Der har været stille på bloggen.
Ikke mindst fordi vi ikke har været meget hjemme. Min mor har haft fødselsdag og det fejre vi med manér i vores familie. Familiemiddag på selve dagen (torsdag). Aftenskaffe til min fars søskende (+ påhæng) om fredagen, og formiddagskaffe til min mors søskende (+ påhæng og et par enkelte børn) om lørdagen.
Lørdag eftermiddag var vi så en smut på Clausholm slot til livsstilsmesse. Vi var blevet inviteret af en rigtig god ven og hendes børn, og det var bare en rigtig dejlig eftermiddag. Om aftenen fik vi hjemmelavet sushi, fremelsket af føromtalte ven og det var bare yummy! Jeg fik alt for meget at spise. Og så drak jeg to øl. Tuborg super light vel at mærke. Jeg er jo gravid. Havde helt glemt at der eksisterer alkoholfri øl, så det er ikke sikkert at det var sidste gang i graviditeten at jeg får mig sådan en. Især ikke hvis sommeren bliver så varm som de har lovet. Vejrprofeterne. Der ofte tager fejl. Men vejret følger jo aldrig noget præcist skema. Det er lidt noget gætværk krydret med en anelse viden. Eller sådan noget.
Men en anden grund til at der har været stille er at vi kæmper med en del lige i tiden. I forhold til fremtiden. Og det er så diffust, at selv hvis jeg prøvede at forklare hvad det drejer sig om, så ville det sikkert ikke kunne lade sig gøre. Men det indeholder også en masse elementer, der muligvis kunne gøre livet endnu mere surt for os, end det allerede er, hvis jeg begyndte at gå i detaljer. Og jeg hader selv, når andre er så hemmelighedsfulde omkring deres udtalelser, så jeg beklager at jeg er så vag i mine udtalelser.
Til den gode side høre så at Bob vokser som hun skal. Jeg blev scannet i onsdags og hun ligger fint i midten af vækstkurven (en anelse over endda), så min operation har ikke haft indflydelse på hendes vækst. Jeg skal til en afsluttende scanning, når jeg er 36 uger henne, og så får vi se hvor stor hun er til den tid. Lige nu er hun godt 2 kg.
Hvad angår graviditetssukkersygen, så var alle mine blodprøver fine, men jeg skal alligevel ind til et ekstra tjek, bare for at være så 180 procent sikker på at der ikke er noget. Dog først om et par uger.
Og vi har været ude at købe en autostol. Egentlig havde vi håbet på at vi kunne overtage min søsters, men det bliver lige så snert, at han (nevøen) når at blive 9 måneder før Bob dukker op. Medmindre hun selvfølgelig lader vente på sig. Så for en sikkerheds skyld har vi været ude at investere.
Det var vist sådan lidt en update fra siden sidst.
Jeg hænger stadig i bremsen hvad angår HP saucen, og det irriterer mig grænseløst. Dog kan jeg fortælle at det smager rigtig godt til stegt kylling. Som en slags sovs eller dyppelse til kyllingen.
Until next time... (som forhåbentlig ikke lader vente lige så længe på sig...)
Tuesday, May 31, 2011
Wednesday, May 25, 2011
Gode gaver og dårlig samvittighed
Her midt i min dårlige samvittighed over at jeg ikke har fået eksperimenteret mere med det HP Sauce jeg har fået en prøve på, har jeg i dag modtaget en tomatplante fra Heinz. (Det ser ud til at de vil lancere et eller andet spændende senere på sommen).
For øjeblikket er den i pleje hos min mor. Hun har grønne fingre ud over det sædvanlige. Især når det gælder orkideer, krydderurter og drivhusplanter/grøntsager. Jeg ville ønske jeg havde bare lidt af den evne...
Men den skal nok vokse op og blive til noget stort. Og jeg glæder mig til at bruge hjemmedyrkede tomater i madlavningen :-)
For øjeblikket er den i pleje hos min mor. Hun har grønne fingre ud over det sædvanlige. Især når det gælder orkideer, krydderurter og drivhusplanter/grøntsager. Jeg ville ønske jeg havde bare lidt af den evne...
Men den skal nok vokse op og blive til noget stort. Og jeg glæder mig til at bruge hjemmedyrkede tomater i madlavningen :-)
Tuesday, May 24, 2011
Brunch er da også en slags morgenmad.
I weekenden var vi i sommerhus med hele min familie. Mor, far, søster, svoger og to nevøer. En på 6 måneder og en på 3,5 år.
Vi havde haft en diskussion med mine forældre om at danskere (eller i hvert fald min familie) er meget indgroede i deres madvaner. F.eks. spiser vi som regel det samme til morgenmad, når vi skal gøre noget særligt ud af det. Rundstykker og pålæg, ost, marmelade etc. En sjælden gang i mellem ryger der også en gang blødkogte æg på bordet.
Min far mener ikke at det er helt sandt.
Så for at prøve noget andet ville vi lave brunch om lørdagen. Med amerikanske retter.
Scrambled eggs er sammenpiskede æg tilsat lidt salt og peber, der er stegt på panden, mens der bliver rørt godt og grundigt i dem, så det ligner en gang mislykkede røræg.
Potatoes O'Brien er kogte kartofler i tern, der bliver stegt på panden (til de er sprøde) sammen med peberfrugt i tern og løg i tern.
Og det gik jo også meget godt med at lave det. Men da vi skulle til at spise, sad den ældste af nevøerne og så lidt på al maden og spurgte så sin mor: "Hvor er morgenmaden?" Når han er i sommerhus, så får man altså nutella og rundstykker til morgenmad, så det var jo helt forkert ;-)
Og der fik vi måske svaret på vores diskussion om hvorvidt det er sandt med vores madvaner :-)
Min søster bestilte forøvrigt pandekager til næste gang brunch, og jeg har en plan om at lave hash browns som kartoffelret. Det smager nemlig rigtig godt :-)
Vi havde haft en diskussion med mine forældre om at danskere (eller i hvert fald min familie) er meget indgroede i deres madvaner. F.eks. spiser vi som regel det samme til morgenmad, når vi skal gøre noget særligt ud af det. Rundstykker og pålæg, ost, marmelade etc. En sjælden gang i mellem ryger der også en gang blødkogte æg på bordet.
Min far mener ikke at det er helt sandt.
Så for at prøve noget andet ville vi lave brunch om lørdagen. Med amerikanske retter.
- French toast
- Scrambled eggs
- Bacon
- Potatoes O'Brien
Scrambled eggs er sammenpiskede æg tilsat lidt salt og peber, der er stegt på panden, mens der bliver rørt godt og grundigt i dem, så det ligner en gang mislykkede røræg.
Potatoes O'Brien er kogte kartofler i tern, der bliver stegt på panden (til de er sprøde) sammen med peberfrugt i tern og løg i tern.
Og det gik jo også meget godt med at lave det. Men da vi skulle til at spise, sad den ældste af nevøerne og så lidt på al maden og spurgte så sin mor: "Hvor er morgenmaden?" Når han er i sommerhus, så får man altså nutella og rundstykker til morgenmad, så det var jo helt forkert ;-)
Og der fik vi måske svaret på vores diskussion om hvorvidt det er sandt med vores madvaner :-)
Min søster bestilte forøvrigt pandekager til næste gang brunch, og jeg har en plan om at lave hash browns som kartoffelret. Det smager nemlig rigtig godt :-)
Lidt forsigtigt "Hurra"...
Jeg mødte fastende op hos lægen her til morgen med et lidt bævrende hjerte. For hvad nu hvis...
