Status 5. december 2011

Der har været lidt stille på bloggen. Og det har bestemt ikke været med vilje.
Jeg er startet på en ny uddannelse - eller startet og startet. Jeg er ved at være færdig med grundforløbet til receptionist.
Og selvom jeg tidligere har talt om andre uddannelser og fag jeg kunne tænke mig at lære, så er jeg for første gang sikker på at jeg er kommet på den rette hylde.
Jeg er som sagt ved at være færdig med grundforløbet og mangler dermed 2 års praktik (inklusiv 2 x 10 ugers skolegang). Så nu er jeg på jagt efter en praktikplads. Gerne fra 1. januar 2012 eller hurtigst muligligt derefter. Og jeg (og resten af min familie) vil gerne til udlandet. Nærmere bestemt Sverige, Norge eller UK. Problemet er bare at jeg ikke er sikker på at jeg kan få elevløn i Sverige, så det er da noget jeg skal have undersøgt nærmere.

På hjemmefronten har N lige fået sin 5 måneders vaccination, og denne gang har hun været lidt påvirket af den. Lidt pylret og snottet, men ikke noget drastisk. Hvilket jo er meget godt. At det ikke har været værre, mener jeg.

I de to foregående måneder har vi desuden også brugt en del tid i mine forældres sommerhus. På at finde os selv som familie.Og for at oparbejde en rutine i forbindelse med min skolestart. Og det har været godt.
Hjemme brugte vi utrolig meget tid sammen med min familie i starten. Mine forælder især. Og spiste der de fleste aftner. Hvilket ikke ligefrem var fordrende for vores rutine som familie, men dog hyggeligt :-)

Så det er status i vores liv lige nu.
Hvis det lyder rodet, er det fordi jeg sidder i skolen i pausen mellem engelsk og kost/energi og skriver denne post. ;-) Og det sner. Julen er på vej.

Giv mig et S – *S*; giv mig et N – *n*; giv mig et O – *o*; giv mit et T – *t*. Hvad siger det?

Forkølet! Og det er efterhånden hele husstanden. Først var det mig. Så var det M og nu er bettefisen ved at blive stoppet i næsen også. På tirsdag (20/9) bliver hun 3 måneder, så da skulle hun gerne være på toppen igen – så hun kan holde til at blive syg af den vaccine hun skal ha’…

Gotta love the ironi…

Hver stemme tæller.

Mit kryds har længe været bestemt.

Jeg har det svært med Lars Løkke Rasmussen. Ikke så meget pga. hans politiske ståsted, men mere pga. hans personlige fremtræden. For mig virker han ikke som en stor statsmand. Det er muligvis det image han forsøger at fremmane, når han smiler hver gang Helle, Villy eller Johanne taler. Men hans smil virker ikke overbærende. Det virker nedladende. Og det irriterer mig grænseløst. Anders Fogh Rasmussen havde i det mindste en saglig fremtræden, og der kunne jeg sagtens se forbi hans person og forholde mig til politikken. Det kan jeg bare ikke med Lars.

Så det er altså ikke Venstre jeg stemmer på.

Jeg er en af de røde. Og modsat mange af de mennesker, hvis blogs eller tweets jeg læser, så ser jeg gerne Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hun er muligvis ikke ligeså jovial og down-to-earth som Villy Søvndal eller lige så ung og glødende som Johanne Schmidt-Nielsen, men hun brænder mindst lige så meget for sagen og Danmarks ve og vel som de gør.

Hun ved, hvad hun taler om. Hun vil gøre sig godt blandt andre statsmænd (m/k). Og hun vil se Danmark vokse og genfinde sin plads i verdenssamfundet.

Og hun har ret i særligt en ting: Politikkerne gør det ikke alene. For at komme ovenpå igen er vi alle nødt til at give lidt.

Nogle kan arbejde 12 minutter mere.

Dem, der har penge (flere end de fleste), kan betale mere i skat.

Virksomhederne kan få andre goder end skattenedsættelse, der gør det attraktivt for dem, stadig at bevare arbejdsstyrken i landet. Som f.eks. nedskrivning af maskiner og deslige allerede fra første år. Så det også bliver attraktivt at holde virksomheden up-to-date.

 

Vi har brug for forandring i Danmark. Det går ikke særlig godt, og det bliver altså ikke bedre, hvis den nuværende regering fortsætter.

 

Ved du, hvor du vil sætte dit kryds?

 

 

Og som en lille sidebemærkning til udlændingedebatten:

Der er rundt regnet 5,5 mio. indbyggere i Danmark. Knap 91 % er danskere og resten er af anden etnisk baggrund. Så hvor er det lige truslen er henne, Pia Kjærsgaard?

Septembers himmel er så blå,

dens skyer lyser hvide.

Eller de er nu grå. Og hvide. Og der har der været solskin i dag. Og sommeren kommer igen i morgen og på søndag. Og. Og. Og.

Min hjerne er fyldt med musik for tiden. Al slags. Lige fra Lady Gaga til højskolesangbogen.

Nogle gange nynner jeg for mig selv. Altså inde i hovedet. Andre gange nynner jeg så andre kan høre det. Og så er der de gange, hvor jeg synger højt. Ikke at det lyder helt forfærdeligt, for det gør det ikke, men jeg er heller ikke nogen talentfuld sanger. Jeg synger bare ikke falsk. Og jeg kan ikke altid huske hele teksten. Så improviserer jeg altså lidt. For at få det til at passe inden jeg kommer til det jeg kan huske – eller tror jeg kan huske.

 

 

Som en lille sidebemærkning, så er der jo udskrevet valg. I den forbindelse har jeg en hel del at sige. Det bliver i den næste post. For jeg vil ikke ødelægge det gode humør jeg er i lige nu. Men derfor kan man jo godt forberede sig:

*stiger op på ølkassen og rømmer sig*

Når kroppen siger fra.

Kender I det, når man egentlig har så mange ting man gerne vil, men det er bare ikke det rigtige tidspunkt at gøre det på?

