Half and half

Det er ikke let at være pessimistisk, når man faktisk er optimistisk af sind. Eller mere optimistisk af sind. Så min forrige post, der blev skrevet kort tid efter at jeg havde fået at vide at min morbror har fået konstateret kræft, er mere et øjebliksbillede af, hvordan jeg havde det lige da.

I dag er glasset mere fuldt end det er tomt. Der er stadig en rest tvivl, som nok ikke går væk før scanningen forelægger, men det er jo et udslag af resultatet af alle de andre kræft diagnoser jeg har haft inde på livet. Samtidig skal jeg huske på at lægevidenskaben rykker sig hele tiden. Mine morforældre, der begge døde af kræft, døde i 1993 og 1994, og der er sket rigtig meget siden da.

Det er også et udslag af at blive mindet om sin egen dødelighed. Og selvom det eneste sikre her i livet er, at vi engang skal dø, så er det altså ikke en tanke der altid er til at forlige sig med. Jeg er ikke bange for at dø. Som sådan. Men jeg vil altså gerne dø som en gammel kone, der har levet livet fuldt ud, med mine børn og børnebørn - og gerne oldebørn - omkring mig. Og det skal helst foregå stille og roligt. Problemet er bare at det er en af de mange ting her i livet at vi ikke selv bestemmer. Og det er nok nærmere den følelse af mangel på kontrol, der gør at det er et svært emne at tage op for mange.

Og så ender man med at skrive et indlæg som jeg gjorde sidst.

Jeg ville egentlig have bragt et billede, der demonstrerede hvordan glasset ser ud i øjeblikket, men dette her er bare så meget bedre. For selvom intet er rosenrødt, behøver det altså heller ikke være kedeligt. Og humor skal der altså til.

Billede lånt her. //Picture is from this page. Please let me know if you want me to remove it.