Friday, February 17, 2012

Så skal der musikkes..!

Jeg er jo sådan lidt fjollet med musik og musikinstrumenter… Nå, det vidste du ikke? Jo jo, jeg har skam indtil flere af slagsen.
Det startede med en blokfløjte, jeg fik af min bedstemor. Hvornår kan jeg ikke huske, men hun døde i 1987, så det har været før da. Jeg kan ikke rigtig huske hvor meget, der blev gjort ud af det dersens musik. Altså med at spille selv. For min fars familie er generelt mere sportsintereserede end musikinteresserede.
Nå, men min store interesse for musikken startede egentlig lidt ved et uheld. Eller i hvert fald pga. en anden person. Nemlig min allerbedste ven/inde i folkeskolen. Vi havde gået til tennis en sæson (og jeg har altså er killer baghånd bare så I lige ved det…) og da vinteren kom skulle der ske noget andet. Hun havde forelsket sig i en guitar og havde spurgt om ikke det var noget. At gå til guitar sammen. Og jeg tænkte at det var nok meget godt. Jeg kunne da prøve.
Så jeg startede. Eller vi gjorde. Og det var jo meget spændende. Akustisk guitar. På lånt guitar i starten. Musikskolens. For der var jo ingen grund til at investere i et instrument, hvis nu det ikke var noget. Men det var det! Og jeg avancerede hurtigt til elektrisk guitar. Og samspil. Og blev helt bidt af det dersens musik. Min veninde ikke så meget.
I mange år var guitaren mit fortrukne instrument.  Jeg fik for øvrigt en brugt guitar efter et stykke tid, og selvom den er skrammet og måske ikke helt så pæn at se på, så har den en fantastisk klang. Der er flere der har forhørt sig om en handel, men det er min guitar, så den bliver hvor den er  Smiley, der blinker.
Jeg fik aldrig sådan rigtig lært noder. Akkorder, dem kan jeg en del af, men ikke noder. Jeg spiller sådan mere efter gehør. Jeg er ret god til at lytte mig til tonerne. Aner ikke et klap om hvor de ligger på skalaen, men jeg kan høre hvor tonen er henne på guitaren. Eller på keyboardet. Eller saxofonen.
Det var først da jeg bestemte mig for at tage lektioner i at spille på saxofonen at jeg fik lidt mere indsigt i noderne, men kan ikke fortælle dig udfra et nodeark hvad tonerne hedder uden at skulle skrive det ned. Men det kan jo så også lade sig gøre.
Nu har jeg så købt en Penny whistle. Og den vil jeg lære at spille på.
Den fylder mindre end guitaren, keyboardet eller saxofonen, så den er noget nemmere at tage med på tur. Den larmer væsentlig mindre også.
Og så lyder det helt fantastisk. Når man bare kan det der:


Næste instrument er fiolen – eller violinen. Det er drømmeprojektet. Eller drømmeinstrumentet. Jeg har altid drømt om at lære at spille violin. Måske fordi jeg altid har haft en forkærlighed for det irske.

No comments:

Post a Comment

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...