Thursday, April 28, 2011

Træt med træt på.

Det har været nogle hektiske dage.

Eller det har været et par dage, hvor der er sket meget, men i et forholdsvis roligt tempo.

Mine forældre har endelig fået ryddet op på deres pulterkammer. Og selvom meget var noget, der helt sikkert kunne bruge på et eller andet tidspunkt, så var der bestemt også ting indimellem, der bare var til at smide ud. Hurtigst muligt. Som f.eks. de lamper min far fik da han fyldte 30, og som derefter blev sat på pulterkammeret og har stået der siden(!) Er det nødvendigt at tilføje, at det var en meget hård omgang for ham?

Han er noget af en samler (det er der, jeg har det fra) og går lidt efter devisen, at man ved jo aldrig om man får brug for den der ting, som er ved at blive smidt ud. Før i tiden hændte det også, at han havde mere med hjem fra lossepladsen, end han afleverede derned.

Min mor er væsentlig bedre til at smide ud, men det er alligevel imponerende hvad hun har akkumuleret af stof og garn gennem de sidste 30 år. For det er jo nyttige ting. Og hun bruger da indimellem også af det. Altså garnet. For mønstrene og farverne på stofferne er måske ikke helt så moderne mere. Eller dvs. det er måske ved at blive igen.

Men nu er det jo ikke kun mine forældres ting, der har været opbevaret derinde. Meget af det var også mit og min søsters. Selvom de fleste af vores ting står på loftet. Legetøj og skolebøger og sådan. For der var jo ikke noget, der skulle smides ud. Det kunne jo gå i arv til vores egne børn.
Og det er jeg sikker på at meget af legetøjet kan. Som f.eks. alt vores Lego. Og min søsters Barbie-dukker (Jeg var mere til ActionMan).
Men det vender jeg sikkert tilbage til på et andet tidspunkt, for det nåede vi ikke hverken i går eller i dag. Vi fokuserede på det ene værelse. Hvilket nok var meget godt.

I går var fortrinsvis en 'vi-rydder-ud-af-værelset-mens-vi-grovsortere'-type dag, mens i dag var mere reel oprydning.

Og der er masser af ting, der endnu ikke er blevet gennemgået, men det er mest mapper og papirer og sådan noget. Og så mors stof og garn, men det må hun hellere selv klare...

Jeg har fortrinsvis brugt dagene på henholdsvis at holde affaldsposer og underholde min 5 mdr. gamle nevø, mens de andre fræsede frem og tilbage mellem værelset og traileren med ting til lossepladsen/genbrug.

Jeg fik også bekræftet at min kærlighed til bøger også skyldes min far. I hvert fald har vi sorteret flere hyldemeter bøger til gem/genbrug/smid ud. Bøger som han oftest har haft med hjem fra genbrugspladsen. For man kan jo ikke have for mange bøger, vel?

Så nu er jeg mere end klar til at gå i seng ovenpå de sidste par dages aktivitet. Faktisk var jeg klar til at krybe i kassen allerede ved 19-tiden, men det virkerede ligesom lidt forkert. Og jeg gider heller ikke være vågen i morgen tidlig klokken 4, for det er ikke specielt hjælpsomt i forhold til mit søvnmønster.

I morgen står den på shoppetur med mor inden der er bryllup. Og ja, jeg har skam tænkt mig at se vielsen, men jeg står ikke på klokken 6 for at starte dagen med et skud royalisme og så følge det slavisk time for time. Jeg skal både nå en tur i hundeskoven med hunden og aflevere bilen hos mekanikeren, inden der er morgenmad hos mine forældre hvorefter min mor og jeg tager ud at handle.

Vi håber på at være hjemme igen til vielsen starter, men ellers er det bare ærgeligt :-)

Godnat og hav en god dag i morgen.

Tuesday, April 26, 2011

Bagte kartofler med bacon og porre.

Den anden aften fik vi et lille let måltid.

Som overskriften lyder, så bestod det af bagte kartofler med bacon og porre samt en salat. Og det var mums!

