder det også et blive sjovt. Eller interessant om man vil.

Men det går nu nok. Jeg er ikke godt til at spare op, men jeg kan nu godt få meget ud af et par hundrede om ugen. Og så har vi heldigvis muligheden for at spise hos mine forældre mere end en enkelt gang om ugen, hvilket bestemt også hjælper.

Så det bliver ligesom at være på SU igen. Bare anderledes.

Om at blogge:

Det er pænt irriterende, når ens hjerne er et mylder af ideer til blogindlæg, når man ikke rigtig er i en position, hvor man kan skrive dem ned. F.eks. ude midt i hundeskoven eller når man står midt i en dagligvareforretning eller midt om natten. Og når man så sidder foran computeren, så vil ordene slet ikke komme.

Det sker tit for mig. Sådan har det egentlig altid været. I skolen. På jobbet. Fritidsaktiviteter.

Det er grunden til at jeg for det meste altid har en eller anden form for notesblok og pen på mig, men det er bare ikke alle steder man lige hiver det sæt frem og notere. Især ikke hvis der andre ting, man skal holde øje med også.

En anden grund til at jeg altid har blok og pen på mig, er at hvis jeg skriver ting ned, så husker jeg dem bedre. Også selvom jeg aldrig kigger på det stykke papir det er skrevet på igen.

Og så er jeg af en eller anden årsag fænomenal til at huske datoer og telefonnumre. Eller tal i det hele taget. Selvom matematik egentlig ikke var/er min stærke side. Det er sprog.

Og nu er vi ude i noget helt andet end jeg havde tænkt mig, men sådan virker min hjerne også. I små tankerækker og associationer. Der tit og ofte får mig på glatis i samtaler og ved spørgsmål. For det er måske ikke altid lige logisk for mine medmennesker, hvordan jeg kom til det svar jeg giver dem. Min hjerne abejder hurtigere end min mund, så det sker alt for ofte at jeg springer 'mellemregningen' over og går direkte til konklusionen. På kort tid vel at mærke. Den ene tanke tager den anden, og den næste og den næste og den næste og vupti, så er mit svar klar.

Heldigvis er M på nogenlunde samme måde, så vi kan sagtens fører samtaler, der springer lidt frem og tilbage og alligevel ende med en samlet konklusion på vores emne.

Men tilbage til bloggeriet:
Nogle gange kan ordene være svære at finde, mens de andre gange tager en hen til et helt andet sted end man havde regnet med, da man gik i gang. Det er en af de ting, jeg holder af ved at skrive.

Om at blive ældre:

Det er jo egentlig noget mærkelig noget, det der med at ældes. For det sker så gradvist, at man ikke selv opdager at man forandrer sig fra år til år. Eller det ville man jo selvfølgelig, hvis man altså kunne huske præcis hvordan man så ud på sin fødselsdag sidste år. I den anledning findes der selvfølgelig billeder eller video, hvis man altså er så uheldig at have en familie, der ynder at gøre brug af det ene eller det andet (eller dem begge...).

Den første store milepæl skulle jo være at fylde 30 (eller for nogle er det måske allerede 20..?), men udover at jeg holdt en lidt større fest i den anledning, var der ikke det store i det.

I år bliver jeg 34. Eller det er jo så i dag. Men altså, det føles lige pludselig som om der er nogle år, der bare er fløjet forbi uden at jeg har opdaget dem.

Måske er det fordi jeg er gravid. Fordi jeg nu for alvor er 'blevet voksen'. At det ikke kun er mig selv jeg skal tænke på. At det er en andens ve og vel, jeg helt automatisk sætter som første prioritet.

Eller måske er jeg bare lidt sløv i optrækket. Sådan cirka 4 år.

Anyway:

Ha' en rigtig god dag!

Juhu, jeg har vundet...

