Nok at se til.

På den gode måde altså. Med familien i huse. Det har været skønt, men også hårdt. Til trods for at det kun har været et par uger vi har været separeret, så er det alligevel lykkedes os at falde ud af rutinen. Eller, nej, for det er jo et nyt sted, nye vaner og dermed nye rutiner. Men jeg har jo nærmest levet som en ungkarl så at bo sammen med nogen igen og ikke mindst have ansvaret for andre igen...det har været lidt svært at vænne sig til igen.

Lejlighed og familie

Så lykkedes det! Jeg har lejet en lejlighed. I bedste Stockholmer-stil - 3 måneder sommeren over. Men det er nok til at få foden inden for døren (so to speak) og også til at få resten af familien herover.

Det har kun varet godt en uge. Næsten 2 når de kommer. Men hvor har jeg savnet dem, og hvor er jeg bekymret for om Nora kan huske/kende mig når hun ser mig.
Jeg forventer vel egentlig at det tager lidt tid før hun vænner sig til at jeg er her igen, men på den anden side så arbejder jeg fra 9-18 hver dag og er hjemmefra det meste af den tid hun er vågen, så det kan være at det løser sig selv på den måde.

Jeg skal bare huske på at selvom det første jeg allerhelst vil have er et kæmpeknus og et kys, så er det nok ikke lige Nora første tanke. Og det bliver sgu hårdt. Og ja, jeg ved godt at det er selvcentreret og selvisk at tænke sådan, men det gør jeg altså. For jeg har savnet hende. Ja, da også M, men hende har jeg jo snakket/skrevet med dagligt. Det har jeg jo ikke med Nora.

Der går dog stadig et par dage før vi ses. Jeg overtager lejlighedenfredag, og så kommer de søndag. Mine forældre kører dem. Hvilket jeg først fik at vide i går. Eller den anden dag. Og det var fedt. For ellers ville de ikke være kommet før næste uge. Nora og M altså. For så skulle jeg have hentet dem. Og vi skulle have kørt i tog. Fra Gøteborg. Eller hjemmefra. Men Gøteborg - Stockholm.

Jeg ved godt jeg sludre lidt. Jeg er træt. Forsøger at holde mig selv travlt beskæftiget indtil sengetid. For der er ikke meget at lave ud over at tænke, når man er på vandrehjemmet. Det er sjældnt at WiFi'en virker ordentligt, så jeg er sjældent på. Men ofte på fra telefonen. Det bliver dog ikke til meget bloggeri. Men jeg prøver. :-)

At spise ude

Stockholm, baby

Der har været stille på bloggen. Ikke mindst fordi jeg har læst til eksamen. Og har gået i skole. To urelaterede ting.

I dag har jeg været til min grundforløbseksamen i Merkantil. Og jeg fik sgu 10!
Grunden til at jeg har taget grundforløbseksamen er fordi jeg har fået job i Stockholm.Som i hovedstaden i Sverige. Men jobbet var betinget af at jeg tog grundforløbet. Og det har jeg så gjort.

Så nu går turen til Stockholm. I næste uge!

Indtil jeg får fundet en lejlighed bliver M og N i Danmark. Og det bliver sgu hårdt.
Jeg skal bo på vandrehjem (betalt af firmaet den første måned) indtil jeg finder en lejlighed, så det bliver også lidt specielt. Forhåbentlig tager det ikke lang tid.
Vi kommer ikke til at bo downtown. Det har vi ikke råd til. Vi kommer til at leve af min løn, og det er en elevløn til at starte med. Så der bliver noget transporttid.

Men jeg glæder mig.
For det er Stockholm, baby!

Så så man lige mig...