Til 2 personer:
  • 2 - 3 bagekartofler (alt efter hvor mange du kan spise, og hvor store de er).
  • 1 pakke bacon i tern (Nu kan jeg jo ikke tåle for meget fedt, så jeg brugte røget bov fra Tulip, men man kan sagtens bruge f.eks. kalkunbacon eller røget svinemørbrad i stedet).
  • 1 porre i tynde ringe
  • 2 - 4 tsk. creme fraishe
Salaten var helt enkel:
  • Strimlet iceberg
  • 1 gulerod i små tern
  • 2 tomater i både
  • 1/4 mozzarella ost i tern
  • 1 håndfuld ærter
  • og så havde vi lidt bulgur til overs, som jeg også kom i.


 Bag kartoflerne efter forskrifterne (som regel tager det ca. 60 minutter for kartofler i mellemstørrelsen).

Steg bacon og tilsæt porren, når baconen er ved at være sprød. Sæt til side.

Tag de bagte kartofler ud af ovnen (med lade den forblive tændt) og halver dem. Skrab forsigtigt det meste af indmaden ud, og kom det i en skål.

Bland bacon porre og creme fraishe sammen med kartoffelindmaden og fordel massen i de udhulede kartofler.

Kom kartoflerne tilbage i ovnen i ca. 10 minutter.

Middagen er klar :-)
Ikke verdens bedste billede. Det er taget med min mobiltelefon, og jeg er bange for at den er ved at være ovre det.

Monday, April 25, 2011

Glædelig påske!

Og nu er den endda ved at være ovre.

Men hold da op sikke et vejr. Sol og sommer over det hele - altså måske lige med undtagelse af Solskinsøen Bornholm.

Vi har ikke gjort meget for at fejre påsken med alle dens herligheder. Altså ikke andet end et par dage i mine forældres sommerresidens, men det var sådan set ikke i forbindelse med påsken. Faktisk har vi ikke været til en eneste påskefrokost i år. Eller afholdt nogen for den sags skyld. Det er heller ikke blevet til lammekød. Den slags ekstravagance udsætter vi til bedre tider ;-)

Problemet med påske er, at det som så mange andre helligdage (alene navnet siger det) er forbundet med noget religiøst. I mange lande hilser man på hinanden i påsken med ordene "Kristus er genopstået" - måske for ikke at glemme hvad det hele drejer sig om.
Når man som jeg er gift med en tidligere katolik og samtidig ikke selv er specielt religiøst anlagt, bliver det sådan lidt noget underligt noget nogle gange.
For så handler det lige pludseligt ikke om ham der Jesus, der døde på korset. Så er det mere en anledning til at se familie og venner over noget godt mad. Og ikke mindst have nogle fridage.

Så måske er det ikke et spørgsmål om at fejre påsken, for det er jo reelt set ikke det vi gør. Men vi nyder det gode vejr og at det endelig er blevet rigtig forår. Og det er jo også værd at fejre :-)

Saturday, April 23, 2011

Projekt soveværelse.

Soveværelset er færdigt!

Det har det nu været i et par dage - altså hvad malingen angår. Da maleriet var ovre tog vi op til mine forældre et par dage, og lod så vinduerne stå på klem (tyverisikrede naturligvis), så resten af dampene kunne forsvinde ud af huset.

Det bedste og værste ved sommerhuset er at der ikke er noget internet. Men så får man læst lidt i bøger. Eller gået en tur ved vandet. Eller leget med hunden, som nød al den frihed, der følger med at være i et sommerhus med en kæmpegrund. Masser af legeplads :-)

Min søster, svoger og deres to børn var også deropppe en enkelt nat samtidig med os, og det er bare så hyggeligt, når hele familien er samlet. Og så i så afslappende omgivelser.

Men selvom det var nogle skønne dage, så var det alligevel rart at komme hjem og sove i sin egen seng - da den var blevet samlet og sat på plads.

Nu er soveværelset klart til familieforøgelsen. Vi fik også flyttet lidt rundt på tingene, så der er plads til 'bissen'. Bissen er den vugge som jeg og alle mine fætre og kusiner på min mors side har ligget i. Og de børn de nu har fået. Så den er godt brugt :-)


Næste projekt indendøre er kontoret. Der er mange ting, som skal pakkes væk, eller i hvert fald reorganiseres. Bøger, papirer, mine akvarel- og oliefarver, mine notesbøger, pc-spil og meget andet.