N’s fødsel var hurtig og smertefuld, og selvom det ikke på nogen måde føltes som sådan, så var min krop udsat for et traume. Men som nybagt mor var der så mange andre ting jeg fokuserede på end de signaler min krop sendte mig.

Jeg mistede appetiten, havde kvalme det meste af tiden, men tvang ikke mig selv til at spise nok. Eller få væske nok. Jeg var ualmindelig træt, men slog det hen med at det var min krop der var ved at vænne sig til ammeriet og det deraf følgende natteroderi. Og det faktum at det var mere vigtigt at N fik noget at spise end at jeg gjorde.

Men det var forkert. Jeg tog fejl. For at kunne tage vare på hende, skulle jeg have taget vare på mig selv først og fremmest. Sove når hun gjorde. Tvinge mig selv til at spise. Eller spise noget med en masse energi og protein i. Tage mine vitaminpiller.

End result: Vi endte begge på hospitalet igen. 2 dage efter vi kom hjem. 4 dage efter fødslen. Og vi var der en uge.

Da vi blev indlagt var det for vores begges skyld, men havde jeg passet bedre på mig selv, ville vi kun have været der i to til tre døgn, hvis overhovedet vi var blevet indlagt.

N havde gulsot og var nødt til at tilbringe 48 timer i lys. En behandling hvor barnet udskiller den gule farve ved at ligge i blåt lys i 20 ud af døgnets 24 timer. Samtidig fik N sonde, så hun kunne få nok at spise. Ofte bliver børn med gulsot dvaske og har svært ved at spise selv. De vil hellere sove. I vores tilfælde var vi nødt til at supplere med modermælkserstatning, for min mælkeproduktion var ikke på toppen, da vi blev indlagt. Igen, fordi jeg ikke havde passet på mig selv.

Hvad angik mig, så var jeg så svag da vi ankom til hospitalet at jeg ikke kunne gå ind selv. Og jeg havde nogle episoder, hvor jeg nærmest var helt væk, fordi jeg ikke kunne holde mig vågen. Det resulterede i at jeg blev sendt til den ene specialist efter den anden for at være sikker på at jeg ikke havde fået epilepsi. Hvilket ikke var tilfældet, men de kunne ikke finde nogen håndfast grund til mit problem, bortset fra at jeg var dehydreret og ikke havde fået nok at spise.

I mit tilfælde gik det nok så galt så hurtigt pga. min operation. Efter min gastric bypass er det vigtigt at jeg husker at spise. Går der for længe i mellem måltiderne kan jeg godt blive utilpas. Nok fordi mit blodsukker bliver for lavt. Til gengæld er problemet hurtigt løst, når jeg så får noget at spise eller drikker noget der er masser af sukker i, som f.eks. juice.

Problemet efter fødslen var bare at jeg ikke følte mig sulten, eller rettere at jeg havde konstant kvalme, og den følelse overdøvede så advarselssignalerne om at jeg havde brug for mad. Samtidig havde jeg ikke fået nok væske, så jeg blev dehydreret men efter et døgns tid på både salt- og sukkervand var jeg blevet så kvik at jeg var i stand til at klemme noget mere fast føde ned. Eller i hvert fald føde, for jeg levede af suppe den første dag efter.

At det tog så lang tid at komme helt ovenpå igen (yderligere 4 dage) var at når man som jeg havde ligget i en seng uden at kunne gøre meget i 5 dage, så er ens muskler meget svækkede. Allerede efter at du har ligget i sengen i 2 dage begynder dine muskler at svinde ind. Så jeg skulle genfinde mine kræfter på flere måder. Det var lidt af en præstation, da jeg selv kunne gå ud til badet - godt hjulpet af et drop-stativ og en jordemoder.

Da vi tog hjem, var jeg i stand til at gå hele vejen ned til bilen selv (som heldigvis holdt foran indgangen), men jeg kunne ikke bære min datter samtidig. Ikke så langt.

I dag har jeg ingen problemer. Jeg forsøger at lytte til min krop, selvom jeg stadig ikke er god til at sove, når N gør det. Men jeg hviler.

Lykken er...

Indivuduel og flygtig, men for mig er det bl.a.

• når ens 9 uger gamle datter ser på en med et kæmpe smil om morgenen. 
• når samme datter sover igennem om natten (så er det helt okay at hun kun sover smålure om dagen). 

Det er nu heller ikke så ringe

• når man har tid til at nyde en kop kaffe, mens man glæder sig over det kommende valg
• eller at der er udsigt til at der kan komme lidt ro over ens fremtid.
• at man (måske) endelig har fundet ud af, hvad man vil være, når man bliver stor. 

Welcome to the zoo...

Herhjemme har vi på det nærmeste oprettet en mini-zoo...

Aj, det passer ikke, men dette var ugen hvor:

• Katten lagde en (død) kæmpeedderkop (såden en kors-fidus, I ved) i min fodende af sengen.
• Vi fandt en udtørret gekko/salamander/firben under sengen.
• Der var en levende frø i kattens vandskål, som ikke lige var så nem at fange og sætte ud igen.

Oh yeah, der sker ting og sager i det soveværelse der...

Zzzzz

Nogle gange er søvn svaret på alt. Eller i hvert fald næsten. Eller... Okay måske ikke helt, men jeg glemmer nogle gange barselens første regel: "Når barnet tager en lur, så tager du en lur." For selvom det er et prisværdigt råd, så er det altså ikke altid lige muligt. Der er altid et eller andet der lige skal ordnes. Eller også bestemmer hun sig for ikke at ville sove lige så længe som hun normalt gør. Eller noget andet.

Og så ender man i søvnunderskud. Og så går ens mælkeproduktion ned. Og så sover barnet endnu mindre. Og det er en forbandet ond cirkel.

Så nu prøver vi igen: Når barnet sover, så prøver jeg at snige mig til en lille lur. Bare 5 minutter mere...

Bedre sent end aldrig.

Jamen hvis jeg skal nå at skrive et indlæg i august, så skal det da snart til at være... Vi er jo halvgået! Næsten.