Ja, altså jeg havde jo det der næsten-job. I Gøteborg. Men nærved og næsten slår ingen af hesten. Og så skulle man jo tro at der ikke var nogen grund til at sætte sig i sadlen igen. Det...er forkert. For det var hvad jeg gjorde. Så da de ringede om en stilling i Stockholm var jeg yderst optimistisk. Og jeg blev ringet op samme dag fra Sverige. Inden der var gået en uge havde jeg også haft 2. interview. Og jeg fik jobbet!
Så nu skal vi sgu til Sveriges land og bo. Fra midt i næste måned. Eller jeg skal. Til at starte med. Indtil jeg finder en lejlighed vi alle sammen kan bo i. Så kommer M og N og katten også og bor i Stockholm.
Selvfølgelig er der lige den der realkompetencevurdering og ikke mindst grundforløbseksamen i Merkantil. Men det skulle jeg nok kunne klare. Jeg har trods alt lige for nylig gennemført en grundforløbseksamen med højeste karakter.

Af andre nyheder kan nævnes at N endelig har fået endnu en tand. Øverste venstre. Og den højre er på vej også. Vi var ellers begyndt at tro at hun kun ville have de to i undermunden ;-)

Nogle bøger burde ikke udgives.

Der må være grænser for hvad semi-kendte mennesker kan tjene penge på.

Jeg er udemærket klar over at forfatteren sidder med et budskab som er vigtigt for vedkommende, men helt ærlig... Nogle gange bør forfatteren se ud over egen navle og overveje om det rent faktisk er noget andre har glæde af. Og anmeldelsen af Pernille Aalunds nye bog giver mig ikke lyst til at læse mere end netop det. Anmeldelsen. Fra Politikken. Om en bog udgivet af Politikkens Forlag.

Uden at dømme alt for hårdt tror jeg blot jeg vil tilføje at havde det været mig, der havde skrevet en bog, med det indhold inklusiv diverse billeder, så tror jeg faktisk ikke engang at forlaget ville have kigget særlig grundig på den.

Men nu er det jo også Pernille Aalund, der er forfatteren...

Så havde jeg lige et job - næsten

Torsdag blev jeg ringet op. Hvis jeg havde mulighed for det, så var der en ledig stilling pr. 15. april. I Gøteborg. Afrejsedag søndag. Jamen selvfølgelig! No problem.
Jeg manglede bare en samtale med arbejdspladsen i Sverige. Som så skulle foregå om torsdagen, men det skete ikke. Sent torsdag aften blev jeg ringet op af rekruteringsfirmaet. Samtale ved en 10-11-tiden om fredagen.
Klokken 11.30 ringede jeg til rekruteringsfirmaet, der ikke forstod hvorfor jeg ikke havde hørt noget. Men de ville vende tilbage. Klokken 14.30 fik jeg en opringning fra rekruteringsfirmaet, der ville høre hvordan samtalen var gået. Men jeg havde endnu ikke hørt fra Sverige.
Jeg ringede tilbage til dem omkring 15.30. Stadig ingenting fra Sverige.
Efter noget ringen frem og tilbage mellem mig og rekruteringsfirmaet endte jeg til sidst med at få nummeret til chefen. Han kunne ikke forklare hvad der var gået galt. Og han havde haft fat i Sverige, men kunne åbenbart ikke få et svar. Eller han kunne ikke finde den rigtige person.
Nu er vi så slået tilbage til start. Næsten da. Han vil ringe i løbet af ugen (senest torsdag eller også ringer jeg) for han er i Sverige. Der var en mulighed for at der vil blive startet noget op 15. maj, men det er stadig meget usikkert, så hvem ved hvor vi ender.
Men det er altså frustrerende at stå med det ene ben i kufferten og så falder det hele bare til jorden. Vi nåede da at blive rigtig glade for udsigten til at skulle flytte til Sverige. Og nu sidder vi stadig her. Men forhåbentlig ikke alt for længe.


En lille opdatering omkring min morbror. Han reagerer rigtig godt på kemoen, og det har standset udviklingen af hans kræft. Og det er da gode nyheder!