Og ude har vi berberishækken (med sine lange torne...) som i den grad trænger til at blive trimmet.
Græs, der skal slåes.
Havemøbler, der trænger til at blive skrubbet godt og grundigt før vi kan bruge dem. Og vejret indbyder jo da til at sidde på terrassen med en eller anden form for kold eller kølig drikkevare... Og måske en god bog ;-)

Jo, der er skam projekter nok at gå i gang med. Og de tager lidt længere tid end vanligt med mit bækken. Men sådan er det jo nu engang, og så må vi indrette os derefter.

Hav en rigtig god weekend og påske. Og husk nu at bruge solcreme. UV-strålerne er grumme for tiden.

Monday, April 18, 2011

Malerhjerne

Der bliver lidt stille på bloggen de næste par dage. Jeg ved godt at jeg ikke nødvendigvis har været god til at skrive indlæg hver dag, men jeg er ikke sikker på at jeg kommer ret meget i nærheden af en computer de næste par dage.

Vi er ved at male soveværelset, og i den anledning er jeg ikke meget hjemme. Pga af malerdampene. Det er åbenbart ikke sundt, når man er gravid. Ikke fordi det er sundt ellers, men det er vist værre, når man er gravid. Og da vi ikke tager nogle chancer, sover vi ikke hjemme.

Det vil så også sige at sengen er flyttet. Og skilt ad. Så der er ikke ligefrem andre muligheder.
Så vi - eller i hvert fald jeg - sover hjemme hos mine forældre.

Det skal nok blive sjovt ;-)

Saturday, April 16, 2011

Da musik var musik

Jeg er født sådan cirka 10 - 15 år for sent i forhold til min musiksmag. Sådan føles det i hvert fald nogle gange. Måske hænger det bare sammen med at jeg som baby som regel sov under højttalerne hjemme i stuen hos mine forældre - og der var ikke ligefrem skruet ned. Men musikken var god.

Her er hvad vi nynner og synger herhjemme lige i tiden - ikke mindst fordi de har en god effekt på junior ;-):

Mama Cass Elliott: "Dream a Little Dream"



The Carpenters: "Close to You"



The Beatles: "Golden Slumbers"



Og selvfølgelig en helt masse andre - også nogle med lidt mere go i ;-)

Friday, April 15, 2011

Øv og av altså

Havde en rigtig hyggelig tur med min søster og nevø. Faktisk så hyggelig at vi brugte alt for meget tid på butikkerne og ikke nåede alt det vi skulle før vi drog hjemefter (hvilket blev alt for sent), men samme aften blev jeg 'ramt' af en galdestensanfald, der varede godt 5 timer, og så var det sjove ligesom gået af den dag :( Og for at det ikke skal være løgn, så fortog smerterne sig ikke helt, så jeg gik og havde lidt småondt hele dagen i går også. Smerter der kulminerede i endnu et galdestensanfald i går aftes. Denne gang dog 'kun' af 2 timers varighed.

Galdestensanfald er sådan set det eneste problem jeg har haft efter min gastric bypass. I hvert fald af den slags jeg ikke selv har kontrol over. Inden graviditeten var det dog kun når jeg spiste noget, der var alt for fed, at jeg kunne risikere at få et anfald, og det var yderst sjældent det skete. Efter jeg blev gravid har det været ofte at jeg har haft anfald. Sådan rent gennemsnitligt set. Jeg har været gravid i knap 6 måneder, men har haft 8 anfald, så det har været tit nok. Og nogle af anfaldene har været virkelig slemme. Det onsdag aften var det hidtil værste.

Det er uden tvivl hormonerne der driller, og om niveauet holder sig de næste 3 måneder eller om det bliver værre (nej, nej, nej) eller bedre (ja, tak!) med anfaldene kan jeg desværre ikke vide på forhånd, men jeg håber at det værste er ovre.