Det er høstmåned. Ikke fordi det har nogen indflydelse på mit liv. Andet end at jeg håber på tørvejr i samhørighed med landmændene. Ikke fordi jeg har brug for at kornet holder sig tørt, så det er til at høste, men bare fordi jeg godt kan lide tørvejr. Jeg kan nu også godt lide regn. Gerne krydret med lidt torden og nogle flotte lyn. Hvis det altså bare ikke var for det - som regel - møglumre vejr, det plejer at være lige inden.

Hverdagen er lidt stresset lige nu. Vi har fremtiden oppe til overvejelse, og det betyder kort sagt, at hvis vi vil blive sammen som familie, så er det ikke noget, der kan ske i Danmark. Og det er noget hø. Eller rettere: Det er noget LORT!
Det flyver omkring ørene af os med ord som GreenCard, Familiesammenføring og Positivlister, men ligemeget hjælper det. Nye regler - og de sædvanlige folketingskanditater/MF'ere - gør det umuligt for os at bo i Danmark, som det ser ud lige nu.

Så hvis nogen kender nogen, der har et job i Sverige - eller et andet EU-land for that matter (så længe de anerkender registreret partnerskab som ægteskabsform), så må I da gerne smide et par ord.
Jeg er ikke kræsen.

PS. Håber på at jeg når at få folketingsvalget med, så jeg kan indgive min stemme mod de nutjobs, der for øjeblikket styrer landet, og som ikke gør et særligt godt stykke arbejde.

Kaffe, du er min allerbedste ven (nynner*)

Når man har et styks ung dame (på 5 1/2 uge), der hellere vil være vågen om natten end om dagen, så starter ens morgen altså bedst med en kop kaffe.

Jeg drak stort set ikke kaffe i den første halvdel af min graviditet, (mest fordi jeg ikke kunne udholde smagen) men i sidste halvdel drak jeg ind i mellem en enkelt kop eller to om dagen. Ellers blev det til et par kopper te i stedet. Og så masser af saftevand.

Jeg holder mig stadig til et par kopper kaffe om dagen, selvom det ikke ser ud til at give N problemer. Men der er jo heller ingen grund til at overdrive.

Vi har ingen kaffemaskine blot en fangsi espressobrygger fra Ikea, som vi fylder med Zoégas kaffe (denne variant) direkte importeret fra broderlandet Sverige (det var en gave fra en rigtig god ven, som syntes at det var synd vi ikke havde noget ordentligt kaffe). Og det "er bår' rejti guer kaff", som vi siger heromkring.


Hav en god dag, og nyd nu solen mens den er her.

 

Sommer!

* Sangen er Gitte Hænning's "Cowboy helten", men jeg kender kun linjerne "Ejnar, du er min allerbedste ven. Ejnar, skal vi to lege lidt igen", så jeg var nødt til at google sangen. Kan ikke finde et link, hvor jeg kan høre sangen, men det er egentlig også okay ;-)

Om frygt og om ikke at lade sig kue.

Jamen det er sgu svært. Ikke at lade sig kue af sin frygt. Og det er uanset om den er total irrationel eller ganske velbegrundet.

Frygt kan få folk til at gøre ting de aldrig nogensinde ville have troet var muligt, men den kan også lamme folk fuldstændig og gøre det umuligt for dem at reagere overhovedet.

Mange kalder 22/7 for Norges 9/11. Men der er en væsentlig forskel. 9/11 var ikke bare USA's. Det var hele den vestlige verden, der pludselig stod sammen mod den grumme, grumme fjende. Og selvom verden symptiserer med Norge og sørger sammen med dem, så er det en indre fjende, de er oppe i mod. Højreekstremisterne. Som findes i hvert eneste land. Og som nogle steder nærmest promoveres. Og Danmark er boarderline i promoveringen af højreekstremismen. DF og deres evige fremmedforskrækkelse er med til at fremme disse menneskers syn på at de har ret. Det er helt okay at synes at alle 'fremmede' skal ud af landet eller det der er værre.
Og deres metoder er ligeså uforståelige. Øget grænsekontrol hjælper ikke Danmark. Jo, hvis vi gerne vil isolere os og nedbringe mulighederne for globlat samarbejde (og handel).

Og med Norge i tankerne, må DF vel også sande at det ikke er 'de fremmede', der udgør den største risiko for vores land. Det er de ekstremister, der med deres syn på hvad nationalisme er, der er vores største fjende.

Nogle mener at det er forkert at gerningsmanden siger at han er nationalist, og det er nationalismen, der er bevæggrund for at han har gjort det han har gjort. Men hans ofre var meget specifikt udvalgte. Denne og næste generation af socialdemokrater, der kæmper for demokratiet. Og som ikke føler sig truet af 'de fremmede'. For mig at se er det en misforstået nationalisme, og gerningsmanden har da også udtalt at han 'har gjort det for Norges skyld'.

Uanset hvad gerningsmanden har ment eller tænkt, så er det er produkt af en syg hjerne. INTET kan forklare, retfærdiggøre hans handlinger. Det er meningsløse tab, Norge har lidt. Men det var ikke meningsløse liv.

Norge, jeg græder med jer.


Dette indlæg er meget rodet, og det beklager jeg. Men jeg har svært ved at få mig formuleret i tiden, og det sætter sit præg på mange ting i hverdagen også. Samtidig følte jeg dog, at jeg var nødt til at få nogle af mine tanker om Norge ned på skrift.

Den virtuelle verden.

Om jeg begriber hvordan andre har tid til at sidde foran computeren hele tiden, mens de er på barsel. Hvordan får man tid til at spille FarmVille eller CafeWorld på Facebook? Eller tid til at læse op på de blogs man følger?

I dag da jeg satte mig til computeren var der 127 ulæste blogindlæg, og jeg har knap nok fulgt med i nyhederne online de sidste par dage. Det jeg har haft tid til er at læse mine emails og så kortvarigt tjekke Facebook. Jeg har endnu til gode at lægge billeder at vores skønne unge på Facebook.

Hun spiser cirka hver 3. time. Om natten kan der gå op til 5 timer, men det er ikke hver nat. Og jeg er ikke god til at hvile mens hun hviler. Så jeg er ofte træt. Hvilket betyder at jeg får lavet mindre end jeg egentlig havde tænkt mig. And so it continues...