Men, men, men... Det ser foreløbigt ud til at det bare var en forskrækkelse.
Mit blodsukker lå på 4,5 mmol/l så det var jo helt perfekt.
Der var heller ingen sukker i urinen.
Men sygeplejersken sender alligevel et par blodprøve afsted til sygehuset, som muligvis kan aflæse noget andet end de paktiserende læger kan. Den ene skulle åbenbart kunne afsløre hvordan mit blodsukker har set ud gennem de sidste tre måneder. Hvordan man så kan se det ud fra en blodprøve. Det lyder sådan lidt SciFi.
So far ser det hele jo godt nok ud, men jeg får som sagt det endelige resultat på torsdag. Jeg har dog stadig tænkt mig at være noget mere påpasselig med mit sukkerindtag og min kost i det hele taget. Ikke fordi jeg har spist vildt usundt, men alligevel.
Og så dog. Jeg har ikke haft underlige cravings, som man indimellem høre om, men mine spisevaner har alligevel ændret sig. Eller min trang til usunde ting. Førhen (før graviditeten) var jeg mest interesseret i salte snacks. Altså chips, popcorn, ost, saltlakrids sådan noget. Men under graviditeten har jeg fået mere og mere lyst til søde sager. Især chokolade! Og det er da noget jeg har været slem til ikke at gøre eget for at undgå. Når trangen har meldt sig, har jeg spist chokolade. Det er bl.a. en af de ting jeg skal ændre på. Og så skal jeg skære ned på mit nutellaforbrug. For selvom jeg spiser det på groft brød, er det ikke ensbetydende med at det bliver sundere af den grund. Og mit fortrukne mellemmåltid har været et stykke brød med nutella. Så nu har jeg købt rejeost i stedet. Det smager jo også godt :-)
Men, men, men... Det ser foreløbigt ud til at det bare var en forskrækkelse.
Mit blodsukker lå på 4,5 mmol/l så det var jo helt perfekt.
Der var heller ingen sukker i urinen.
Men sygeplejersken sender alligevel et par blodprøve afsted til sygehuset, som muligvis kan aflæse noget andet end de paktiserende læger kan. Den ene skulle åbenbart kunne afsløre hvordan mit blodsukker har set ud gennem de sidste tre måneder. Hvordan man så kan se det ud fra en blodprøve. Det lyder sådan lidt SciFi.
So far ser det hele jo godt nok ud, men jeg får som sagt det endelige resultat på torsdag. Jeg har dog stadig tænkt mig at være noget mere påpasselig med mit sukkerindtag og min kost i det hele taget. Ikke fordi jeg har spist vildt usundt, men alligevel.
Og så dog. Jeg har ikke haft underlige cravings, som man indimellem høre om, men mine spisevaner har alligevel ændret sig. Eller min trang til usunde ting. Førhen (før graviditeten) var jeg mest interesseret i salte snacks. Altså chips, popcorn, ost, saltlakrids sådan noget. Men under graviditeten har jeg fået mere og mere lyst til søde sager. Især chokolade! Og det er da noget jeg har været slem til ikke at gøre eget for at undgå. Når trangen har meldt sig, har jeg spist chokolade. Det er bl.a. en af de ting jeg skal ændre på. Og så skal jeg skære ned på mit nutellaforbrug. For selvom jeg spiser det på groft brød, er det ikke ensbetydende med at det bliver sundere af den grund. Og mit fortrukne mellemmåltid har været et stykke brød med nutella. Så nu har jeg købt rejeost i stedet. Det smager jo også godt :-)
Monday, May 23, 2011
Øv. Måske øv.
Ja, min samtale hos lægen gik egentlig ikke helt som jeg havde planlagt. Eller eg havde jo ikke planlagt noget, men troede egentlig at det største samtaleemne ville blive, tja hæmoriderne, men den blev hurtigt lukket. For da jeg fortalte kort om mine skærmysler i den sidste uges tid, smilede hun bare skævt og sagde: "Ja, og det bliver kun værre." Så meget for support ;-) Men det vidste jeg nu godt. At det bliver værre. Jo større Bob bliver, jo større tryk på de indre organer, så det...
Men det jeg ikke havde regnet med var at jeg havde sukker i urinen. En hel del faktisk. Sygeplejersken så i hvert fald lidt bekymret ud og spurgte ind til øget tørst og sådan, men der har ikke være noget i den retning.
Lægen ville gerne sende mig til en glukosebelastningstest, men i og med jeg har fået min gastric bypass, så er jeg ikke i stand til at drikke rent sukkervand. I hvert fald ikke uden at blive hundesyg. Jeg kan tåle en del sukker, men slet ikke så meget som jeg kunne inden operationen. Og jeg har fået sådan en glukosetest før. Det er ganske vist længe siden (jeg var teenager), men dengang havde jeg besvær nok med at holde sukkervandet i mig, og jeg tror bestemt ikke det er blevet bedre med alderen og operationen.
I stedet skal jeg møde fastende i morgen og havde taget blodprøver og aflevere en ny urinprøve. Og så må vi tage den derfra.
Jeg får ikke endeligt svar før på torsdag, men jeg krydser fingre for at det bare var fordi jeg fik rester til morgenmad. Vi fik nemlig risengrød i går, og jeg spiste en portion til morgen i stedet for min nomale havregrød eller grovbrød. Det var jo nok en fejl. Eller det håber jeg at det var. For det kan jo måske have været nok til at der var sukker i urinen. Selvom lægen ikke var overbevist om at det kunne udgøre hele forklaringen. Desværre.
Men indtil på torsdag tager jeg den nu alligevel lidt med ro, når det kommer til søde sager. Og så skal jeg vist ud og have fat i noget godt rugbrød. Så jeg kan spise lidt mere groft.
Hvis ikke det var fordi det ville tage for længe med selv at lave surdejen, så ville jeg bage det selv. Det smager altså bedre. Men måske kan jeg hitte en opskrift uden surdej. Det bliver bare ikke helt det samme. Sådan smagsmæssigt.
Summa summarum er at jeg muligvis har graviditetssukkersyge. Og hvis jeg har, så tager vi den derfra.
Men det jeg ikke havde regnet med var at jeg havde sukker i urinen. En hel del faktisk. Sygeplejersken så i hvert fald lidt bekymret ud og spurgte ind til øget tørst og sådan, men der har ikke være noget i den retning.
Lægen ville gerne sende mig til en glukosebelastningstest, men i og med jeg har fået min gastric bypass, så er jeg ikke i stand til at drikke rent sukkervand. I hvert fald ikke uden at blive hundesyg. Jeg kan tåle en del sukker, men slet ikke så meget som jeg kunne inden operationen. Og jeg har fået sådan en glukosetest før. Det er ganske vist længe siden (jeg var teenager), men dengang havde jeg besvær nok med at holde sukkervandet i mig, og jeg tror bestemt ikke det er blevet bedre med alderen og operationen.
I stedet skal jeg møde fastende i morgen og havde taget blodprøver og aflevere en ny urinprøve. Og så må vi tage den derfra.
Jeg får ikke endeligt svar før på torsdag, men jeg krydser fingre for at det bare var fordi jeg fik rester til morgenmad. Vi fik nemlig risengrød i går, og jeg spiste en portion til morgen i stedet for min nomale havregrød eller grovbrød. Det var jo nok en fejl. Eller det håber jeg at det var. For det kan jo måske have været nok til at der var sukker i urinen. Selvom lægen ikke var overbevist om at det kunne udgøre hele forklaringen. Desværre.
Men indtil på torsdag tager jeg den nu alligevel lidt med ro, når det kommer til søde sager. Og så skal jeg vist ud og have fat i noget godt rugbrød. Så jeg kan spise lidt mere groft.