Nu vil jeg krybe til køjs, for efter sådan et par dage/nætter, hvor jeg ikke rigtig har fået noget søvn og hvor musklerne i hele kroppen har arbejdet på højtryk, har jeg brug for ekstra hvile. Så det kan godt tage et par dage før jeg for alvor er ovenpå igen.

Wednesday, April 13, 2011

Fun for all

Skal ud og gøre Aalborg usikker sammen med min søster og 5 mdr. gammel nevø. Det regner, men mon ikke det så bliver en gang shop crawl? Jeg er ellers ikke meget for at shoppe, men nogle gange kan det blive nødvendigt.

Jeg har nogle penge fra min fødselsdag, jeg skal have omsat til noget meget tiltrængt ventetøj af forskellig slags (ikke mindst bh'er), så det skal nok blive sjovt.

Og mon ikke det bliver til et lille besøg i Søstrene Grene. Bare for at se, hvad de har af sjove ting lige nu.

Tuesday, April 12, 2011

Det der vælter læsset.

Når man kører med et yderst stramt budget, skal der ikke meget til før læsset vælter. Det er meget godt at alle økonomer snakker om at man bør have en 'buffer', men når der nu ikke er meget at spare sammen af, hvordan får man så lige sådan en?

We are scraping by, som det så smukt hedder på engelsk, men maj måned bliver lidt mere lavbudgettet (ja, jeg kan godt lide at opfinde ord...) end normalt, ikke mindst pga. forsikringer, der skal betales, men de er jo ikke til at komme uden om.

Og en enkelt eller to uforudsete udgifter bliver det jo nok også til. Sådan er det jo, når man mindst har brug for det.

Nu kunne vi jo begynde at sælge ud af 'arvesølvet' men forhåbentlig kommer det ikke helt der til.

Det går. Endnu.

Vi tager det en måned af gangen. Og forhåbentligt kan vi indhente det 'tabte' næste måned. Gyngerne og karrusellen og alt det der.

Sådan er det at skulle brødføde to mennesker (og 3 husdyr) på en overførselsindkomst, og fra hvad jeg kan læse mig til så bliver det hverdag for rigtig mange flere i fremtiden. Måske.

Monday, April 11, 2011

Kundeservice

Kundeservicen er endnu ikke død i de danske daglivarerforretninger. Og nogle gange går kundeservicen endda ud over de grænser vi normalt kender.

Jeg var oppe at handle i den lokale Spar, og stod ved kassen. Kunden foran mig ville købe et frimærke, men de havde ikke flere tilbage. De henviste til en anden lokalbutik, som også er postforretning (ja, vi er helt ude hvor kragerne vender...), men som kunden pointerede, så var postbutikken ikke åben om søndagen. Han (kunden) blev efterhånden mere og mere desperat, og begyndte at argumentere for at han simpelthen var nødt til at have det her brev sendt afsted samme dag.
Nu var det jo ikke pigerne ved kassen's skyld at de ikke havde flere frimærker, eller at postbutikken var lukket, eller deres problem at han skulle have det brev afsted sammen dag (og jeg tror forøvrigt ikke at postkasserne bliver tømt om sødagen, men jeg kan jo tage fejl), men ikke desto mindre forbarmede en af pigerne sig over ham og solgte ham et af de frimærker hun havde i sin tegnebog.

Se det er kundeservice, sådan lidt ud over det sædvanlige.

Sunday, April 10, 2011

Dage uden internet.

Eller i hvert fald dage, hvor jeg ikke har været meget på internettet.

Det er blevet til meget lidt computertid siden fredag eftermiddag. Min far har nemlig haft fødselsdag, og selv om han ikke fyldte rund (det gjorde han sidste år), så blev det alligevel fejret med mannér.

Fredag aften var det hans søskende med påhæng, der var til middag, og så min søster + familie og M og jeg. Og det var noget lækkert mad min mor havde fået stillet på benene.

Grillet oksemørbrad med ovnkartofler, whiskeysovs og bønnesalat, fåregrillpølser og så frossen lagkage* til kaffen. Det var guf.

