Sunday, June 19, 2011

Kreablogger - eller sådan noget.

Med alle de syprojekter jeg har gang i ender det her vist med at blive sådan lidt en kreablog. Altså lige bortset fra at jeg ikke er særlig god til alt det der krea noget. Eller det vil sige, det er jo ikke fordi jeg ikke kan hitte ud af det, for jeg prøver mig bare lidt frem, men jeg har ikke så meget øvelse. Men øvelse gør som bekendt mester.

Jeg har i dag (med en del lidt hjælp fra min mor) fået syet 2 stk dynebetræk til babydynen og 2 hovedpudebetræk. I det Peter Plys stof min mor havde. Og  hvisdet ikke lige var fordi at det ligger i vasketøjskurven, så kunne I såmænd godt have fået resultatet at se. Det kommer nok. Jeg har også fået syet et par 'prøvebind' (eller trusseindlæg), men da jeg ville have dem vasket før brug, og de ikke er blevet tørre før her til aften, så ved jeg endnu ikke om det er noget. Men det finder jeg ud af i morgen.

Kontoret er nu omdannet til pusleplads, og jeg har fået min kontor sådan nogenlunde indrettet i køkkenet. Der er stadigen del kasser, der skal gennemgåes, og meget skal sættes til opmagasinering på mine forældres loft. Især bøger og deslige fra min tidligere uddannelse, som jeg ikke kommer til at bruge så meget mere.
Det tog længere tid end først antaget med det kontor/pusleplads. Ikke mindst fordi jeg indimellem fortrækker at glemme at jeg er 8 måneder henne i min graviditet og ofte hæmmet af min bækkenløsning. Der er bare nogle ting, der skal gøres, og det betyder så bare at jeg enten tager lidt flere pauser, eller er fuldstændig ødelagt resten af dagen og formodentligt den næste med. Men stadig med Bob in mente, for jeg vil ikke sætte hendes helbred over styr, og selvfølgelig heller ikke mit. Med ødelagt mener jeg ikke ude af stand til at bevæge mig, bare at det går væsentligt langsommere.

Bob har bevæget sig nedefter og står nu helt fast med hovedet i bækkenet. Så nu er der bare at vente. Om en uge er hun fuldbåren, så tålmodigheden begynder at blive mindre. Vi er mere end klar til at hun melder sin ankomst.

Wednesday, June 15, 2011

Babydyne: check. Og så et børneværelse.

Så fik jeg endelig syet den ekstra sommerdyne om til to babydyner og en juniordyne. En ting mindre på sy-listen, der stadig synes at blive større. Jeg forstår det altså ikke helt... Og dog. Det ene fører til det andet, som så som regel tager det tredje med sig... Eller noget i den retning.

I hvert fald kom der lige sengetøj på listen i dag, fordi min mor havde fundet det sødeste Peter Plys stof, som da selvfølgelig kunne bruges til sengetøj til både baby- og juniordyne.

Derudover har jeg strækviklerne og ringslyngen. Og så ammeindlæggene. Og bind/trusseindlæggene. Det sidste er noget jeg helt selv har lagt oven i alt det andet, der skal syes. Og det er noget jeg har lært om på Slyngebarn. Jamen hvad de ikke har af gode ideer på den side. Når jeg engang får min figur igen (if ever), så er der også et par kjoler, jeg skal have forsøgt mig med. Men altså bindene. Jeg har det ikke alt for godt med papirsbindene som det er, og udsigten til at have brug for dem i op til en måned (argh!!!) efter fødslen fik mig til at overveje andre alternativer. Og stofbindene har altså vundet indtil videre. Nu må vi se hvordan det kommer til at gå, men jeg har store forventninger.


Ellers har vi i dag omrokeret lidt på værelserne herhjemme. Dvs. at vi havde egentlig reserveret noget plads i den ene ende af køkkenet (som bare er et langt rum (på hele husets længde) med køkkenborde i den ene ende, og ikke så meget i den anden ende), men der står mit 'kontor' så nu. Altså vi er ikke helt færdige, men det regner vi med at blive i morgen. Og kontoret bliver så lavet om til pusleplads, vasketøjsrum, børnetingsopbevaring. Sådan noget. Så kan vi også lukke af, når vi ikke bruger nogle af tingene, hvilket i sidste ende betyder at hunden ikke lige pludselig kommer farende med en ble, han har fået fisket ud af vasketøjet. Og det må jo siges at være positivt. At forhindre altså.