Hvis ikke det var fordi det ville tage for længe med selv at lave surdejen, så ville jeg bage det selv. Det smager altså bedre. Men måske kan jeg hitte en opskrift uden surdej. Det bliver bare ikke helt det samme. Sådan smagsmæssigt.
Summa summarum er at jeg muligvis har graviditetssukkersyge. Og hvis jeg har, så tager vi den derfra.
Sunday, May 22, 2011
Nå, var det det?
Ikke fordi jeg havde forventet at det rent faktisk skete, men jeg er faktisk lidt skuffet over at jeg havde glemt alt om jordens undergang indtil ved 16-tiden i går eftermiddags. For der burde det jo for længst være begyndt, altså derovre i (på?) New Zealand.
Egentlig ret pænt at ham/hende, der nu ville forårsage jordens undergang, havde bestemt sig for at følge tidszonerne så alle kunne huske at det var kl. 18 lokal tid, ikke?
On a different note...
Vi var i sommerhus med mine forældre og søster + familie her i weekenden og det var rigtig hyggeligt. Vi fik snakket lidt mere om min fars indlæggelse, men ikke meget.
Under scanningen af min far fandt de også en cyste på hans ene nyre, men de mente ikke at det var noget, der skulle gøres noget ved. Det er ikke noget farligt, men derfor er det alligevel noget, der har optaget hans tanker de sidste par dage. Og så tror jeg han er nevøs for at få det dårligt igen. Men han er i bedring og ved godt mod. Og så har han svært ved at sidde stille. Han er meget rastløs, men han er heller ikke typen, der er god til at sidde stille i længere tid af gangen, og da slet ikke at være 'lukket inde' på et sygehus, så han prøver at indhente det forsømte. Så meget som mor nu tillader ham at lave, for han er ikke godt til at lytte til sin egen krop.
I morgen skal jeg til mit 3. check-up i graviditeten, og uden gå for meget i detaljer så bliver det største samtaleemne vist de(n) hæmoride(r) jeg har døjet med i over en måned. (Jeg forstår egentlig ikke hvorfor der er så meget tabu om det her emne, for det er noget størstedelen af alle gravide døjer med på et eller andet tidspunkt... men det hører selvfølgelig til i den latrinære ende (haha) af samtaleemner.) It is truely a pain in the ass.
Onsdag skal jeg scannes en sidste gang. Som gastric bypass opereret får jeg en ekstra scanning for at være sikker på at barnet vokser som det skal. Altså om hun får at den vigtige næring.
Da jeg var ved jordemoder sidst, mente hun at Bob var pænt stor (1500 g.) så det er jeg ikke så bekymret over. Hun er også superaktiv! Dog mente jordemoderen at jeg havde en hjerteformet livmoder, fordi Bob fortrinsvis befinder sig i den højre side af maven, og storst set aldrig bevæger sig over i den venstre, men hun har været i stand til at ligge på tværs, da hun var mindre, så den er ikke todelt. Altså livmoderen. Hvad betydning det får er jeg ikke helt sikker på, men hun fylder godt allerede, og det er svært at forstille sig at der kun er 8 uger (+/-) tilbage.
I dag er jeg nemlig 32 uger henne. Ret vildt altså.
Det bliver svære og svære at vente på at hun kommer, men samtidig så er jeg slet ikke klar. Og når nok heller ikke at blive det 100 %. Der er nogle ting man ikke kan planlægge sig ud af. Og jeg ved godt at de forestillinger jeg/vi har til hvordan hverdagen bliver, når først hun er kommet, slet ikke står mål med virkeligheden.
It's beyond imagination and that is perfectly fine :D
Egentlig ret pænt at ham/hende, der nu ville forårsage jordens undergang, havde bestemt sig for at følge tidszonerne så alle kunne huske at det var kl. 18 lokal tid, ikke?
On a different note...
Vi var i sommerhus med mine forældre og søster + familie her i weekenden og det var rigtig hyggeligt. Vi fik snakket lidt mere om min fars indlæggelse, men ikke meget.
Under scanningen af min far fandt de også en cyste på hans ene nyre, men de mente ikke at det var noget, der skulle gøres noget ved. Det er ikke noget farligt, men derfor er det alligevel noget, der har optaget hans tanker de sidste par dage. Og så tror jeg han er nevøs for at få det dårligt igen. Men han er i bedring og ved godt mod. Og så har han svært ved at sidde stille. Han er meget rastløs, men han er heller ikke typen, der er god til at sidde stille i længere tid af gangen, og da slet ikke at være 'lukket inde' på et sygehus, så han prøver at indhente det forsømte. Så meget som mor nu tillader ham at lave, for han er ikke godt til at lytte til sin egen krop.
I morgen skal jeg til mit 3. check-up i graviditeten, og uden gå for meget i detaljer så bliver det største samtaleemne vist de(n) hæmoride(r) jeg har døjet med i over en måned. (Jeg forstår egentlig ikke hvorfor der er så meget tabu om det her emne, for det er noget størstedelen af alle gravide døjer med på et eller andet tidspunkt... men det hører selvfølgelig til i den latrinære ende (haha) af samtaleemner.) It is truely a pain in the ass.
Onsdag skal jeg scannes en sidste gang. Som gastric bypass opereret får jeg en ekstra scanning for at være sikker på at barnet vokser som det skal. Altså om hun får at den vigtige næring.
Da jeg var ved jordemoder sidst, mente hun at Bob var pænt stor (1500 g.) så det er jeg ikke så bekymret over. Hun er også superaktiv! Dog mente jordemoderen at jeg havde en hjerteformet livmoder, fordi Bob fortrinsvis befinder sig i den højre side af maven, og storst set aldrig bevæger sig over i den venstre, men hun har været i stand til at ligge på tværs, da hun var mindre, så den er ikke todelt. Altså livmoderen. Hvad betydning det får er jeg ikke helt sikker på, men hun fylder godt allerede, og det er svært at forstille sig at der kun er 8 uger (+/-) tilbage.
I dag er jeg nemlig 32 uger henne. Ret vildt altså.
Det bliver svære og svære at vente på at hun kommer, men samtidig så er jeg slet ikke klar. Og når nok heller ikke at blive det 100 %. Der er nogle ting man ikke kan planlægge sig ud af. Og jeg ved godt at de forestillinger jeg/vi har til hvordan hverdagen bliver, når først hun er kommet, slet ikke står mål med virkeligheden.
It's beyond imagination and that is perfectly fine :D
Thursday, May 19, 2011
Hjemme igen.
Min far altså. Han er hjemme igen.
De holder fast i at det er en blødning - eller en blodsamling (?) - der trykker på nogle nerver omkring hans bækken og tarme, som gør at han får det superdårligt. Så han har fået nogle piller han skal tage en del af morgen og aften, og et forbud mod at spise andet end flydende kost indtil han ikke får de dersens anfald af dårlighed længere. Som også har fået hans mave til at gå i stå. Så det er vel egentlig dobbelteffekt.
Anyway. Vi er glade for at have ham hjemme igen. Og at vide at det ikke var 'så slemt' endda.
For mig skal dagen bruges på vasketøj og hvile. Det har været et par hektiske dage, og selvom det ikke var hverken livstruende eller farligt som sådan med min far, så er jeg alligevel lidt følelsesmæssigt drænet. Jeg mener, manden er 61 år gammel, og jeg er da udemærket klar over at han ikke er udødelig, men derfor bryder jeg mig alligevel ikke om at tænke på det.
