Glasset er halvt fuld…

Nogle gange er det svært at se på tilværelsen med lyserøde briller… Eller at se på livet som om glasset er halvt fuldt og ikke halvtomt.

I dag er en af de dage. Min morbror har fået konstateret kræft. Bindevævskræft. Og selvom alting tyder på at det er noget, der kan klares her og nu (lige bortset fra at hans ‘normale’ læge ikke har villet henvise ham andetsteds i årevis…og han har haft knuder i hovedbunden i årevis…) så er det sgu svært at sige: “Jamen den klarer lægerne jo også nok.” Fordi man bliver nødt til at tilføje: “Bare fordi de ikke kunne helbrede dine forældres kræft – eller alle de andre med kræft som du har kendt, der også døde af det…”

 

Og jeg vil så gerne se tingene gennem det halvfulde glas. De lyserøde briller. Men indtil  CT-scanningen forelægger og de siger at der ikke er knuder i lungerne også, så er glasset altså halvtomt. Og jeg hader det. Hader det.