Eller næsten vundet i hvert fald. Jeg er blandt 50 udvalgte, der har vundet en iPad2 i lige præcis min by. Hvis jeg altså bare lige klikker på det medfølgende link... Nu bor der omtrendtlig 50 mennesker i min by (aj, det er ikke helt rigtigt, der bor en del flere, men overdrivelse fremmer forståelsen), så jeg vidste med det samme at det var spam. Ellers var jeg da nok lige hoppet på den. Not!

Spam-mail er nogle gange rigtig interessant læsning.

Jeg har også fået en kontrakt på noget off-shore en-eller-anden-ting for ikke så længe siden. Jeg var da dybt imponeret over at de værdsatte mine evner udi hvad det nu end var jeg havde præsteret. Jamen jeg kan alt!

For slet ikke at snakke om alle de medicinske tiltag jeg kan få glæde af på længere sigt.

Nu er det heldigvis ikke alle spams, der smutter igennem nåleøjet. Og indimellem går det da også til den anden side. At der er emails som bestemt ikke er spam, der ryger i spamfiltreret. Så jeg husker da at tjekke det fra tid til anden. Og ikke bare slette hele molevitten uden lige at skimme indholdet først.

Man ved jo aldrig...

Sorter: Smid ud eller gem væk?

Det har altid været mit største dilemma når jeg for en gangs skyld endelig får mig taget sammen til rydde op i ting. For jeg er atså lidt af en samler. Og det er svært for mig at smide ting ud, men nogle gange er det altså nødvendigt.

Således er jeg også igang med at genorganisere køkkenskabene, for jeg kan ikke bukke mig eller strække mig så langt som jeg kunne for et par måneder siden. Så der er blevet flyttet lidt om på nogle ting. Men det er et projekt, der er langt fra færdigt endnu. Det er en anden 'sidegevinst' ved bækkenløsningen. Jeg er nødt til at tage mange flere pauser, når jeg kaster mg ud i projekter. Hvilket godt kan være lidt farligt, for når jeg først er kommet igang, vil jeg også godt være færdig igen. Men sådan skal det altså ikke være, og jeg indordner mig efter de signaler min krop giver mig. Jeg sætter nemlig også pris på min nattesøvn, og det er den der er i fare ved min insisteren på at blie hurtigere færdig. Det har jeg lært på den hårde måde. Nattesøvnen og min evne til at bevæge mig uden alt for mange smerter næste dag. Så sådan er det.

Jeg har også et projekt, der hedder oprydning på kontoret. At få styr på alle de dersens papirer som man akkumulerer gennem året (hvis man ikke har fået taget sig sammen til at bede om at få det hele i e-boks endnu), for slet ikke at snakke om at sortere og organisere alle mine bøger. Både de fag- og de skønlitterere. Og jeg kan altså ikke få mig til at smide bøger ud. Det er ligesom helt forkert. Men der er nogle, som jeg kun bruger som opslagsværker og så er der andre, som jeg gerne læser igen og igen. Så det må være mit sorteringsgrundlag.

Men en ting af gangen. Der skal jo også være overskud til at bage og lave god mad. Og forhåbentlig blogge om det.

Pi Day og Saint Patrick's Day

Der er meget at fejre i marts. Foråret for eksempel. Hvis det så bare ville komme for at blive i de næste 2 1/2 måned inden sommerren sætter ind. Og både min og min søsters fødselsdage.

Men også Pi og St. Patrick.

Pi Day er en dag, hvor man fejre den matematiske konstant Pi. Og hvilken bedre måde at fejre på end med pie. Det udtales på samme måde på engelsk, så det er forståeligt nok at mange vælger denne måde at markere dagen på.
Vi fik da også lemon meringue pie herhjemme, men det var faktisk ikke bevidst at det lige var den 14. marts. Det var mere fordi jeg havde (gennem længere tid) lovet M at jeg ville give mig i kast med projektet. For ifølge M spiser danskerne ikke nok pie. Kager, wienerbrød... Jo vist, men ikke pie. Jeg nåede ikke at tage et billede af den, men jeg skriver nok opskriften en af de nærmeste dage.

