8 måneder og super selvstændig...

...eller bare stikken...

N. er blevet 8 måneder (hvor blev de af..?) og har bestemt sig for at hun nu ikke behøver at sove længere. Eller noget. Hun er i hvert fald meget utilfreds med at blive lagt i seng, når hun er træt. For det er ikke fordi hun ikke bryder sig om at ligge ned (så det er nok ikke ørerne den er gal med). Men når hun er træt går hun helt i selvsving. Og vi har forsøgt at lægge hende ind før hun bliver supertræt - for hvis hun er overtræt går det slet ikke. Det har vi prøvet!
Nu har hun selvfølgelig også døjet med maven (tænder/ny mad/sådan nogle ting) men det burde jo også være mere sådan all-round irritation.
Hun vil allerhelst sidde på armen af sin mor og vugges i søvn. Måske er det der problemet ligger. Eller løsningen. Seperationsangst. Moderbinding (har jo læst lidt en hulans masse psykologi i mine uddannelser). Noget i den retning

Der er nok ikke andet at gøre end at messe: "Det-er-en-fase-det-er-en-fase-det-er-en-fase..." de næste par måneder uger dage indtil alt er tilbage til 'normalen' igen, og vi alle kan få vores nattesøvn - N inklusiv.

I går aftes sov hun fra klokken 20 til klokken 23 og så var hun vågen/gnaven/irritable/skide sur indtil ved 3-tiden. Og da tog jeg hende med ind i vores seng fordi jeg ikke orkede at tage kampen med hende, hvis hun skulle vågne når jeg lagde hende ned i hendes egen seng. Da vækkeuret ringede kl. 5 satte jeg det på snooze to gange og så ringede det ikke mere (en eller anden klaphat jeg havde vist fået det slået fra...). Vågnede ved 8 tiden og kunne godt se at det nok ikke blev meget skole for mit vedkommende i dag. Ikke mindst fordi jeg ikke ville kunne være på skolen før end ved middagstid. Og vi havde fri kl. 13.30. Det var altså ikke værd at bruge 4 timers transporttid på. Ikke i dag når N. bestemt heller ikke var på toppen.

Så dagens kampråb har været "Kaffe... Må have kaffe... Nu!"