Så nogen NAK'er bliver jeg næppe lige med det første. For det ville kræve at jeg rent fatisk havde tid til at sidde foran computeren.

Oh well... Det er jo ikke det værste at misse ;-)

NAK

Faldt over denne forkortelse hos Slyngebarn, og er sikker på at jeg på et eller andet tidspunkt bliver øvet NAK'er.

Det betyder såmænd 'Nursing At Keyboard' :-)

Men først og fremmest skal jeg være i stand til at sidde ned i længere tid af gangen. Jeg vidste godt at halebenet kunne tage skade under fødslen, men jeg var ikke forberedt på hvor ondt det kan gøre. Heldigvis kan puder (og smertestillende) gøre meget.

Kort opdate: Nu med barn

Her har været stille et stykke tid. Siden den 19. juni. Og det er der en helt særlig grund til.

Den 20. juni kl. 04.40 gik vandet nemlig, og det var så startskuddet på vores nye liv :-)

Kl. 05.25 kom den første ve (og det gjorde dælme ondt, mere ondt jeg havde regnet med), og der gik ikke længe før de var temmelig regelmæssige. Og med regelmæssige mener jeg med ca. 5 minutter i mellem. Som ret hurtigt blev til 3 minutter, og inden vi var ude i bilen var vi nede på 2 minutter. Med 45 minutters kørsel til sygehuset gik det pludselig stærkt med de der veer, og jeg havde da også pressetrang i bilen, men som førstegangsfødende så er man vel ikke superhurtigt i fødsel, vel? Wrong!

Da vi endelig nåede sygehuset og fødeafdelingen kunne jordemoderen fortælle at jeg allerede havde åbnet mig de famøse 10 centimeter, og efter 45 minutters presseri kom N til verden kl. 08.26. Jow jow, det gik pænt stærkt! Og så kom hun jo 4 uger før tid. Ikke desto mindre var hun 50 cm lang og vejede 2915 gram, så hun var ikke super lille.

Og jeg vil meget gerne fortælle mere om tiden derefter (jeg kan slet ikke lade være), men min tid foran computeren er begrænset, ikke bare pga. N, men også fordi jeg beskadigede halebenet under fødslen og derfor ikke kan sidde ned så længe af gangen. Samtidig tilbragte vi en ekstra uge på sygehuset da N fik gulsot og derfor måtte i lysbehandling, men også fordi jeg blev noget afkræftet i dagene efter fødslen, bl.a. pga manglende appetit og ikke nok væske, og så det stress min krop gik igennem under fødslen.

Men mere derom senere :-)

Kreablogger - eller sådan noget.

Med alle de syprojekter jeg har gang i ender det her vist med at blive sådan lidt en kreablog. Altså lige bortset fra at jeg ikke er særlig god til alt det der krea noget. Eller det vil sige, det er jo ikke fordi jeg ikke kan hitte ud af det, for jeg prøver mig bare lidt frem, men jeg har ikke så meget øvelse. Men øvelse gør som bekendt mester.

Jeg har i dag (med en del lidt hjælp fra min mor) fået syet 2 stk dynebetræk til babydynen og 2 hovedpudebetræk. I det Peter Plys stof min mor havde. Og  hvisdet ikke lige var fordi at det ligger i vasketøjskurven, så kunne I såmænd godt have fået resultatet at se. Det kommer nok. Jeg har også fået syet et par 'prøvebind' (eller trusseindlæg), men da jeg ville have dem vasket før brug, og de ikke er blevet tørre før her til aften, så ved jeg endnu ikke om det er noget. Men det finder jeg ud af i morgen.

Kontoret er nu omdannet til pusleplads, og jeg har fået min kontor sådan nogenlunde indrettet i køkkenet. Der er stadigen del kasser, der skal gennemgåes, og meget skal sættes til opmagasinering på mine forældres loft. Især bøger og deslige fra min tidligere uddannelse, som jeg ikke kommer til at bruge så meget mere.
Det tog længere tid end først antaget med det kontor/pusleplads. Ikke mindst fordi jeg indimellem fortrækker at glemme at jeg er 8 måneder henne i min graviditet og ofte hæmmet af min bækkenløsning. Der er bare nogle ting, der skal gøres, og det betyder så bare at jeg enten tager lidt flere pauser, eller er fuldstændig ødelagt resten af dagen og formodentligt den næste med. Men stadig med Bob in mente, for jeg vil ikke sætte hendes helbred over styr, og selvfølgelig heller ikke mit. Med ødelagt mener jeg ikke ude af stand til at bevæge mig, bare at det går væsentligt langsommere.

Bob har bevæget sig nedefter og står nu helt fast med hovedet i bækkenet. Så nu er der bare at vente. Om en uge er hun fuldbåren, så tålmodigheden begynder at blive mindre. Vi er mere end klar til at hun melder sin ankomst.

Babydyne: check. Og så et børneværelse.

Så fik jeg endelig syet den ekstra sommerdyne om til to babydyner og en juniordyne. En ting mindre på sy-listen, der stadig synes at blive større. Jeg forstår det altså ikke helt... Og dog. Det ene fører til det andet, som så som regel tager det tredje med sig... Eller noget i den retning.

I hvert fald kom der lige sengetøj på listen i dag, fordi min mor havde fundet det sødeste Peter Plys stof, som da selvfølgelig kunne bruges til sengetøj til både baby- og juniordyne.

Derudover har jeg strækviklerne og ringslyngen. Og så ammeindlæggene. Og bind/trusseindlæggene. Det sidste er noget jeg helt selv har lagt oven i alt det andet, der skal syes. Og det er noget jeg har lært om på Slyngebarn. Jamen hvad de ikke har af gode ideer på den side. Når jeg engang får min figur igen (if ever), så er der også et par kjoler, jeg skal have forsøgt mig med. Men altså bindene. Jeg har det ikke alt for godt med papirsbindene som det er, og udsigten til at have brug for dem i op til en måned (argh!!!) efter fødslen fik mig til at overveje andre alternativer. Og stofbindene har altså vundet indtil videre. Nu må vi se hvordan det kommer til at gå, men jeg har store forventninger.