I morgen er det St. Patrick's day. Og da M er af irsk/skotsk/tysk afstamning (i dette tilfælde er det så det irske der tæller), så er det da noget vi fejre. Ikke ligefrem med parade og grønne øl, men dog med øl. Helst Guinness (som ifølge M er så meget bedre, hvis man kan få den på fad).
Sct. Patricks Day er noget der bliver fejret over det meste af verden (irerene er nået langt omkring).
Nogle går 'all in' og nøjes ikke med at bære trekløvere eller blot grønt på denne dag. I Chicago farver de floden grøn:

Chicago River. Billede lånt fra wikipedia.

Og jo. De drikker skam grønne øl på St. Patrick's Day. Det er vel nærmest påbudt ;-)

Billede lånt her. (Picture is from here. Please tell me if you want me to remove the picture.)

Happy St. Paddy's Day.

Svinekoteletter på grøn bund.

Er der noget mere dansk end koteletter (altså lige bortset fra frikadellerne, rugbrødet og den lune leverpostej…)?
I hvert fald er det her en af de mere nemme opskrifter. Og så passer retten stort set sig selv, når de indledende øvelser er ovre.
Til 4 personer skal du bruge:

• 4 fadkoteletter (nakkekoteletter kan også bruges, de er bare lidt federe)
• 4 tomater
• 2 spsk hakket frisk persille (eller 2 tsk tørret)
• 2 spsk hakket frisk dild (eller 2 tsk tørret)
• 2,5 dl ærter
• salt og peber

Tænd ovnen på 200 °C.
Smør et ildfast fad med olie.
Skær tomaterne i skiver og læg dem i bunden. Drys persille og dild henover og fordel ærterne over kydderurterne. Drys let med salt og peber.
Koteletterne brunes på panden i lidt olie, drysses med salt og peber på begge sider og lægges over grøntsagerne.
Dæk fadet med staniol og sæt det i den forvarmede ovn på den miderste rille i ca. 30 minutter. Fjern staniolen de sidste 10 minutter.
Serveres med ris og eventuelt en salat til.

Opskriften er fra "God mad til små gryder" fra diabetesforeningen.

Ja, men jeg har jo også snydt lidt...

Det er en sætning jeg ofte hører mig selv sige, når jeg uddyber på mit store vægttab.

For jeg har tabt mig 50 kilo over 1 1/2 år. Og jeg har fået en gastric bypass operation.

Der er ingen tvivl om at mit vægttab til dels skyldes operationen, men det er altså ikke kun pga. den at jeg har tabt mig så meget. Derfor irriterer det mig også at jeg føler at jeg skal følge op på folks "Wauw, det er da flot!" med et "Ja, men jeg har jo også snydt lidt."Som om at jeg er flov over at jeg har valgt at få foretaget operationen. For det er jeg ikke. Længere.

Inden jeg bestemte mig for at blive opereret var det sådan jeg havde det med min vægt. Nu havde jeg selv sørget for at blive så stor, så måtte jeg også selv sørge for at det røg af igen. Så det gjorde jeg. Flere gange.
Ikke alle de overflødige kilo, men mange af dem. Men selvom jeg overholdt Vægtkonsulenternes/Vægtvogternes/diætistenes råd, så endte det alligevel med at det hele - og lidt til - røg på igen. Og det var frustrerende i længden.

Så kom bølgen med de første operationer, og hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg at det var noget værre pjat. At udsætte sig selv for en så omfattende operation uden at kende til bivirkninger eller uden at vide om det i det hele taget ville virke. Og hvem sagde at det ikke kunne gå galt? Der var så mange skriverier om konsekvenser og fejl og rigtig dårlige oplevelser, at jeg ikke kunne se mig selv som en af dem. Nogensinde.