At jeg samtidig er gravid i 7. måned hjæper selvfølgelig heller ikke på det. Hverken hvad angår træthed eller følelsemæssig (læs: hormonel) påvirkning.
Mine eksperimenter med HP Saucen i madlavningen lurer stadig i baghovedet, og mon ikke jeg får lavet en ret eller to her til bededagsferien. Det er i hvert fald mit mål.
De holder fast i at det er en blødning - eller en blodsamling (?) - der trykker på nogle nerver omkring hans bækken og tarme, som gør at han får det superdårligt. Så han har fået nogle piller han skal tage en del af morgen og aften, og et forbud mod at spise andet end flydende kost indtil han ikke får de dersens anfald af dårlighed længere. Som også har fået hans mave til at gå i stå. Så det er vel egentlig dobbelteffekt.
Anyway. Vi er glade for at have ham hjemme igen. Og at vide at det ikke var 'så slemt' endda.
For mig skal dagen bruges på vasketøj og hvile. Det har været et par hektiske dage, og selvom det ikke var hverken livstruende eller farligt som sådan med min far, så er jeg alligevel lidt følelsesmæssigt drænet. Jeg mener, manden er 61 år gammel, og jeg er da udemærket klar over at han ikke er udødelig, men derfor bryder jeg mig alligevel ikke om at tænke på det.
At jeg samtidig er gravid i 7. måned hjæper selvfølgelig heller ikke på det. Hverken hvad angår træthed eller følelsemæssig (læs: hormonel) påvirkning.
Mine eksperimenter med HP Saucen i madlavningen lurer stadig i baghovedet, og mon ikke jeg får lavet en ret eller to her til bededagsferien. Det er i hvert fald mit mål.
Tuesday, May 17, 2011
Om sikkerhed og sygehuse
Aj, det lyder meget kryptisk, men er i virkeligheden meget simpelt.
Min far, der går og roder lidt med at sætte et udlejningshus lidt i stand (hans eget), faldt i torsdags ned fra et 3 meter højt stillads. Han landede på hælene, dernæst satte han sig på enden og rullede så til sidst ned på ryggen. Altså sådan i en lang bevægelse. Det korte af det lange er at han slog sig. Ikke mere end at han fortsatte med at arbejde bagefter, men...
Den næste dag mens min mor forsigtigt kørte hånden langs hans rygsøjle for ligesom at finde ud af hvor han havde mest ondt (og hun var meget forsigtig) blev han rigtig dårlig og måtte lægge sig ned, ellers var han bange for at besvime.
Min mor (klog dame som hun er) ringede straks til lægen, fik en tid og jeg kørte ham derop. Mens vi ventede på at komme ind til lægen, blev han (min far) igen dårlig og måtte låne en briks, ellers ville han være besvimet.
Lægen undersøger ham, men mener ikke at det er 'andet' end slaget og traumet/stressen af faldet også smerter derfra, der er skyld i at min far får det dårligt. Så vi kører hjem igen med beskeden om at det vil gøre rigtig ondt de næste par dage, og så vil det blive bedre.
Det går da også bedre og bedre med ham.
Men så i nat blev han virkelig dårlig. Så dårlig at min mor valgte at ringe 112 fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Og da ambulancen kom valgte de at tage ham med på sygehuset.
På sygehuset har han så idag været i en CT scanner fordi de mente at der måske kunne være en blødning i bækkenområdet, der går ind og trykker på nogle nerver. Eller noget i den retning.
Den læge der er tilknyttet afdelingen mener dog ikke at scanningen har vist noget unormalt, men han ville vente med det endelige resultat indtil han havde fået en radiolog til at kigge på billederne i morgen. Så min far tager lige en overnatning på Hotel Hospital (/Sygehus - hvad er forskellen egentlig?), og så må vi se hvad de siger i morgen.
Det ville selvfølgelig være rart, hvis scanningsbillederne ikke viser noget ud over det sædvanlige, men så er spørgsmålet: Hvad er det så? Heldigvis ser det ikke ud til at det er noget 'alvorligt', men det er bare ikke rart, sådan ikke at vide, hvad det skyldes.
Med hensyn til sikkerheden:
Hvis I er igang med noget selvbyg/renovation/ombygningen what ever, så husk nu at tænke på sikkerheden. Der kan spares på meget, men det er bestemt noget, man ikke bør gå på kompromis med. Det er bare ikke det værd! Heller ikke selvom man forstår værdien af forsigtighed. Det er oftest ikke nok.
Slut med løftede pegefingre for i dag.
Efter en lang dag med flere ture frem og tilbage til hospitalet/sygehuset (fordi vi var hjemme at spise forkost og aftensmad), så er jeg ved at føle mig godt brugt, og jeg kan høre sengen kalde.
G'nat.
Min far, der går og roder lidt med at sætte et udlejningshus lidt i stand (hans eget), faldt i torsdags ned fra et 3 meter højt stillads. Han landede på hælene, dernæst satte han sig på enden og rullede så til sidst ned på ryggen. Altså sådan i en lang bevægelse. Det korte af det lange er at han slog sig. Ikke mere end at han fortsatte med at arbejde bagefter, men...
Den næste dag mens min mor forsigtigt kørte hånden langs hans rygsøjle for ligesom at finde ud af hvor han havde mest ondt (og hun var meget forsigtig) blev han rigtig dårlig og måtte lægge sig ned, ellers var han bange for at besvime.
Min mor (klog dame som hun er) ringede straks til lægen, fik en tid og jeg kørte ham derop. Mens vi ventede på at komme ind til lægen, blev han (min far) igen dårlig og måtte låne en briks, ellers ville han være besvimet.
Lægen undersøger ham, men mener ikke at det er 'andet' end slaget og traumet/stressen af faldet også smerter derfra, der er skyld i at min far får det dårligt. Så vi kører hjem igen med beskeden om at det vil gøre rigtig ondt de næste par dage, og så vil det blive bedre.
Det går da også bedre og bedre med ham.
Men så i nat blev han virkelig dårlig. Så dårlig at min mor valgte at ringe 112 fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Og da ambulancen kom valgte de at tage ham med på sygehuset.
På sygehuset har han så idag været i en CT scanner fordi de mente at der måske kunne være en blødning i bækkenområdet, der går ind og trykker på nogle nerver. Eller noget i den retning.
Den læge der er tilknyttet afdelingen mener dog ikke at scanningen har vist noget unormalt, men han ville vente med det endelige resultat indtil han havde fået en radiolog til at kigge på billederne i morgen. Så min far tager lige en overnatning på Hotel Hospital (/Sygehus - hvad er forskellen egentlig?), og så må vi se hvad de siger i morgen.
Det ville selvfølgelig være rart, hvis scanningsbillederne ikke viser noget ud over det sædvanlige, men så er spørgsmålet: Hvad er det så? Heldigvis ser det ikke ud til at det er noget 'alvorligt', men det er bare ikke rart, sådan ikke at vide, hvad det skyldes.
Med hensyn til sikkerheden:
Hvis I er igang med noget selvbyg/renovation/ombygningen what ever, så husk nu at tænke på sikkerheden. Der kan spares på meget, men det er bestemt noget, man ikke bør gå på kompromis med. Det er bare ikke det værd! Heller ikke selvom man forstår værdien af forsigtighed. Det er oftest ikke nok.
Slut med løftede pegefingre for i dag.
Efter en lang dag med flere ture frem og tilbage til hospitalet/sygehuset (fordi vi var hjemme at spise forkost og aftensmad), så er jeg ved at føle mig godt brugt, og jeg kan høre sengen kalde.
G'nat.
Monday, May 16, 2011
Eurovision...