Ellers har vi i dag omrokeret lidt på værelserne herhjemme. Dvs. at vi havde egentlig reserveret noget plads i den ene ende af køkkenet (som bare er et langt rum (på hele husets længde) med køkkenborde i den ene ende, og ikke så meget i den anden ende), men der står mit 'kontor' så nu. Altså vi er ikke helt færdige, men det regner vi med at blive i morgen. Og kontoret bliver så lavet om til pusleplads, vasketøjsrum, børnetingsopbevaring. Sådan noget. Så kan vi også lukke af, når vi ikke bruger nogle af tingene, hvilket i sidste ende betyder at hunden ikke lige pludselig kommer farende med en ble, han har fået fisket ud af vasketøjet. Og det må jo siges at være positivt. At forhindre altså.

Fredag er der jordemoder besøg igen. Og så tager vi nok lige en smut omkring Mødrehjælpens genbrugsbutik, når vi nu er i nabolaget. Jeg ved ikke om de har ventetøj, men jeg håber på det. Jeg er nede på at kunne bruge 2 par bukser (og det ene par burde jeg nok forskåne offentligheden for, hvis det var helt rigtigt), nu da maven vokser udad fremfor opad. Måske også en pæn nederdel eller lignende, jeg kan bruge til alle de her gilder vi skal til sidst i juni/først i juli.
Men det vil tiden vise.

Om tidszoner og nattesøvn.

Eller mangel på samme. Altså nattesøvnen.

I nat var vi nemlig til Graduation i USA. Altså ikke sådan fysisk, men online. Hurra for interwebbet. Men lidt øv for tidsforskellen på 9 timer. For det betød jo at når ceremonien gik igang kl 15 lokal tid at det ville være midnat her. Og jeg har så svært ved at holde mig vågen om aftenen... Men af en eller anden årsag lykkedes det alligevel, og bevæbnet med en kop kaffe fik vi set hele ceremonien. Og kom derfor først i seng kl 02.

Nu er der jo ikke noget med at sove længe. Hundevapsen skal jo spise og ikke mindst tisse om morgenen, men den blev da trukket næsten til klokken 9. Uheldigvis gjorde kaffen at jeg ikke fik sovet meget. Ikke bare pga. koffeinen, men så sandelig også pga. ekstra tisseture i nattens løb. Og dem er der ellers nok af i forvejen.

Så jeg er lidt ved siden af mig selv i dag. Men ikke noget værre end at en god nats søvn (ahahahahaha...as if..) kan afhjælpe det problem. Eller måske en middagslur i morgen. For jeg har ikke haft tid i dag. Og sådan er det jo engang i mellem.

Man kan vel sige, at jeg øver mig til Bob kommer ud ;-)

Når livet bliver tema-præget.

Der er 5 1/2 uge til min termin, og det meste af min hjernekapacitet bliver åbenbart brugt på baby og forberedelser til hun kommer. Derfor er bloggen ret tema-præget for tiden, og det ændrer sig nok ikke synderligt, når engang Bob (endelig) kommer til verden. I hvert fald ikke til at begynde med.

Der sker andre ting i vores liv, men det hele falder ligesom i baggrunden, når jeg sidder foran computeren og skal skrive. Eller vil skrive, for det er ikke noget, jeg ser som en pligt. Det er noget jeg gør for min fornøjelses skyld. Og det er tydeligt at se, hvad der fylder mest.
Jeg undskylder ikke, det er bare sådan det er. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kan love at der går helt ‘mor’ i den i fremtiden også, så har det bestemt ikke været en intention. Selvfølgelig når det her en en ‘her er dit liv’-kind of blog, så vil det vel altid ende med at det der optager en mest i perioder, er det der kommer ud på skrift.

Så for nu at kaste et blik på noget helt andet, der faktisk ikke er helt så anderledes, når jeg nu tænker over det: Magnus. Vores 11 (næsten 12) måneder gamle hvalp – eller unghund, som det vel hedder, når de når den alder.
Han har været en kilde til glæde og evig frustration. Og lad mig sige det en gang for alle: Jeg skal aldrig mere have en hvalp, med mindre der er en ældre hund i huset også. Socialiseringen har været meget svær med ham. Ikke mindst fordi han ikke var super meget vant til menneskekontakt derfra hvor vi fik ham. Så det tog lang tid at lære ham at berøring og klap og kæl var noget godt, og ikke bare noget underligt noget. Men det lykkedes da til sidst. Og kær det er han altså, selvom han er glad for at lave ballede…

Det er måske ikke nemt at se, men Magnus er faktisk halvt labrador (far) og halvt schæfer (mor). Needles to say at det var mors gener der var klart overlegne.

Ha’ en god dag og nyd at det er forlænget weekend  .

Galdesten, bækkenløsning og hæmorider. Og lidt om vejret.

Ja, så er stilen ligesom lagt, og hvis du ikke har lyst til at læse videre, så er det helt op til dig.

De sidste par dage har jeg døjet med galdestensanfald. Eller rettere sagt jeg døjede (7-9-13), for i dag er det sådan næsten helt ovre. Men mandag var slem. Under aftensmaden (som bestod af en burger lavet på ciabattabrød og oksefars med 3-7 % fedt samt diverse grøntsager og altså ikke særlig fed) kunne jeg mærke et anfald der var under opbygning. Og det endte da også med at jeg lå og vred mig i sengen i 1 1/2 times tid inden det var sådan nogenlunde ovre. Jeg stod op, ikke mindst fordi jeg var nødt til at bevæge mig lidt rundt pga. mit bækken, der ikke har det for godt med at jeg ligger i den samme stilling (i det her tilfælde fladt på ryggen, for ellers gør galdesten endnu mere ondt). Dog kunne jeg mærke at der stadig var noget er rumstede i galdeblære-området, og ved 22-tiden kom så det næste anfald. Endnu værre end det første. Da det begyndte at klinge af omring midnatstid var jeg ved at være noget træt, men mit bækken var helt på tværs, og det er der jo ikke noget at sige til. Desværre endte natten med at blive en urolig en af slagsen, for hver gang jeg forsøgte at kompensere for mit bækken ved at lægge mig på enten den ene eller den anden side, så protesterede min galdeblære. Needless to say at det ikke blev til meget søvn.