Lørdag morgen tog M og jeg på besøg med rundstykker og så endte vi med lige at tage hjem og vende for en kort bemærkning inden vi blev inviteret på frokost (og når det involvere fiskefileter, sig M ikke nej tak). Efter endt frokost kørte jeg hjem og hentede hunden, og så nød vi ellers eftermiddagen på den solfyldte terrasse indtil det var ved at være spisetid igen. Der var en lille smule kød og bønnesalat tilbage, som vi delte mellem os og så fik vi ovnkartofler til igen. Og så blev vi og så Bingo Banko og Barnaby. Jeg er helt klart mest til det sidste...

Søndag formiddag var der så morgenkaffe og rundstykker til alle mors søskende i anledningen af fars fødselsdag. M havde en aftale med sin mor over Gmail** over middag, og jeg nåede lige at hvile en halv times tid inden vi kørte tilbage til mine forældre og spiste aftensmad.

Vi går faktisk bare og venter på at de skal sige, at nu gider de ikke at se os i et par uger :D

Det var så hvad weekenden bød på for os, håber Jeres har været lige så god.

* Egentlig blot lagkagebunde (i det her tilfælde kakaolagkagebunde) og så vanilieis mellem lagene. Flødeskum på toppen og pyntet med jordbær.

** Fungere på samme måde som Skype, hvis man har en gmail og invitere dem man vil chatte med til videochat eller almindelig chat.

Thursday, April 7, 2011

Der er (stadig) noget galt i Danmark!

For at fortsætte gårsdagens historie om Gus - eller i hvert fald lægge noget mere på angående den danske måde at styre tingene på i forhold til hvem der har gjort sig 'fortjent' til at at blive i Danmark:

Mød Daniel.
På trods af at han aldrig har kendt til andet end Danmark, har en dansk far og har haft ikke mindre end 4 danske pas, er han ikke dansker. Næh, han er thai. Fordi hans forældre ikke var gift på det tidspunkt de fik ham, og det skulle de have været efter de dengang gældende regler. Det var man bare ikke opmærksom på. Heller ikke politiet, der uvidende om dette slip var den myndighed, der 4 gange udstedte et pas til Daniel, hvori der står "Dansk statsborger".

Og nu skal den stakkels fyr (på 19 år) ansøge om at få lov til at blive i Danmark på lige regler med alle andre, der ikke er europæere. Altså efter pointsystemet. Og han har ikke pointene.

Hvor er de individuelle hensyn? Bør hver sag ikke behandles udfra individet og ikke bare efter en tjekliste?

Stram op, Danmark!

Wednesday, April 6, 2011

Der er noget galt i Danmark!

Jamen helt ærligt!

Screen dump herfra - sig hvis jeg skal fjerne billedet

Læs eventuelt mere om hvordan Twitter bliver anvendt i sagen her.

Hvorfor er det lige at alle ikke-europæere skal straffes for at ville bo i Danmark? Det undrer mig efterhånden at der stadig er nogle der gider at komme hertil. Vi er jo ikke ligefrem kendte for vores gæstfrihed over for fremmede. Vel, Pia?

Tuesday, April 5, 2011

Nu med kort hår.

Eller i hvert fald kortere hår. Fik klippet omkring 10 cm. af, men det var tiltrængt. Eller det bliver det.


Ikke mindst pga. den forhåbentlig kommende varme, samt det faktum at jeg har termin midt i juli (det skal nok blive sjovt). Kortere hår ftw.

Og så klæ'r det mig faktisk - hvilket jo bestemt er en bonus ;-)

Og så til noget helt andet. Bare fordi.

Mød vores kat Winnie. Hun er amerikaner og er lidt speciel, men kær.

Monday, April 4, 2011

Den er vel nok møglummer i dag, hva'?

Trods overdreven træthed, hvilket skyldes mangel på nattesøvn de sidste 3 dage (eller mere, hukommelsen er også ved at svigte), har jeg været forholdsvis aktiv i dag.

  • Jeg var en tur i skoven med hunden.*
  • Jeg har været ude at handle ind. (Det var i Fakta, så det tog kun 5 minutter)
  • Jeg har organiseret mit forrådskammer (som i virkeligheden blot er et højskab).
  • Jeg har forberedt mad til hunden (kartofler, gulerødder, linser og kød).
  • Jeg har hentet post i postkassen og været ude med skraldet.
  • Jeg har hvilet mig to gange. Og jeg når vist en ekstra gang inden aftensmaden.
  • Jeg har læst nyheder, google reader og stirret tomt på computerskærmen.**

Jamen lyder det ikke som en helt vild dag?