...eller Melodi Grand Prix som det indimellem stadig bliver kaldt herhjemme (i Danmark. Okay måske kun i min familie, det ved jeg faktisk ikke helt...men altså) er lige løbet af stablen, og Danmark endte på en fin og (i min mening) velfortjent 5. plads. Sangen var (igen: min mening) god nok til at den godt kunne være røget højere op, men det gjorde den jo så altså ikke.
Top 5 for 2011 endte med at se sådan her ud:
Jeg synes ikke Aserbajdsjan's bidrag var godt nok til at vinde. Og det har intet med landet at gøre. Sangen var for svag. Kompositionen var ikke godt nok udført, og jeg synes ikke at sangerne var særlig heldige med deres optræden, hverken til semi-finalen eller finalen. Det fleste af de andre semi-finalister forbedrede sig ellers væsentligt til finalen! Men Europa var åbenbart i humør til en rigtig kærlighedsduet, og der var jo heller ikke andre af den slags i finalen i år.
Når jeg gerne vil pointere, at det ikke har noget med landet at gøre, så er det fordi at der ikke gik mange minutter (sekunder) efter at de havde vundet før folk (som forventet) begyndte at råbe op om 'nabo-point' og 'øst-mod-vest'.
Og det er noget bavl!
For der var ikke ret mange lande, der ikke gav Aserbajdsjan point. Selv af de vesteuropæiske lande.
Det er muligt at de ikke alle gav dem top-point (8, 10 eller 12), men flere gjorde, og de fleste af de point de fik lå i den øverste ende af de 'øvrige' point.
Desuden så er de vesteuopæiske lande lige så gode til at give deres nærmeste naboer flere point end de giver resten af Europa. Og det er der mange forklaringer på. Men en af dem er helt sikkert at rent kulturelt og musikmæssigt, så ligger ens nærmeste naboer tættere på ens egen smag end dem der bor på den anden side af kontinentet. Så der er ikke noget mystisk i det! Hvilket måske også kan forklare hvorfor Aserbajdsjan vandt. Sange var nemlig skrevet af svenskere. Så der var en god blanding af øst og vest i den sang :-)
En anden ting jeg har lagt mærke til de sidste par dage er, at folk (især mine venner fra Facebook, hvor flere kommer flere steder fra i Europa) bruger betegnelsen EUROvision. Sådan for at fortælle, at de ikke er helt sikre på hvorfor Aserbajsjan overhovedet er med, for er de nu også en del af Europa..? Og ja, det er de faktisk. Størstedelen af landet ligger muligvis i Asien, men noget af landet ligger i Europa, og de har været medlem af Europarådet siden 2001, så det er faktisk helt legalt at de er med i EUROvionen.
Men hele denne her EUROvisions debat er jo ikke ny. Lige siden de østeuropæiske lande begyndte at deltage i Eurovisionen i 1990'erne (selvom Jugoslavien faktisk deltog allerede fra 1961), så har debatten eksisteret. Faktisk er det eneste ikke-europæiske land der deltager i Eurovisionen Israel. Det har de gjort siden 1973 ene og alene pga. af deres medlemsskab af EBU. (Det er også EBU, der er skyld i at Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien automatisk er sikret adgang til finalen i Eurovisionen, fordi det er de lande der bidrager mest).
Men selvom det er blevet mindre udbredt, så er der altså stadig gang i øst-vest debatten.
Efter min mening går der lidt for meget Korsbæk i det. Der er Os og så er der Dem. Vi er de rige, der havde vores eget lille show kørende i mange år, og så bare fordi denne hersens mur (med alt hvad der derefter måtte følge) blev brudt ned, så skulle vi til at dele vores lille verden med alle de herslet ikke knap så rige lande, som ingen rigtig vidste noget om fordi de havde været undertrykte gemt væk i så mange år. Hvad vidste de om musik? Altså 'rigtig' musik?
Jeg tror den største hindring er, at vi føler os truet på vores kultur. Og det er da noget, der kan få ethvert land (især Danmark) til atlukke grænserne blive usikre. Selvom vi burde være stolte af vores egen kultur og nyde at der er andre der gerne vil dele både den og deres egen med os. Det er jo sådan at lande rent faktisk bevarer deres egen kultur. Ved at spejle den i andres. (Hører du efter Pia?)
Nu endte det jo så med at blive et rigtig langt indlæg, der måske også blev en anelse politisk i det, men sådan er det, når hjernen får lov til at køre i friløb.
Ellers vil jeg da lige tiføje, at Eurovisionen altid har været sådan noget helt særligt. Især for mig. Faktisk har Eurovisionen en stor del af fortjenesten for at jeg er gift i dag med det mest fantastiske menneske på jorden. Men det er en helt anden historie, som også involvere Twitter. Den skal jeg nok dele med jer en anden dag.
Til slut vil jeg sige, at min personlige top 5 (uden Danmark) var:
Jeg var ikke vild med Sveriges bidrag. 'I will be popular' og 'my body wants you girl' var stor set det eneste han sang. Lidt for selvcentreret efter min mening. Og selvom Italiens bidrag var meget godt, så synes jeg heller ikke at det var godt nok til en 2. plads. Men der er vi jo så heldigvis så forskellige ;-)
UPDATE:
Altså nogle gange når jeg går i gang med at reseache, så bliver jeg ved lidt længere end nødvendigt. Denne gang resulterede det i denne opdagelse:
Åbenbart kendte Aserbajdsjans duo ikke hinanden før de indledende runder i det nationale melodi grand prix, og de var bestemt ikke end duo. Men det blev de så, og taget i betragtning at de kun har sunget sammen i et par måneder, så er det ikke så ringe en præstation endda. Men stadig ikke nok til at være min vinderfavorit ;-)
Top 5 for 2011 endte med at se sådan her ud:
- Aserbajdsjan
- Italien
- Sverige
- Ukraine
- Danmark
Jeg synes ikke Aserbajdsjan's bidrag var godt nok til at vinde. Og det har intet med landet at gøre. Sangen var for svag. Kompositionen var ikke godt nok udført, og jeg synes ikke at sangerne var særlig heldige med deres optræden, hverken til semi-finalen eller finalen. Det fleste af de andre semi-finalister forbedrede sig ellers væsentligt til finalen! Men Europa var åbenbart i humør til en rigtig kærlighedsduet, og der var jo heller ikke andre af den slags i finalen i år.
Når jeg gerne vil pointere, at det ikke har noget med landet at gøre, så er det fordi at der ikke gik mange minutter (sekunder) efter at de havde vundet før folk (som forventet) begyndte at råbe op om 'nabo-point' og 'øst-mod-vest'.
Og det er noget bavl!
For der var ikke ret mange lande, der ikke gav Aserbajdsjan point. Selv af de vesteuropæiske lande.
Det er muligt at de ikke alle gav dem top-point (8, 10 eller 12), men flere gjorde, og de fleste af de point de fik lå i den øverste ende af de 'øvrige' point.
Desuden så er de vesteuopæiske lande lige så gode til at give deres nærmeste naboer flere point end de giver resten af Europa. Og det er der mange forklaringer på. Men en af dem er helt sikkert at rent kulturelt og musikmæssigt, så ligger ens nærmeste naboer tættere på ens egen smag end dem der bor på den anden side af kontinentet. Så der er ikke noget mystisk i det! Hvilket måske også kan forklare hvorfor Aserbajdsjan vandt. Sange var nemlig skrevet af svenskere. Så der var en god blanding af øst og vest i den sang :-)
En anden ting jeg har lagt mærke til de sidste par dage er, at folk (især mine venner fra Facebook, hvor flere kommer flere steder fra i Europa) bruger betegnelsen EUROvision. Sådan for at fortælle, at de ikke er helt sikre på hvorfor Aserbajsjan overhovedet er med, for er de nu også en del af Europa..? Og ja, det er de faktisk. Størstedelen af landet ligger muligvis i Asien, men noget af landet ligger i Europa, og de har været medlem af Europarådet siden 2001, så det er faktisk helt legalt at de er med i EUROvionen.