Men så fik to af mine kusiner operationen. Og for dem gik det godt. De havde næsten ingen problemer. Og de tabte sig. Støt og roligt. Og deres selvtillid voksede i takt med at kiloene røg af.

Det fik mig til at revurdere min opfattelse. For nu kendte jeg jo nogen, der havde fået operationen. Det var ikke bare noget jeg havde hørt om.

Jeg bestemte mig for at tale med min læge om det. Hvis han sagde god for det, så kunne jeg jo altid tage til forundersøgelse. Det var jo ikke ensbetydende med at jeg skulle have operationen.

Men til forundersøgelsen diskede de op med kolde facts om operationen. Og årsager til overvægt. Og især årsager til at selvom man tabte sig massivt, hvorfor det så var svært, for ikke at sige umuligt, at bibeholde det vægttab.

Hvis man igennem en længere årrække har været massivt overvægtig (20+ kg), så ender det med  at hjernen opfatter ens overvægt som ens normalvægt. Hvilket så betyder at når man taber sig, så vil kroppen automatisk forsøge at komme tilbage til det den kender som 'normalvægten'. Derfor er det kun omkring 5% af de der taber sig, der holder vægttabet i mere end 5 år.

Skræmmende, ikke?

Det (og selvfølgelig mange andre ting, jeg lærte ved forundersøgelsen), fik mig til at tage en beslutning:

At gennemgå operationen.

Og selvom man måske skulle tro at operationen alene er årsagen til vægttab, så er den blot et redskab. Og det er stadig muligt at ende som overvægtig igen, hvis man ikke passer på.

Jeg har omlagt mit liv på flere måder.
Der er ting, fødevarer, jeg ikke kan tåle længere efter operationen (smør og fløde bl.a.) men det er ikke ting jeg savner. Og der er mange ting jeg undelader at spise, selvom jeg sagtens kunne. Men jeg gør det ikke, fordi det ikke er sundt for mig.
Samtidig har jeg fundet ind til 'mig'. (Den process startede ganske vist næsten to år inden min beslutning om operationen, men det føles stadig som om de har været sideløbende.) Ikke mit tynde selv, som mange overvægtige gerne snakker om at de vil (gen)finde, men den person jeg i virkeligheden altid har været. Jeg har bare brugt overvægten som en slags panser, der gjorde mig i stand til at holde folk på afstand. For hvis de bare så på overfladen, og ikke gik i dybden med hvem jeg var som person, så behøvede jeg heller ikke at forholde mig til, at der var ting i mit liv, der gjorde jeg aldrig rigtig bare har været mig selv. Som jeg holdt skjult.

Det gør jeg ikke mere, men det er heller ikke noget jeg skilter med. For det er bare en del af hvem jeg er. Det definere mig ikke.

Det sure med det søde.

Der er et ordsprog der siger, at man må tage det sure med det søde. Og sådan er det for mig lige nu.

Jeg er gravid (Yay!) og er lige godt halvvejs (21 uger +) men jeg har fået konstateret bækkenløsning.

Jeg har ellers ikke haft de vilde problemer i graviditeten. En smule kvalme og enorm træthed i starten, men ikke noget der var hæmmende for min hverdag. Og da jeg begymdte at få ondt i lænden og foran ved skambenet tænkte jeg at det bare var en del af det at være gravid. Der skal jo strækkes og udvides for at give groplads til sådan en bette en ;-)
Men da smerterne blev mere vedholdende og værre, tog jeg en tur omkring lægen. Hun gav mig nogle gode råd til hvordan jeg bedst kunne bevæge mig i hverdagen, så det ikke ville være alt for ulidelidt, men samtidig fik jeg en henstilling til at kontakte hende, hvis det blev værre, for så kunne vi prøve med noget fysioterapi.
Som sagt, så gjort. Jeg gik hjem. Passede på ikke at vride i kroppen og forsøgte at overholde de 10 gode råd, men det hjalp ikke specielt meget. Det blev svære og svære at finde en hvilestilling, især om natten, så det endte med at vi måtte ud og investere i en pude, der kan ligge både mellem knæ og ankler, når jeg ligger i sengen. Og jeg kom til fysioterapi. Som kunne hjælpe meget lidt. Men jeg er skrevet op til noget Pilates-hold (hos fysioterapeuten), som muligvis vil kunne hjælpe med at holde bækkenløsningen på det niveau, den er nu. Men det er ikke givet.

