Wednesday, May 11, 2011

En lang smøre om hvor ignorante folk er.

Uoplyste. Og så er de bange for noget, der falder udenfor den norm, som er stillet op af samfundet.

Vi lever i en binær verden. Man er enten mand eller kvinde. Maskulin eller feminin. Der er ikke nogen mellemting. Løgn!

Når vi taler om kønsroller/kønsidentitet, så er de ikke fuldstændig fastlagte. Nogle mænd nyder at sy tøj, strikke, lave mad og gøre rent, mens nogle kvinder nyder at rode med biler og bygge huse. Og det endda uden at det har forbindelse med deres seksualitet. For det er den anden fuldstændige misforståede fortolkning af kønnene. Mænd der er i god kontakt med deres feminine side er pr automatik homoseksuelle og kvinder der er i god kontakt med deres maskuline side er ligeledes homoseksuelle. For hvordan kan de være andet? De er jo ikke ligesom 'alle andre'.

Jeg er gift med en person, der ganske vist er født kvinde, dvs. rent biologisk er hun kvinde. Men hun føler sig ikke som en kvinde. Hun føler sig heller ikke som en mand. Hun er kønsneutral. Eller nærmere genderqueer. Det er ikke ligefrem en betegnelse, der er fremme i det danske sprog.

Hvad angår hendes fremtræden, så er den overvejende maskulin. Hun befinder sig bedst i herretøj og frisuren er herreklip.

Folk vender sig om efter hende på gaden. De stirrer. Og det er tydeligt at se, at de virkelig forsøger at placere hende i det binære system. Er hun en mand eller en kvinde?

Uheldigvis er det sådan i dagens Danmark, at det er mere okay at en pige/kvinde klæder sig maskulint end at en dreng/mand klæder sig feminint. Og det er jo fuldstændig tåbeligt. Det er et spøgsmål om samfundsmæssig accept af at sådan står tingene nu engang til. Desværre tager det lang tid for samfundet at acceptere verdenen af idag. Ikke mindst fordi mange mænd føler sig truet på deres maskulinitet, eller måske mere korrekt deres manddom, når de møder mænd der ikke er bange for at udtrykke deres feminine side.

I mellemtiden kommer folks usikkerhed til udtryk ved at de forsøger at gå i de anden grøft og virker helt utroligt selvsikre. Så selvsikre at de i nattens mulm og mørke skriver "Gay" på husmuren hos en der er anderledes end de er.
Og så kan det godt være svært for modtageren at sige til sig selv: "Det er dem, der har et problem. Ikke mig. Jeg er bare mig selv. Og det har jeg sgu lov til at være!"


For at læse om hvordan tilværelsen ser ud fra en anden synsvinkel end den binære, synes jeg at I skulle tage at bevæge Jer over og læse Allans blog.

No comments:

Post a Comment

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...