Fredag er der jordemoder besøg igen. Og så tager vi nok lige en smut omkring Mødrehjælpens genbrugsbutik, når vi nu er i nabolaget. Jeg ved ikke om de har ventetøj, men jeg håber på det. Jeg er nede på at kunne bruge 2 par bukser (og det ene par burde jeg nok forskåne offentligheden for, hvis det var helt rigtigt), nu da maven vokser udad fremfor opad. Måske også en pæn nederdel eller lignende, jeg kan bruge til alle de her gilder vi skal til sidst i juni/først i juli.
Men det vil tiden vise.

Monday, June 13, 2011

Om tidszoner og nattesøvn.

Eller mangel på samme. Altså nattesøvnen.

I nat var vi nemlig til Graduation i USA. Altså ikke sådan fysisk, men online. Hurra for interwebbet. Men lidt øv for tidsforskellen på 9 timer. For det betød jo at når ceremonien gik igang kl 15 lokal tid at det ville være midnat her. Og jeg har så svært ved at holde mig vågen om aftenen... Men af en eller anden årsag lykkedes det alligevel, og bevæbnet med en kop kaffe fik vi set hele ceremonien. Og kom derfor først i seng kl 02.

Nu er der jo ikke noget med at sove længe. Hundevapsen skal jo spise og ikke mindst tisse om morgenen, men den blev da trukket næsten til klokken 9. Uheldigvis gjorde kaffen at jeg ikke fik sovet meget. Ikke bare pga. koffeinen, men så sandelig også pga. ekstra tisseture i nattens løb. Og dem er der ellers nok af i forvejen.

Så jeg er lidt ved siden af mig selv i dag. Men ikke noget værre end at en god nats søvn (ahahahahaha...as if..) kan afhjælpe det problem. Eller måske en middagslur i morgen. For jeg har ikke haft tid i dag. Og sådan er det jo engang i mellem.

Man kan vel sige, at jeg øver mig til Bob kommer ud ;-)

Friday, June 10, 2011

Når livet bliver tema-præget.

Der er 5 1/2 uge til min termin, og det meste af min hjernekapacitet bliver åbenbart brugt på baby og forberedelser til hun kommer. Derfor er bloggen ret tema-præget for tiden, og det ændrer sig nok ikke synderligt, når engang Bob (endelig) kommer til verden. I hvert fald ikke til at begynde med.

Der sker andre ting i vores liv, men det hele falder ligesom i baggrunden, når jeg sidder foran computeren og skal skrive. Eller vil skrive, for det er ikke noget, jeg ser som en pligt. Det er noget jeg gør for min fornøjelses skyld. Og det er tydeligt at se, hvad der fylder mest.
Jeg undskylder ikke, det er bare sådan det er. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kan love at der går helt ‘mor’ i den i fremtiden også, så har det bestemt ikke været en intention. Selvfølgelig når det her en en ‘her er dit liv’-kind of blog, så vil det vel altid ende med at det der optager en mest i perioder, er det der kommer ud på skrift.

Så for nu at kaste et blik på noget helt andet, der faktisk ikke er helt så anderledes, når jeg nu tænker over det: Magnus. Vores 11 (næsten 12) måneder gamle hvalp – eller unghund, som det vel hedder, når de når den alder.
Han har været en kilde til glæde og evig frustration. Og lad mig sige det en gang for alle: Jeg skal aldrig mere have en hvalp, med mindre der er en ældre hund i huset også. Socialiseringen har været meget svær med ham. Ikke mindst fordi han ikke var super meget vant til menneskekontakt derfra hvor vi fik ham. Så det tog lang tid at lære ham at berøring og klap og kæl var noget godt, og ikke bare noget underligt noget. Men det lykkedes da til sidst. Og kær det er han altså, selvom han er glad for at lave ballede…

Det er måske ikke nemt at se, men Magnus er faktisk halvt labrador (far) og halvt schæfer (mor). Needles to say at det var mors gener der var klart overlegne.
Ha’ en god dag og nyd at det er forlænget weekend  Smiley.