Men hele denne her EUROvisions debat er jo ikke ny. Lige siden de østeuropæiske lande begyndte at deltage i Eurovisionen i 1990'erne (selvom Jugoslavien faktisk deltog allerede fra 1961), så har debatten eksisteret. Faktisk er det eneste ikke-europæiske land der deltager i Eurovisionen Israel. Det har de gjort siden 1973 ene og alene pga. af deres medlemsskab af EBU. (Det er også EBU, der er skyld i at Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien automatisk er sikret adgang til finalen i Eurovisionen, fordi det er de lande der bidrager mest).
Men selvom det er blevet mindre udbredt, så er der altså stadig gang i øst-vest debatten.
Efter min mening går der lidt for meget Korsbæk i det. Der er Os og så er der Dem. Vi er de rige, der havde vores eget lille show kørende i mange år, og så bare fordi denne hersens mur (med alt hvad der derefter måtte følge) blev brudt ned, så skulle vi til at dele vores lille verden med alle de her
Jeg tror den største hindring er, at vi føler os truet på vores kultur. Og det er da noget, der kan få ethvert land (især Danmark) til at
Nu endte det jo så med at blive et rigtig langt indlæg, der måske også blev en anelse politisk i det, men sådan er det, når hjernen får lov til at køre i friløb.
Ellers vil jeg da lige tiføje, at Eurovisionen altid har været sådan noget helt særligt. Især for mig. Faktisk har Eurovisionen en stor del af fortjenesten for at jeg er gift i dag med det mest fantastiske menneske på jorden. Men det er en helt anden historie, som også involvere Twitter. Den skal jeg nok dele med jer en anden dag.
Til slut vil jeg sige, at min personlige top 5 (uden Danmark) var:
- Holland
- Serbien
- Irland
- Bosnien-Hercegovina
- Finland/Ukraine
Jeg var ikke vild med Sveriges bidrag. 'I will be popular' og 'my body wants you girl' var stor set det eneste han sang. Lidt for selvcentreret efter min mening. Og selvom Italiens bidrag var meget godt, så synes jeg heller ikke at det var godt nok til en 2. plads. Men der er vi jo så heldigvis så forskellige ;-)
UPDATE:
Altså nogle gange når jeg går i gang med at reseache, så bliver jeg ved lidt længere end nødvendigt. Denne gang resulterede det i denne opdagelse:
Åbenbart kendte Aserbajdsjans duo ikke hinanden før de indledende runder i det nationale melodi grand prix, og de var bestemt ikke end duo. Men det blev de så, og taget i betragtning at de kun har sunget sammen i et par måneder, så er det ikke så ringe en præstation endda. Men stadig ikke nok til at være min vinderfavorit ;-)
Thursday, May 12, 2011
Og nu til noget helt andet:
Jeg har fået en prøve på HP Sauce, som jeg skal til at eksperimentere lidt med. Altså indholdet. I madlavningen.
Det er jo en gammel kending. Over det meste af verden. Hvis ikke overalt.
Selv er det ikke noget jeg har gjort meget i. Måske fordi det er noget jeg husker mest som en ingrediens i barndommens altid nærværende rejecocktail. Seriøst! Det var den eneste forret, der fandtes i 80′erne! Aj, okay. Der var også tarteletter med hønsekød i asparges, men rejecocktailen var den ‘fine’ spise.
Anyway. Der er mange muligheder i sådan en fætter. HP Saucen altså. Amerikanerne (og muligvis danskerne og mange andre) ynder at putte det på deres steaks når de er stegt/grillet som ekstra smagsforstærker. Eller i deres BBQ-saucer.
Men der er jo uanede muligheder.
Og jeg har allerede et par ideer i ærmet.
Som jeg nok skal poste, når det færdige resultat er spist
Det er jo en gammel kending. Over det meste af verden. Hvis ikke overalt.
Selv er det ikke noget jeg har gjort meget i. Måske fordi det er noget jeg husker mest som en ingrediens i barndommens altid nærværende rejecocktail. Seriøst! Det var den eneste forret, der fandtes i 80′erne! Aj, okay. Der var også tarteletter med hønsekød i asparges, men rejecocktailen var den ‘fine’ spise.
Anyway. Der er mange muligheder i sådan en fætter. HP Saucen altså. Amerikanerne (og muligvis danskerne og mange andre) ynder at putte det på deres steaks når de er stegt/grillet som ekstra smagsforstærker. Eller i deres BBQ-saucer.
Men der er jo uanede muligheder.
Og jeg har allerede et par ideer i ærmet.
Som jeg nok skal poste, når det færdige resultat er spist
Wednesday, May 11, 2011
En lang smøre om hvor ignorante folk er.
Uoplyste. Og så er de bange for noget, der falder udenfor den norm, som er stillet op af samfundet.
Vi lever i en binær verden. Man er enten mand eller kvinde. Maskulin eller feminin. Der er ikke nogen mellemting. Løgn!
Når vi taler om kønsroller/kønsidentitet, så er de ikke fuldstændig fastlagte. Nogle mænd nyder at sy tøj, strikke, lave mad og gøre rent, mens nogle kvinder nyder at rode med biler og bygge huse. Og det endda uden at det har forbindelse med deres seksualitet. For det er den anden fuldstændige misforståede fortolkning af kønnene. Mænd der er i god kontakt med deres feminine side er pr automatik homoseksuelle og kvinder der er i god kontakt med deres maskuline side er ligeledes homoseksuelle. For hvordan kan de være andet? De er jo ikke ligesom 'alle andre'.
Jeg er gift med en person, der ganske vist er født kvinde, dvs. rent biologisk er hun kvinde. Men hun føler sig ikke som en kvinde. Hun føler sig heller ikke som en mand. Hun er kønsneutral. Eller nærmere genderqueer. Det er ikke ligefrem en betegnelse, der er fremme i det danske sprog.
Hvad angår hendes fremtræden, så er den overvejende maskulin. Hun befinder sig bedst i herretøj og frisuren er herreklip.
Folk vender sig om efter hende på gaden. De stirrer. Og det er tydeligt at se, at de virkelig forsøger at placere hende i det binære system. Er hun en mand eller en kvinde?
Uheldigvis er det sådan i dagens Danmark, at det er mere okay at en pige/kvinde klæder sig maskulint end at en dreng/mand klæder sig feminint. Og det er jo fuldstændig tåbeligt. Det er et spøgsmål om samfundsmæssig accept af at sådan står tingene nu engang til. Desværre tager det lang tid for samfundet at acceptere verdenen af idag. Ikke mindst fordi mange mænd føler sig truet på deres maskulinitet, eller måske mere korrekt deres manddom, når de møder mænd der ikke er bange for at udtrykke deres feminine side.
I mellemtiden kommer folks usikkerhed til udtryk ved at de forsøger at gå i de anden grøft og virker helt utroligt selvsikre. Så selvsikre at de i nattens mulm og mørke skriver "Gay" på husmuren hos en der er anderledes end de er.
Og så kan det godt være svært for modtageren at sige til sig selv: "Det er dem, der har et problem. Ikke mig. Jeg er bare mig selv. Og det har jeg sgu lov til at være!"