Og galdeblæren blev ved med at protestere stort set hele tiden i går, dog uden at det kom til et decideret anfald. I dag har jeg kun mærket til den indimellem, men jeg er stadig varsom. For det gør så forbandet ondt. Og mit bækken er helt splittet af af at ligge på ryggen i længere tid af gangen. Heldigvis kan jeg nu ligge på siderne uden at det gør ondt.

Hvad angår hæmoriderne, så er der gode nyheder. I hvert fald for mig. Trods hyppig brug af receptpligtig medicamenter (der godt må bruges under graviditet), så blev problemet ikke ligefrem løst. Det var muligt at tage toppen af det, men jeg var godt nok nervøs for hvordan det skulle gå den næste måneds tid eller halvanden (måske endda 2, men vi krydser fingre for at hun vil ud til tiden – eller måske endda lidt før). For det var sgu ikke sjovt. Så faldt jeg over omtalen af Enebærsalve under min googling af naturlige midler til at bekæmpe bæsterne på, for jeg er ikke meget for alle det dersens medicin, hvis jeg kan undgå det. Så jeg bestemte mig for at afprøve salven. Nu kan det være sådan lidt ‘hit and miss’ med naturprodukter. Det er ikke alle der får den samme effekt, men den kostede 38 kr. i Matas (det tog lidt tid før jeg fandt en butik i området, der rent faktisk havde en krukke på lager) og for mig er den alle pengene værd. Allerede på 2. dagen blev mine gener mindre og på 3. dagen var jeg stort set smertefri. Så hurra for naturen!

On a different note: Det bliver spændende at se hvad vejret ender med at sige i dag og i morgen, for sidste gang de lovede tordenbyger og syndflod skybrud, endte vi med at få to små byger og det var det. Lidt skuffende for vi kunne såmænd godt bruge lidt vand. Og at få renset luften lidt. Jeg har det ikke så godt med den der lummerhede…

Og så lige et lille billede i dagens anledning. Høet Græsset er blevet slået siden.

Det er nu ikke så ringe endda.

Det har været varmt i dag. Og det eneste sted hvor vi har sådan rigtig skygge er på bagsiden af huset. Uheldigvis er det også der hvor myggene holder hof, så jeg har fortrinsvis holdt mig indendøre i dag. Det er en af de dage, hvor varmen bare bliver lige en anelse for meget for mig, og det er ikke kun fordi jeg er gravid. Sådan har det altid været.

Så jeg har brugt en del tid på computeren. Især på Slyngebarn.dk, hvor jeg har meldt mig ind i dag - ikke mindst fordi vi vil bruge slynger og vikler til Bob. Det siger vel næsten sig selv. Men de har også et stofble-forum, og det er en af de andre ting, vi rigtig gerne vil indføre i vores liv.

Ikke stofbleen i den forstand, at det bliver som da jeg selv var barn, med plastik blebukser og gylpe-stofbleen, men stofble som i bleer, der ligner de engangsbleer de fleste bruger i dag. Der er bare den forskel, at stofbleerne selvfølgelig er genanvendelige. Og dermed så meget bedre for miljøet. Og Bobs numse ikke at forglemme, da de er mere åndbare. Og de er heller ikke smækfyldt med kemikalier og hormonforstyrrende stoffer. Desuden er de heller ikke en så stor byrde for pengepungen, som engangsbleer. Det er selvfølgelig en større udskrivning i første omgang, med mindre man selv kan sy dem (hvilket jeg nok vil gøre, hvis vi kommer til at mange ekstra) eller hvis man kender nogen, der har nogle, de ikke længere bruger (hvilket i vores tilfælde vil sige M's søster - og så er de ikke engang særlig meget brugte).

Så alt i alt en win-win situation, hvis du spørger mig.

Og nu hvor der snart kun er 6 uger til terminen, er det vist også på tide, at jeg får syet den der sommerdyne om til to babydyner og en juniordyne. For slet ikke at snakke om alle de andre små syprojekter jeg har planlagt.

Uheldigvis er jeg afhængig af min mor til hjælp (jeg har ikke syet meget siden fokeskolen...) og ikke mindst hendes symaskine. Men jeg kaster mig ud i projekterne med krum hals. Fordi jeg ved at jeg kan gøre det :D

Du danske sommer....

Nu er vi kommet ind i sommermånederne, og det ser (foreløbigt) ud til at vi også får lidt sommer vejr.
Og der er en chance for at det holder så nogenlunde stik for hele sommeren. I hvert fald hvis man skal tro på gamle vejrvasler. Min mor udtalte for en uges tid siden at: "Maj måneds kulde, gør laderne fulde." (Hun er landmandsdatter, kan man høre det?). Så hvis det passer, så får vi en god lang sommer.

Jeg vil sætte pris på at den bliver med middelhøj temperatur og ikke hedebølge, masser af sol, men ikke helt vindstille, og så helst ikke overvarme nætter. Men jeg ved også at det er meget at forlange. Og jeg får nok ikke alle mine ønsker opfyldt. Så hvis jeg skulle vælge kun en ting, så må det være at blive fri for hedebølgen.

Og nu har jeg nok jinx'et det hele, og det er lige hvad vi ender med at få. Så kan I prise jer lykkelige for at vores have er nogenlunde lukket, så ingen skal se mig rende rundt i skygge kun iført undertøj størrelse super-gravid og pruste og stønne som en strandet hval. For der er halvanden måned til min termin, så det er lige præcis, hvad der kommer til at ske, hvis sommeren bliver varmere end vi er vant til.

Jeg havde lige et kort øjeblik en vision af mig selv i en hængekøje i skyggen og et glas iskoldt sodavand, men så kom jeg til at tænke på at der nok nærmest skulle en kran eller en lift til at få mig ud af den tingest igen, så det er nok ikke løsningen...