Wednesday, June 8, 2011

Galdesten, bækkenløsning og hæmorider. Og lidt om vejret.

Ja, så er stilen ligesom lagt, og hvis du ikke har lyst til at læse videre, så er det helt op til dig.

De sidste par dage har jeg døjet med galdestensanfald. Eller rettere sagt jeg døjede (7-9-13), for i dag er det sådan næsten helt ovre. Men mandag var slem. Under aftensmaden (som bestod af en burger lavet på ciabattabrød og oksefars med 3-7 % fedt samt diverse grøntsager og altså ikke særlig fed) kunne jeg mærke et anfald der var under opbygning. Og det endte da også med at jeg lå og vred mig i sengen i 1 1/2 times tid inden det var sådan nogenlunde ovre. Jeg stod op, ikke mindst fordi jeg var nødt til at bevæge mig lidt rundt pga. mit bækken, der ikke har det for godt med at jeg ligger i den samme stilling (i det her tilfælde fladt på ryggen, for ellers gør galdesten endnu mere ondt). Dog kunne jeg mærke at der stadig var noget er rumstede i galdeblære-området, og ved 22-tiden kom så det næste anfald. Endnu værre end det første. Da det begyndte at klinge af omring midnatstid var jeg ved at være noget træt, men mit bækken var helt på tværs, og det er der jo ikke noget at sige til. Desværre endte natten med at blive en urolig en af slagsen, for hver gang jeg forsøgte at kompensere for mit bækken ved at lægge mig på enten den ene eller den anden side, så protesterede min galdeblære. Needless to say at det ikke blev til meget søvn.Søvnig smiley

Og galdeblæren blev ved med at protestere stort set hele tiden i går, dog uden at det kom til et decideret anfald. I dag har jeg kun mærket til den indimellem, men jeg er stadig varsom. For det gør så forbandet ondt. Og mit bækken er helt splittet af af at ligge på ryggen i længere tid af gangen. Heldigvis kan jeg nu ligge på siderne uden at det gør ondt.

Hvad angår hæmoriderne, så er der gode nyheder. I hvert fald for mig. Trods hyppig brug af receptpligtig medicamenter (der godt må bruges under graviditet), så blev problemet ikke ligefrem løst. Det var muligt at tage toppen af det, men jeg var godt nok nervøs for hvordan det skulle gå den næste måneds tid eller halvanden (måske endda 2, men vi krydser fingre for at hun vil ud til tiden – eller måske endda lidt før). For det var sgu ikke sjovt. Så faldt jeg over omtalen af Enebærsalve under min googling af naturlige midler til at bekæmpe bæsterne på, for jeg er ikke meget for alle det dersens medicin, hvis jeg kan undgå det. Så jeg bestemte mig for at afprøve salven. Nu kan det være sådan lidt ‘hit and miss’ med naturprodukter. Det er ikke alle der får den samme effekt, men den kostede 38 kr. i Matas (det tog lidt tid før jeg fandt en butik i området, der rent faktisk havde en krukke på lager) og for mig er den alle pengene værd. Allerede på 2. dagen blev mine gener mindre og på 3. dagen var jeg stort set smertefri. Så hurra for naturen!

On a different note: Det bliver spændende at se hvad vejret ender med at sige i dag og i morgen, for sidste gang de lovede tordenbyger og syndflod skybrud, endte vi med at få to små byger og det var det. Lidt skuffende for vi kunne såmænd godt bruge lidt vand. Og at få renset luften lidt. Jeg har det ikke så godt med den der lummerhede…

Og så lige et lille billede i dagens anledning. Høet Græsset er blevet slået siden.

Saturday, June 4, 2011

Det er nu ikke så ringe endda.

Det har været varmt i dag. Og det eneste sted hvor vi har sådan rigtig skygge er på bagsiden af huset. Uheldigvis er det også der hvor myggene holder hof, så jeg har fortrinsvis holdt mig indendøre i dag. Det er en af de dage, hvor varmen bare bliver lige en anelse for meget for mig, og det er ikke kun fordi jeg er gravid. Sådan har det altid været.