For at læse om hvordan tilværelsen ser ud fra en anden synsvinkel end den binære, synes jeg at I skulle tage at bevæge Jer over og læse Allans blog.
Vi lever i en binær verden. Man er enten mand eller kvinde. Maskulin eller feminin. Der er ikke nogen mellemting. Løgn!
Når vi taler om kønsroller/kønsidentitet, så er de ikke fuldstændig fastlagte. Nogle mænd nyder at sy tøj, strikke, lave mad og gøre rent, mens nogle kvinder nyder at rode med biler og bygge huse. Og det endda uden at det har forbindelse med deres seksualitet. For det er den anden fuldstændige misforståede fortolkning af kønnene. Mænd der er i god kontakt med deres feminine side er pr automatik homoseksuelle og kvinder der er i god kontakt med deres maskuline side er ligeledes homoseksuelle. For hvordan kan de være andet? De er jo ikke ligesom 'alle andre'.
Jeg er gift med en person, der ganske vist er født kvinde, dvs. rent biologisk er hun kvinde. Men hun føler sig ikke som en kvinde. Hun føler sig heller ikke som en mand. Hun er kønsneutral. Eller nærmere genderqueer. Det er ikke ligefrem en betegnelse, der er fremme i det danske sprog.
Hvad angår hendes fremtræden, så er den overvejende maskulin. Hun befinder sig bedst i herretøj og frisuren er herreklip.
Folk vender sig om efter hende på gaden. De stirrer. Og det er tydeligt at se, at de virkelig forsøger at placere hende i det binære system. Er hun en mand eller en kvinde?
Uheldigvis er det sådan i dagens Danmark, at det er mere okay at en pige/kvinde klæder sig maskulint end at en dreng/mand klæder sig feminint. Og det er jo fuldstændig tåbeligt. Det er et spøgsmål om samfundsmæssig accept af at sådan står tingene nu engang til. Desværre tager det lang tid for samfundet at acceptere verdenen af idag. Ikke mindst fordi mange mænd føler sig truet på deres maskulinitet, eller måske mere korrekt deres manddom, når de møder mænd der ikke er bange for at udtrykke deres feminine side.
I mellemtiden kommer folks usikkerhed til udtryk ved at de forsøger at gå i de anden grøft og virker helt utroligt selvsikre. Så selvsikre at de i nattens mulm og mørke skriver "Gay" på husmuren hos en der er anderledes end de er.
Og så kan det godt være svært for modtageren at sige til sig selv: "Det er dem, der har et problem. Ikke mig. Jeg er bare mig selv. Og det har jeg sgu lov til at være!"
For at læse om hvordan tilværelsen ser ud fra en anden synsvinkel end den binære, synes jeg at I skulle tage at bevæge Jer over og læse Allans blog.
Omsværmet.
Nu har jeg ellers i mange år kunnet bryste mig af, ikke at være offer for en af sommerens store plager. Myggene! Men det er åbenbart ovre. I hvert fald for et stykke tid. Og det må meget gerne være midlertidigt!
Der er åbenbart sket en eller anden kemisk reaktion/ubalance i mit blod, nu hvor jeg er er gravid, der gør mig yderst attraktiv overfor de små sataner. Hvilket er ret irriterende. Og det bliver da et sandt helvede her i løbet af sommeren, for der er allerede mange myg fremme. Og det virker som om de er over det hele.
Men måske er det bare sådan det er generelt, og jeg har bare været heldig at de ikke rigtig gad mig før. Hvis det er sandt, så lover jeg aldrig mere at drille min søster med alle de mygstik, hun plejer at få.
Der er åbenbart sket en eller anden kemisk reaktion/ubalance i mit blod, nu hvor jeg er er gravid, der gør mig yderst attraktiv overfor de små sataner. Hvilket er ret irriterende. Og det bliver da et sandt helvede her i løbet af sommeren, for der er allerede mange myg fremme. Og det virker som om de er over det hele.
Men måske er det bare sådan det er generelt, og jeg har bare været heldig at de ikke rigtig gad mig før. Hvis det er sandt, så lover jeg aldrig mere at drille min søster med alle de mygstik, hun plejer at få.
 |
| Blodsuger - bedre kendt som myggen. Billede lånt her. |
Monday, May 9, 2011
Mors dag, mad og sygdom.
Eller måske jeg bare skulle have skrevet 'lidt af hvert'. Det bliver i hvert fald noget af en rodebiks, men sådan er vilkårene lige nu. I hvert fald i min hjerne.
Mors dag var jo i går, og selvom jeg forsøger at vise min mor at jeg elsker hende og sætter pris på alle de ting hun gør eller har gjort for mig på andre tider ed lige mors dag, så er der alligevel et eller andet over at hun har en dag helt for sig selv.
I går blev hun fejret af flere omgange.
Hun var nede hos min søster og hendes familie til morgenmad og frokost. Hvilket indebar at hun fik hygget med sine to børnebørn på henholdsvis 6 mdr. og 3 1/2 år (mens min - og min søsters - far hjalp husets herre med at mure en dør efter og lave solbænke).
Vi lavede så aftensmad til hende og far, og det var rigtig hyggeligt.
Det eneste ønske hun havde, var at det skulle indeholde grillet kylligebryst*, og det er jo altid rart med så frie hænder.
Så det endte med en græsk menu:
Men til trods for at det var super hyggeligt, så sad vi alligevel og hang lidt med hovederne fordi vi (i hvert fald mor, M og jeg) døjede med sådan lidt ubehag i halsen, hvilket nok var et udslag af vores overmod dagen forinden, hvor vi camperede på terrassen i meget lidt tøj, fordi det var dejligt vejr omend vinden var kold.
I nat og her til morgen var det mere en gang ondt i halsen, og M har også haft feber, så mon ikke det er en lille forårsforkølelse. Yay! (bemærk venligst sarkasmen).
Desuden har jeg de sidste 14 dage døjet med problemer fra en helt anden kant. Sådan noget der rammer mange gravide og som bogstavlig talt er noget man får ondt i røven af**. Sådan er der så mange 'fornøjelser' ved at være gravid... Men set i det helt store perspektiv, så er det jo en meget lille pris at betale i sidste ende (høhø).
*Min far er ikke specielt vild med kylling, hvilket i følge ham selv skyldes at det var det faste indslag hver søndag hos hans bedsteforældre. Dog var det grydestegt kylling med persille, og det kan han underligt nok stadig godt spise, så vi er ikke helt sikre på at vi tror på ham...
** Jeg kan ikke udelukke at dette emne bliver berørt igen i lidt mere klare vendinger...
Mors dag var jo i går, og selvom jeg forsøger at vise min mor at jeg elsker hende og sætter pris på alle de ting hun gør eller har gjort for mig på andre tider ed lige mors dag, så er der alligevel et eller andet over at hun har en dag helt for sig selv.
I går blev hun fejret af flere omgange.
Hun var nede hos min søster og hendes familie til morgenmad og frokost. Hvilket indebar at hun fik hygget med sine to børnebørn på henholdsvis 6 mdr. og 3 1/2 år (mens min - og min søsters - far hjalp husets herre med at mure en dør efter og lave solbænke).
Vi lavede så aftensmad til hende og far, og det var rigtig hyggeligt.
Det eneste ønske hun havde, var at det skulle indeholde grillet kylligebryst*, og det er jo altid rart med så frie hænder.
