N. er blevet 8 måneder (hvor blev de af..?) og har bestemt sig for at hun nu ikke behøver at sove længere. Eller noget. Hun er i hvert fald meget utilfreds med at blive lagt i seng, når hun er træt. For det er ikke fordi hun ikke bryder sig om at ligge ned (så det er nok ikke ørerne den er gal med). Men når hun er træt går hun helt i selvsving. Og vi har forsøgt at lægge hende ind før hun bliver supertræt - for hvis hun er overtræt går det slet ikke. Det har vi prøvet!
Nu har hun selvfølgelig også døjet med maven (tænder/ny mad/sådan nogle ting) men det burde jo også være mere sådan all-round irritation.
Hun vil allerhelst sidde på armen af sin mor og vugges i søvn. Måske er det der problemet ligger. Eller løsningen. Seperationsangst. Moderbinding (har jo læst lidt en hulans masse psykologi i mine uddannelser). Noget i den retning
Der er nok ikke andet at gøre end at messe: "Det-er-en-fase-det-er-en-fase-det-er-en-fase..." de næste par månederuger dage indtil alt er tilbage til 'normalen' igen, og vi alle kan få vores nattesøvn - N inklusiv.
I går aftes sov hun fra klokken 20 til klokken 23 og så var hun vågen/gnaven/irritable/skide sur indtil ved 3-tiden. Og da tog jeg hende med ind i vores seng fordi jeg ikke orkede at tage kampen med hende, hvis hun skulle vågne når jeg lagde hende ned i hendes egen seng. Da vækkeuret ringede kl. 5 satte jeg det på snooze to gange og så ringede det ikke mere (en eller anden klaphatjeg havde vist fået det slået fra...). Vågnede ved 8 tiden og kunne godt se at det nok ikke blev meget skole for mit vedkommende i dag. Ikke mindst fordi jeg ikke ville kunne være på skolen før end ved middagstid. Og vi havde fri kl. 13.30. Det var altså ikke værd at bruge 4 timers transporttid på. Ikke i dag når N. bestemt heller ikke var på toppen.
Så dagens kampråb har været "Kaffe... Må have kaffe... Nu!"
Jeg er jo sådan lidt fjollet med musik og musikinstrumenter… Nå, det vidste du ikke? Jo jo, jeg har skam indtil flere af slagsen.
Det startede med en blokfløjte, jeg fik af min bedstemor. Hvornår kan jeg ikke huske, men hun døde i 1987, så det har været før da. Jeg kan ikke rigtig huske hvor meget, der blev gjort ud af det dersens musik. Altså med at spille selv. For min fars familie er generelt mere sportsintereserede end musikinteresserede.
Nå, men min store interesse for musikken startede egentlig lidt ved et uheld. Eller i hvert fald pga. en anden person. Nemlig min allerbedste ven/inde i folkeskolen. Vi havde gået til tennis en sæson (og jeg har altså er killer baghånd bare så I lige ved det…) og da vinteren kom skulle der ske noget andet. Hun havde forelsket sig i en guitar og havde spurgt om ikke det var noget. At gå til guitar sammen. Og jeg tænkte at det var nok meget godt. Jeg kunne da prøve.
Så jeg startede. Eller vi gjorde. Og det var jo meget spændende. Akustisk guitar. På lånt guitar i starten. Musikskolens. For der var jo ingen grund til at investere i et instrument, hvis nu det ikke var noget. Men det var det! Og jeg avancerede hurtigt til elektrisk guitar. Og samspil. Og blev helt bidt af det dersens musik. Min veninde ikke så meget.
I mange år var guitaren mit fortrukne instrument. Jeg fik for øvrigt en brugt guitar efter et stykke tid, og selvom den er skrammet og måske ikke helt så pæn at se på, så har den en fantastisk klang. Der er flere der har forhørt sig om en handel, men det er min guitar, så den bliver hvor den er .
Jeg fik aldrig sådan rigtig lært noder. Akkorder, dem kan jeg en del af, men ikke noder. Jeg spiller sådan mere efter gehør. Jeg er ret god til at lytte mig til tonerne. Aner ikke et klap om hvor de ligger på skalaen, men jeg kan høre hvor tonen er henne på guitaren. Eller på keyboardet. Eller saxofonen.