Jeg er da kommet til at svede af det, men det skyldes nok også lige dele vejret og graviditeten oveni mit aktivitetsniveau...

I morgen sker der heldigvis noget lidt mere spændende. Jeg skal klippes. Og jeg tror vi skal ud i noget page-længde eller noget. Det lange (og tykke) hår er ved at være for varmt. Der skal alligevel tyndes godt ud i det, og så kommer krøllerne frem igen, så hvorfor ikke gøre det lidt smart og nemt at have med at gøre på samme tid?

Og nu er det ved at være fodringstid for rovdyret (aka hunden), så er der lige tid til et hvil inden jeg skal igen med at kokkerere. Vi skal have Fish'n'Chips i aften. Ovnbagt. Nogle gange må det godt være nemt.



* Jeg forsøger at komme afsted med ham hver morgen, for i hundeskoven skal han ikke have snor på, og så får jeg også lige en halv times motion uden at der lægges for meget pres på mit bækken, og det er jo værd at tage med.
** Her var det så at jeg gik ind og tog det ekstra hvil, for energien er slet ikke til stede i dag.

Sunday, April 3, 2011

Søndagshumør

Søndag er sådan en dovnedag. En dag til at flade ud i og slappe af, hvis man nu eventuelt skulle på arbejde/i skole/noget om mandagen.

Men vejret er nu også helt perfekt til at have en lave-ingenting-dag i dag. I forhold til i går hvor det nærmest var helt forsommeragtigt sådan temperatur og solskinsmæssigt, så er i dag en trist og grå dag, hvor det regnede tidligt i morges, men nu er solen da heldigvis på vej gennem skyerne igen.

Det er dejligt sådan at få jaget mørket væk, især efter den vinter vi har haft. Jeg har ikke noget i mod sne. Så længe det er i små mængder eller i hvert fald ikke bliver liggende på jorden i længere tid. Det er så hyggeligt med sne lige omkring jul, men så må det altså også godt forsvinde igen.

Men nu er det forår og vintergækker, erantis og krokus pryder jorden. Påsken er lige rundt om hjørnet, og dagene bliver længere og lysere.

Det er da noget at glæde sig over :-)

Saturday, April 2, 2011

Omrokering på bloggen

Jeg roder rundt med at finde lige det look for bloggen, som jeg gerne vil ha', men endnu har jeg ikke ramt plet.

Bloggen er i og for sig stadig under opbygning, så det kan godt tage lidt tid. Så jeg tilføjer gadgets. Og fjerne nogle igen. Og tilføjer nogle andre.

Jeg ville egentlig gerne prøve at være minimalistisk omkring looket, men det er vist for sent ;-)

Friday, April 1, 2011

Mediernes magt:

Det er blevet sagt af mange i den forgangne uge, og de fleste har sagt det bedre end jeg kan, men det stopper mig alligevel ikke fra at skrive dette:

Nyheder er ikke længere nyheder. Det er sensationshistorie. Og hvis det ikke er det, så må man (læs: journalisterne) lave det om til en sensation.

Breaking news er blevet et synonym med 'her er en ny historie'. Og her er det altså det går galt. Breakings news er ikke enhver historie. Breaking news betyder at der er sket noget skelsættende. Som f.eks. jordskælvet/tsunamien/atomreaktor problemerner i Japan eller den massive regn i Thailand eller lille Holgers forsvinden og fundet af ham igen.

Men nogle medier bruger 'breaking news' i flæng.

Et eksempel: Breaking news: Mænd roder mest. Jamen det er for helvede da ikke 'breaking news'! Det er et debatoplæg om at en kønsforsker mener at have fundet ud af hvorfor mænd roder mere end kvinder. Hvordan kan det på nogen måde blive 'breaking news'?

Hvad angår historien om Holger så vil jeg blot anbefale Annamette Fuhrmann's indlæg om mediernes dækning af historien. For jeg er enig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...