Og juni måned bliver travl. Der er flere jordmoderbesøg, en scanning, et par lægebesøg, 2 studentergilder og så en 60 års fødselsdag. So far.

Normalt når vi er til jordemoder, eller scanning, så benytter vi chancen til at handle især i en butik i Randers. Nemlig SuperBest på Mariagervej, der også forhandler amerikanske (og engelske) varer. Men det er slut nu. I hvert fald for at stykke tid. Den er brændt ned til grunden i nat. Så nu må vi improvisere vores indkøb. Selvom jeg tror der er noget med at Food from home har et lager i Randers, hvor man kan afhente sine bestilte (og betalte) varer gratis. Det skal i hvert fald undersøges nærmere.

Og nu er det tid til at kravle i kassen og få noget søvn. Sov godt derude i Blogland.

Siden sidst.

Der har været stille på bloggen.

Ikke mindst fordi vi ikke har været meget hjemme. Min mor har haft fødselsdag og det fejre vi med manér i vores familie. Familiemiddag på selve dagen (torsdag). Aftenskaffe til min fars søskende (+ påhæng) om fredagen, og formiddagskaffe til min mors søskende (+ påhæng og et par enkelte børn) om lørdagen.

Lørdag eftermiddag var vi så en smut på Clausholm slot til livsstilsmesse. Vi var blevet inviteret af en rigtig god ven og hendes børn, og det var bare en rigtig dejlig eftermiddag. Om aftenen fik vi hjemmelavet sushi, fremelsket af føromtalte ven og det var bare yummy! Jeg fik alt for meget at spise. Og så drak jeg to øl. Tuborg super light vel at mærke. Jeg er jo gravid. Havde helt glemt at der eksisterer alkoholfri øl, så det er ikke sikkert at det var sidste gang i graviditeten at jeg får mig sådan en. Især ikke hvis sommeren bliver så varm som de har lovet. Vejrprofeterne. Der ofte tager fejl. Men vejret følger jo aldrig noget præcist skema. Det er lidt noget gætværk krydret med en anelse viden. Eller sådan noget.

Men en anden grund til at der har været stille er at vi kæmper med en del lige i tiden. I forhold til fremtiden. Og det er så diffust, at selv hvis jeg prøvede at forklare hvad det drejer sig om, så ville det sikkert ikke kunne lade sig gøre. Men det indeholder også en masse elementer, der muligvis kunne gøre livet endnu mere surt for os, end det allerede er, hvis jeg begyndte at gå i detaljer. Og jeg hader selv, når andre er så hemmelighedsfulde omkring deres udtalelser, så jeg beklager at jeg er så vag i mine udtalelser.

Til den gode side høre så at Bob vokser som hun skal. Jeg blev scannet i onsdags og hun ligger fint i midten af vækstkurven (en anelse over endda), så min operation har ikke haft indflydelse på hendes vækst. Jeg skal til en afsluttende scanning, når jeg er 36 uger henne, og så får vi se hvor stor hun er til den tid. Lige nu er hun godt 2 kg.

Hvad angår graviditetssukkersygen, så var alle mine blodprøver fine, men jeg skal alligevel ind til et ekstra tjek, bare for at være så 180 procent sikker på at der ikke er noget. Dog først om et par uger.

Og vi har været ude at købe en autostol. Egentlig havde vi håbet på at vi kunne overtage min søsters, men det bliver lige så snert, at han (nevøen) når at blive 9 måneder før Bob dukker op. Medmindre hun selvfølgelig lader vente på sig. Så for en sikkerheds skyld har vi været ude at investere. 

Det var vist sådan lidt en update fra siden sidst.

Jeg hænger stadig i bremsen hvad angår HP saucen, og det irriterer mig grænseløst. Dog kan jeg fortælle at det smager rigtig godt til stegt kylling. Som en slags sovs eller dyppelse til kyllingen.

Until next time... (som forhåbentlig ikke lader vente lige så længe på sig...)

Gode gaver og dårlig samvittighed

Her midt i min dårlige samvittighed over at jeg ikke har fået eksperimenteret mere med det HP Sauce jeg har fået en prøve på, har jeg i dag modtaget en tomatplante fra Heinz. (Det ser ud til at de vil lancere et eller andet spændende senere på sommen).


For øjeblikket er den i pleje hos min mor. Hun har grønne fingre ud over det sædvanlige. Især når det gælder orkideer, krydderurter og drivhusplanter/grøntsager. Jeg ville ønske jeg havde bare lidt af den evne...

Men den skal nok vokse op og blive til noget stort. Og jeg glæder mig til at bruge hjemmedyrkede tomater i madlavningen :-)

Brunch er da også en slags morgenmad.

I weekenden var vi i sommerhus med hele min familie. Mor, far, søster, svoger og to nevøer. En på 6 måneder og en på 3,5 år.

Vi havde haft en diskussion med mine forældre om at danskere (eller i hvert fald min familie) er meget indgroede i deres madvaner. F.eks. spiser vi som regel det samme til morgenmad, når vi skal gøre noget særligt ud af det. Rundstykker og pålæg, ost, marmelade etc. En sjælden gang i mellem ryger der også en gang blødkogte æg på bordet.

Min far mener ikke at det er helt sandt.

Så for at prøve noget andet ville vi lave brunch om lørdagen. Med amerikanske retter.

• French toast
• Scrambled eggs
• Bacon
• Potatoes O'Brien

French toast er toastbrød vendt i en blanding af  sammenpiskede æg, mælk (ikke for meget) og kanel, som så er stegt på panden. Det serveres med enten smør og sirup eller flormelis.


Scrambled eggs er sammenpiskede æg tilsat lidt salt og peber, der er stegt på panden, mens der bliver rørt godt og grundigt i dem, så det ligner en gang mislykkede røræg.


Potatoes O'Brien er kogte kartofler i tern, der bliver stegt på panden (til de er sprøde) sammen med peberfrugt i tern og løg i tern.