Det var først da jeg bestemte mig for at tage lektioner i at spille på saxofonen at jeg fik lidt mere indsigt i noderne, men kan ikke fortælle dig udfra et nodeark hvad tonerne hedder uden at skulle skrive det ned. Men det kan jo så også lade sig gøre.
Nu har jeg så købt en Penny whistle. Og den vil jeg lære at spille på.
Den fylder mindre end guitaren, keyboardet eller saxofonen, så den er noget nemmere at tage med på tur. Den larmer væsentlig mindre også.
Og så lyder det helt fantastisk. Når man bare kan det der:
Næste instrument er fiolen – eller violinen. Det er drømmeprojektet. Eller drømmeinstrumentet. Jeg har altid drømt om at lære at spille violin. Måske fordi jeg altid har haft en forkærlighed for det irske.
Ja ja, så kom man også på Pinterest. Om det så er noget for mig i længden vil tiden jo vise, men ideen, om at man kan se en masse sider/ting/alt-muligt som andre man deler interesse med deler ud af, er jo meget god.
I dag fik vi svar. Og selvom det ‘kun’ er min morbror er det dog et svært svar at sluge.
Kræften har bredt sig, og han har knuder i hele kroppen. Lægerne kalder det for uhelbredelig kræft. Men det betyder ikke at det er en dødsdom. De vil se om de kan indkaspsle kræften. Det er der vi sætter vores lid lige nu. For selvfølgelig kan de det. Lægerne er jo dygtige i dag. Og min onkel føler sig ikke syg. Faktisk har han ikke mærket meget til at det skulle være kræft. Men det er det jo. Og så må man handle derefter.
Jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, udover at komme med en update. En som jeg havde frygtet men ikke forventet. Men sådan er det jo desværre tit.
Glasset er stadig mere fuldt end tomt, og det er sådan det bør være.
Det er ikke let at være pessimistisk, når man faktisk er optimistisk af sind. Eller mere optimistisk af sind. Så min forrige post, der blev skrevet kort tid efter at jeg havde fået at vide at min morbror har fået konstateret kræft, er mere et øjebliksbillede af, hvordan jeg havde det lige da.
I dag er glasset mere fuldt end det er tomt. Der er stadig en rest tvivl, som nok ikke går væk før scanningen forelægger, men det er jo et udslag af resultatet af alle de andre kræft diagnoser jeg har haft inde på livet. Samtidig skal jeg huske på at lægevidenskaben rykker sig hele tiden. Mine morforældre, der begge døde af kræft, døde i 1993 og 1994, og der er sket rigtig meget siden da.
Det er også et udslag af at blive mindet om sin egen dødelighed. Og selvom det eneste sikre her i livet er, at vi engang skal dø, så er det altså ikke en tanke der altid er til at forlige sig med. Jeg er ikke bange for at dø. Som sådan. Men jeg vil altså gerne dø som en gammel kone, der har levet livet fuldt ud, med mine børn og børnebørn - og gerne oldebørn - omkring mig. Og det skal helst foregå stille og roligt. Problemet er bare at det er en af de mange ting her i livet at vi ikke selv bestemmer. Og det er nok nærmere den følelse af mangel på kontrol, der gør at det er et svært emne at tage op for mange.
Og så ender man med at skrive et indlæg som jeg gjorde sidst.
Jeg ville egentlig have bragt et billede, der demonstrerede hvordan glasset ser ud i øjeblikket, men dette her er bare så meget bedre. For selvom intet er rosenrødt, behøver det altså heller ikke være kedeligt. Og humor skal der altså til.
Billede lånt her. //Picture is from this page. Please let me know if you want me to remove it.
Nogle gange er det svært at se på tilværelsen med lyserøde briller… Eller at se på livet som om glasset er halvt fuldt og ikke halvtomt.