Så det endte med en græsk menu:
- Grillet marineret kyllingebryst
- Safranris
- Græsk salat
- Tzatziki
- Hjemmebagt pita
Men til trods for at det var super hyggeligt, så sad vi alligevel og hang lidt med hovederne fordi vi (i hvert fald mor, M og jeg) døjede med sådan lidt ubehag i halsen, hvilket nok var et udslag af vores overmod dagen forinden, hvor vi camperede på terrassen i meget lidt tøj, fordi det var dejligt vejr omend vinden var kold.
I nat og her til morgen var det mere en gang ondt i halsen, og M har også haft feber, så mon ikke det er en lille forårsforkølelse. Yay! (bemærk venligst sarkasmen).
Desuden har jeg de sidste 14 dage døjet med problemer fra en helt anden kant. Sådan noget der rammer mange gravide og som bogstavlig talt er noget man får ondt i røven af**. Sådan er der så mange 'fornøjelser' ved at være gravid... Men set i det helt store perspektiv, så er det jo en meget lille pris at betale i sidste ende (høhø).
*Min far er ikke specielt vild med kylling, hvilket i følge ham selv skyldes at det var det faste indslag hver søndag hos hans bedsteforældre. Dog var det grydestegt kylling med persille, og det kan han underligt nok stadig godt spise, så vi er ikke helt sikre på at vi tror på ham...
** Jeg kan ikke udelukke at dette emne bliver berørt igen i lidt mere klare vendinger...
Wednesday, May 4, 2011
May the Fourth be with you!
Det er Star Wars Day! Eller en af flere...
Men grunden til at i dag oftest bliver betragtet som Star Wars Day er ordspillet "May the fourth be with you" fordi det refererer til May fouth, altså 4. maj, hvilket jo er i dag. Ordspillet er taget fra en af de mere gennemgående sætninger/replikker i filmene, nemlig "May the Force be with you."
Billederne er hentet på nettet, bl.a. fra "I can has cheezburger", hvor der er mange sjove sider.
Ha' en rigtig god dag :D
Men grunden til at i dag oftest bliver betragtet som Star Wars Day er ordspillet "May the fourth be with you" fordi det refererer til May fouth, altså 4. maj, hvilket jo er i dag. Ordspillet er taget fra en af de mere gennemgående sætninger/replikker i filmene, nemlig "May the Force be with you."
 |
Billederne er hentet på nettet, bl.a. fra "I can has cheezburger", hvor der er mange sjove sider.
Ha' en rigtig god dag :D
Tuesday, May 3, 2011
Spaghetti med red kidney beans-tomatsovs
Her til aften var det egentlig meningen at vi skulle have haft Minestrone, men det var energien ikke lige til, så jeg improviserede noget spaghetti med hjemmelavet tomatsovs og så red kidney beans som proteinbase.
Det er en ret vi har fået før. Den er eminent som hurtig frokost eller restemad (hvis man har lidt pasta i overskud fra dagen før) og så er den ikke specielt dyr. Som regel varmer jeg bønnerne i en gryde for sig selv, men her til aften blev jeg enig med mig selv om, at det da måtte være lige så godt - hvis ikke bedre - at varme dem sammen med sovsen.
Jeg brugte:
Jeg svitsede løg og hvidløg i lidt olivenolie og tilsatte resten af ingredienserne.
Det stod og simrede mens spaghettien kogte.
Samtidig lavede jeg hvidløgstoast:
Ristes enten i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter - eller hvor sprødt man nu vil have det. Husk at holde godt øje med det.
Det var ikke så ringe endda :D
Det er en ret vi har fået før. Den er eminent som hurtig frokost eller restemad (hvis man har lidt pasta i overskud fra dagen før) og så er den ikke specielt dyr. Som regel varmer jeg bønnerne i en gryde for sig selv, men her til aften blev jeg enig med mig selv om, at det da måtte være lige så godt - hvis ikke bedre - at varme dem sammen med sovsen.
Jeg brugte:
- 1/2 hakket løg
- 1 fed hvidløg i tynde skiver
- 1 tsk olivenolie
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 spsk oregano
- 1/2 spsk basilikum
- lidt timian
- 1/4 grøntsagsbouillonterning
- salt og peber
- 1 dåse red kidney beans (uden lage)
Jeg svitsede løg og hvidløg i lidt olivenolie og tilsatte resten af ingredienserne.
Det stod og simrede mens spaghettien kogte.
Samtidig lavede jeg hvidløgstoast:
- 2 skiver toastbrød/sandwichbrød (gerne groft brød)
- 2 tsk olivenolie
- hvidløgspulver og salt ELLER hvidløgssalt
Ristes enten i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter - eller hvor sprødt man nu vil have det. Husk at holde godt øje med det.
Det var ikke så ringe endda :D
 |
| Spaghetti med red kidney beans-tomatsovs og hvidløgstoast. |
Monday, May 2, 2011
At samle op eller ikke at samle op - det er spørgsmålet.
Der er så hyggeligt i hundeskoven. Og pænt. Smukt faktisk. Især nu hvor træerne springer ud og blomster og planter vælter op af jorden. Men der er altså noget, der er helt forkert.
Man kan forvente et vist kvantum af hundelorte sådan et sted. Og jeg indrømmer da også gerne, at jeg sjældent samler op efter Magnus, hvis han sidder inde i et buskads eller er inde mellem træerne, når han besørger, men jeg har altid et par poser med i tilfælde af at han skulle sætte sig midt på stien. For det er altså pænt ulækkert.
Der er også dem, der pænt samler op uanset hvor deres hundevaps skider og kudos til dem. Desværre er der så nogle af dem, der bare smider posen med lorten lige midt i skoven eller i siden af stien, eller hvor det nu lige var de samlede lorten op, og det forstår jeg altså ikke. Hvorfor bruge tid på at samle op, hvis du bare smider posen? Så var det sgu da bedre at lade lorten ligge. Jeg mener, den bliver da trods alt nedbrudt efter et stykke tid i naturen. Det tager forever for sådan en plastikfætter at kompostere.
Det her er en af de tidspunkter hvor det ikke er nok bare at tænke tanken. Eller samle op efter sin hund. For nok kan du prale af, at du altid samler op, men du glemmer sikkert at fortælle at du samtidig er et miljøsvin, der ikke bekymrer sig om plantens velbefindende eller de næste generationer, der skal bebo den. Og så er man altså ikke så meget en helt i mine øjne.
Det er enten-eller makker!
Man kan forvente et vist kvantum af hundelorte sådan et sted. Og jeg indrømmer da også gerne, at jeg sjældent samler op efter Magnus, hvis han sidder inde i et buskads eller er inde mellem træerne, når han besørger, men jeg har altid et par poser med i tilfælde af at han skulle sætte sig midt på stien. For det er altså pænt ulækkert.
Der er også dem, der pænt samler op uanset hvor deres hundevaps skider og kudos til dem. Desværre er der så nogle af dem, der bare smider posen med lorten lige midt i skoven eller i siden af stien, eller hvor det nu lige var de samlede lorten op, og det forstår jeg altså ikke. Hvorfor bruge tid på at samle op, hvis du bare smider posen? Så var det sgu da bedre at lade lorten ligge. Jeg mener, den bliver da trods alt nedbrudt efter et stykke tid i naturen. Det tager forever for sådan en plastikfætter at kompostere.
Det her er en af de tidspunkter hvor det ikke er nok bare at tænke tanken. Eller samle op efter sin hund. For nok kan du prale af, at du altid samler op, men du glemmer sikkert at fortælle at du samtidig er et miljøsvin, der ikke bekymrer sig om plantens velbefindende eller de næste generationer, der skal bebo den. Og så er man altså ikke så meget en helt i mine øjne.
Det er enten-eller makker!
Subscribe to:
Posts (Atom)