Så jeg har brugt en del tid på computeren. Især på Slyngebarn.dk, hvor jeg har meldt mig ind i dag - ikke mindst fordi vi vil bruge slynger og vikler til Bob. Det siger vel næsten sig selv. Men de har også et stofble-forum, og det er en af de andre ting, vi rigtig gerne vil indføre i vores liv.

Ikke stofbleen i den forstand, at det bliver som da jeg selv var barn, med plastik blebukser og gylpe-stofbleen, men stofble som i bleer, der ligner de engangsbleer de fleste bruger i dag. Der er bare den forskel, at stofbleerne selvfølgelig er genanvendelige. Og dermed meget bedre for miljøet. Og Bobs numse ikke at forglemme, da de er mere åndbare. Og de er heller ikke smækfyldt med kemikalier og hormonforstyrrende stoffer. Desuden er de heller ikke en så stor byrde for pengepungen, som engangsbleer. Det er selvfølgelig en større udskrivning i første omgang, med mindre man selv kan sy dem (hvilket jeg nok vil gøre, hvis vi kommer til at mange ekstra) eller hvis man kender nogen, der har nogle, de ikke længere bruger (hvilket i vores tilfælde vil sige M's søster - og så er de ikke engang særlig meget brugte).

Så alt i alt en win-win situation, hvis du spørger mig.

Og nu hvor der snart kun er 6 uger til terminen, er det vist også på tide, at jeg får syet den der sommerdyne om til to babydyner og en juniordyne. For slet ikke at snakke om alle de andre små syprojekter jeg har planlagt.

Uheldigvis er jeg afhængig af min mor til hjælp (jeg har ikke syet meget siden fokeskolen...) og ikke mindst hendes symaskine. Men jeg kaster mig ud i projekterne med krum hals. Fordi jeg ved at jeg kan gøre det :D

Thursday, June 2, 2011

Du danske sommer....

Nu er vi kommet ind i sommermånederne, og det ser (foreløbigt) ud til at vi også får lidt sommer vejr.
Og der er en chance for at det holder så nogenlunde stik for hele sommeren. I hvert fald hvis man skal tro på gamle vejrvasler. Min mor udtalte for en uges tid siden at: "Maj måneds kulde, gør laderne fulde." (Hun er landmandsdatter, kan man høre det?). Så hvis det passer, så får vi en god lang sommer.

Jeg vil sætte pris på at den bliver med middelhøj temperatur og ikke hedebølge, masser af sol, men ikke helt vindstille, og så helst ikke overvarme nætter. Men jeg ved også at det er meget at forlange. Og jeg får nok ikke alle mine ønsker opfyldt. Så hvis jeg skulle vælge kun en ting, så må det være at blive fri for hedebølgen.

Og nu har jeg nok jinx'et det hele, og det er lige hvad vi ender med at få. Så kan I prise jer lykkelige for at vores have er nogenlunde lukket, så ingen skal se mig rende rundt i skygge kun iført undertøj størrelse super-gravid og pruste og stønne som en strandet hval. For der er halvanden måned til min termin, så det er lige præcis, hvad der kommer til at ske, hvis sommeren bliver varmere end vi er vant til.

Jeg havde lige et kort øjeblik en vision af mig selv i en hængekøje i skyggen og et glas iskoldt sodavand, men så kom jeg til at tænke på at der nok nærmest skulle en kran eller en lift til at få mig ud af den tingest igen, så det er nok ikke løsningen...

Og juni måned bliver travl. Der er flere jordmoderbesøg, en scanning, et par lægebesøg, 2 studentergilder og så en 60 års fødselsdag. So far.

Normalt når vi er til jordemoder, eller scanning, så benytter vi chancen til at handle især i en butik i Randers. Nemlig SuperBest på Mariagervej, der også forhandler amerikanske (og engelske) varer. Men det er slut nu. I hvert fald for at stykke tid. Den er brændt ned til grunden i nat. Så nu må vi improvisere vores indkøb. Selvom jeg tror der er noget med at Food from home har et lager i Randers, hvor man kan afhente sine bestilte (og betalte) varer gratis. Det skal i hvert fald undersøges nærmere.

Og nu er det tid til at kravle i kassen og få noget søvn. Sov godt derude i Blogland.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...