I dag er en af de dage. Min morbror har fået konstateret kræft. Bindevævskræft. Og selvom alting tyder på at det er noget, der kan klares her og nu (lige bortset fra at hans ‘normale’ læge ikke har villet henvise ham andetsteds i årevis…og han har haft knuder i hovedbunden i årevis…) så er det sgu svært at sige: “Jamen den klarer lægerne jo også nok.” Fordi man bliver nødt til at tilføje: “Bare fordi de ikke kunne helbrede dine forældres kræft – eller alle de andre med kræft som du har kendt, der også døde af det…”
Og jeg vil så gerne se tingene gennem det halvfulde glas. De lyserøde briller. Men indtil CT-scanningen forelægger og de siger at der ikke er knuder i lungerne også, så er glasset altså halvtomt. Og jeg hader det. Hader det.
Jeg har været nødt til starte på en ny uddannelse. For at få en indtægt. Altså SU. Så nu er jeg ved at tage grundforløbet som Gastronom. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker at være i køkkenet. Og jeg lærer da også en del, men det er jo receptionist jeg vil være. At stå i front og tale med gæsten. Ikke fordi der er noget galt i at være gastronom og have sin vante gang i køkkenregionen, og hvis jeg ikke snart finder en elevplads, så regner jeg da også med at fortsætte uddannelsen, men som sagt; det er i receptionen jeg føler mig hjemme.
Jeg får lavet for lidt mad. Vi spiser ofte hjemme hos mine forældre. Og det er da bestemt god mad vi får der. For god mad. For jeg har taget på. Hvilket jo ikke er så skide smart. Så nu skal vi altså til at igang med det dersens motion. Og spise mindre. Og drikke mere vand.
Vi har sat bilen til salg gennem mekanikeren. For vi har ikke råd til både at have bil og betale for mit bus/togkort. Og vi har ikke råd til at jeg tager bilen hver dag. Budgettet kan max. klare 1000 kr. om måneden til benzin, og det kommer jeg ikke i skole for.
Og så har vi fundet et nyt hjem til Magnus. Et hjem der ikke er præget af stress og jag. Et hjem hvor de har god tid til at give ham den opmærksomhed han fortjener og ikke mindst den motion han har brug for. For han har brug for mere end et par gåture om dagen. Han har brug for at få lov til at løbe frit omkring og rigtig strække igennem, og de muligheder har vi ikke kunnet give ham. Især ikke uden bilen. Og så har der jo også været den uvished at vi ikke har vidst om jeg lige pludselig fik en elevplads i f.eks. Storbritannien eller Norge eller..?.. Og ville det blive svært at finde et ordentligt sted, hvor vi allesammen kunne være? Og hvor vi måtte have både baby, hund og kat?
En svær beslutning. Meget svær beslutning. Men det var ikke fair overfor Magnus. Og han har det rigtig godt hos hans nye familie. Vi får sms’er og billeder derfra, så vi følger stadig med i hans liv. Og det er rigtig rart. Når det nu ikke kunne være anderledes.
Nora er ved at få tænder. Flere tænder. Hun har to i undermunden. Nogle små skarpe bisser, så det gælder om at passe på når man putter noget i munden på hende (hun er helt vild med rugbrød og torskerogn til M’s store fortrydelse – noget hun i hvert fald ikke bryder sig om, det er vist noget med konsistensen…). De første to mærkede vi ikke meget til. Eller hun var lidt gnaven i en lille uges tid. Så savlede hun helt vildt i et par dage, og vupti så var der først en, og et par dage senere dukkede den anden op.
Denne gang er det noget anderledes. Hun har været monster-gnaven den sidste uge. Hun vågner cirka en gang i timen om natten og er ked af det (og mor her skal op og med bussen 5.55 hver morgen for at nå i skole til klokken 8….zzzzz….) så det har været en lang uge. Uden ret meget søvn. Fik jeg nævnt at vi ikke har sovet meget?
Ellers går alt sin uvante gang. Der sker for lidt på den erhvervsmæssige front, og en hel del på den mere personlige, så det går vel op i en højere enhed på et eller andet tidspunkt. Eller sådan noget.
Glædelig Kjørmes Knud/Kyndelmisse og tillykke til Thorkild Thyrring (*ældgammel vittighed om at den 2/2 er racerkørerens fødselsdag fordi det udtales på samme måde som når små børn leger at de kører bil…*)
.