Så nu er jeg sygemeldt. Og skal passe på mig selv. Og babyen :-)

Heldigvis er der gode dage, eller i hvert fald stunder, hvor jeg ikke mærker så meget til mit bækken. Og det er rart. For der er mange ting, der skal nåes og gøres klar inden Bob* kommer til verden. Og jeg jo gerne være en del af det hele, selvom jeg er tvunget til at kende mine begrænsninger. Men der er jo også ca. 4 måneder at nå det hele i endnu. :-)


*Bob er efter al sandsynlighed en pige. Det så vi til den seneste scanning. Men hun hedder Bob fordi ved den allerføste scanning i 5. uge var hun ikke andet end en 'Blob' med hjerteslag. Så det blev hurtigt til Bob the Blob. Så det har hun heddet lige siden. Altså Bob. Men det bliver hverken Roberta eller Bobby eller andet tilsvarende når hun er født. Der har vi helt andre planer :-)

...

Er godt brugt i dag. Det meste af morgenen og formiddagen har jeg brugt på at snakke med læge, skole og kommune. Det er ikke nemt at skulle langtidssygemelde sig. Og så er jeg endda i den heldige ende af den skala.

Men mere om hvorfor og hvordan kommer, forhåbentlig i morgen, for jeg har tænkt mig at hvile mig inden vi skal en tur ned til min søster, svoger og deres to skønne drenge for at fejre hendes fødselsdag.

Når man ikke kan sidde, stå eller ligge...

...i hvert fald ikke i længere tid af gangen (og selvfølgelig ikke på éen gang heller), så er hverdagen lige pludselig lidt mere kompliceret. Eller det vil sige, det går væsentlig bedre med at ligge, men ikke uden særlig assistance af mit nye sovedyr. En kæmpepude.

Det lyder måske en anelse kryptisk, men der er et par ting jeg skal have på plads først før jeg kan fortælle hvorfor, det ser ud som det gør. Nogle mennesker jeg skal have talt med.

Jeg har talt med mit arbejde i dag, og har været nødt til at fortælle dem, at jeg er nødt til at stoppe. Hvilket jeg har det dårligt med. Havde håbet at jeg kunne fortsætte et par måneder endnu. Jeg skal have talt med lægen igen på mandag. Og så skal jeg have talt med kommunen.

Når det er sket, så er jeg klar til at fortælle mere om, hvad der rører sig i mit liv lige nu.

Forhåbentlig kommer det ikke til at gå for meget ud over bloggen, for der bliver masser, jeg gerne vil dele. Jeg bliver bare nødt til at prioritere min tid. Men mon ikke jeg finder ud af det. Er der ikke noget om at man kan bruge sin mobiltelefon? Værd at undersøge.

Indtil da: Forløbig god weekend. Det ser jo ud til at der bliver godt med solskin. Og sneen er begyndt at smelte for alvor. Foråret er på vej.

Jow jow!

Der er noget i luften...

Men det er vist ikke forår. Endnu.

Når man, som vi, på det nærmeste bor på landet (selvom vi bor i en by), så er det altid nemt at vide, hvornår det dersens forår egentlig begynder. Og her snakker vi ikke om hvad kalenderen siger. For det passer aldrig med årstiderne. Næh, vi snakker om at landmændene køre gylle på markerne.

Så er det nemlig forår!

Men vejret er alligevel en anelse bedre end det var sidste år ved denne tid:

Sådan så det ud sidste år, samme tidspunkt som nu.