Og det gik jo også meget godt med at lave det. Men da vi skulle til at spise, sad den ældste af nevøerne og så lidt på al maden og spurgte så sin mor: "Hvor er morgenmaden?" Når han er i sommerhus, så får man altså nutella og rundstykker til morgenmad, så det var jo helt forkert ;-)

Og der fik vi måske svaret på vores diskussion om hvorvidt det er sandt med vores madvaner :-)

Min søster bestilte forøvrigt pandekager til næste gang brunch, og jeg har en plan om at lave hash browns som kartoffelret. Det smager nemlig rigtig godt :-)

Lidt forsigtigt "Hurra"...

Jeg mødte fastende op hos lægen her til morgen med et lidt bævrende hjerte. For hvad nu hvis...

Men, men, men... Det ser foreløbigt ud til at det bare var en forskrækkelse.
Mit blodsukker lå på 4,5 mmol/l så det var jo helt perfekt.
Der var heller ingen sukker i urinen.

Men sygeplejersken sender alligevel et par blodprøve afsted til sygehuset, som muligvis kan aflæse noget andet end de paktiserende læger kan. Den ene skulle åbenbart kunne afsløre hvordan mit blodsukker har set ud gennem de sidste tre måneder. Hvordan man så kan se det ud fra en blodprøve. Det lyder sådan lidt SciFi.

So far ser det hele jo godt nok ud, men jeg får som sagt det endelige resultat på torsdag. Jeg har dog stadig tænkt mig at være noget mere påpasselig med mit sukkerindtag og min kost i det hele taget. Ikke fordi jeg har spist vildt usundt, men alligevel.

Og så dog. Jeg har ikke haft underlige cravings, som man indimellem høre om, men mine spisevaner har alligevel ændret sig. Eller min trang til usunde ting. Førhen (før graviditeten) var jeg mest interesseret i salte snacks. Altså chips, popcorn, ost, saltlakrids sådan noget. Men under graviditeten har jeg fået mere og mere lyst til søde sager. Især chokolade! Og det er da noget jeg har været slem til ikke at gøre eget for at undgå. Når trangen har meldt sig, har jeg spist chokolade. Det er bl.a. en af de ting jeg skal ændre på. Og så skal jeg skære ned på mit nutellaforbrug. For selvom jeg spiser det på groft brød, er det ikke ensbetydende med at det bliver sundere af den grund. Og mit fortrukne mellemmåltid har været et stykke brød med nutella. Så nu har jeg købt rejeost i stedet. Det smager jo også godt :-)

Øv. Måske øv.

Ja, min samtale hos lægen gik egentlig ikke helt som jeg havde planlagt. Eller eg havde jo ikke planlagt noget, men troede egentlig at det største samtaleemne ville blive, tja hæmoriderne, men den blev hurtigt lukket. For da jeg fortalte kort om mine skærmysler i den sidste uges tid, smilede hun bare skævt og sagde: "Ja, og det bliver kun værre." Så meget for support ;-) Men det vidste jeg nu godt. At det bliver værre. Jo større Bob bliver, jo større tryk på de indre organer, så det...

Men det jeg ikke havde regnet med var at jeg havde sukker i urinen. En hel del faktisk. Sygeplejersken så i hvert fald lidt bekymret ud og spurgte ind til øget tørst og sådan, men der har ikke være noget i den retning.

Lægen ville gerne sende mig til en glukosebelastningstest, men i og med jeg har fået min gastric bypass, så er jeg ikke i stand til at drikke rent sukkervand. I hvert fald ikke uden at blive hundesyg. Jeg kan tåle en del sukker, men slet ikke så meget som jeg kunne inden operationen. Og jeg har fået sådan en glukosetest før. Det er ganske vist længe siden (jeg var teenager), men dengang havde jeg besvær nok med at holde sukkervandet i mig, og jeg tror bestemt ikke det er blevet bedre med alderen og operationen.

I stedet skal jeg møde fastende i morgen og havde taget blodprøver og aflevere en ny urinprøve. Og så må vi tage den derfra.
Jeg får ikke endeligt svar før på torsdag, men jeg krydser fingre for at det bare var fordi jeg fik rester til morgenmad. Vi fik nemlig risengrød i går, og jeg spiste en portion til morgen i stedet for min nomale havregrød eller grovbrød. Det var jo nok en fejl. Eller det håber jeg at det var. For det kan jo måske have været nok til at der var sukker i urinen. Selvom lægen ikke var overbevist om at det kunne udgøre hele forklaringen. Desværre.

Men indtil på torsdag tager jeg den nu alligevel lidt med ro, når det kommer til søde sager. Og så skal jeg vist ud og have fat i noget godt rugbrød. Så jeg kan spise lidt mere groft.
Hvis ikke det var fordi det ville tage for længe med selv at lave surdejen, så ville jeg bage det selv. Det smager altså bedre. Men måske kan jeg hitte en opskrift uden surdej. Det bliver bare ikke helt det samme. Sådan smagsmæssigt.

Summa summarum er at jeg muligvis har graviditetssukkersyge. Og hvis jeg har, så tager vi den derfra.

Nå, var det det?

Ikke fordi jeg havde forventet at det rent faktisk skete, men jeg er faktisk lidt skuffet over at jeg havde glemt alt om jordens undergang indtil ved 16-tiden i går eftermiddags. For der burde det jo for længst være begyndt, altså derovre i (på?) New Zealand.

Egentlig ret pænt at ham/hende, der nu ville forårsage jordens undergang, havde bestemt sig for at følge tidszonerne så alle kunne huske at det var kl. 18 lokal tid, ikke?

On a different note...

Vi var i sommerhus med mine forældre og søster + familie her i weekenden og det var rigtig hyggeligt. Vi fik snakket lidt mere om min fars indlæggelse, men ikke meget.

Under scanningen af min far fandt de også en cyste på hans ene nyre, men de mente ikke at det var noget, der skulle gøres noget ved. Det er ikke noget farligt, men derfor er det alligevel noget, der har optaget hans tanker de sidste par dage. Og så tror jeg han er nevøs for at få det dårligt igen. Men han er i bedring og ved godt mod. Og så har han svært ved at sidde stille. Han er meget rastløs, men han er heller ikke typen, der er god til at sidde stille i længere tid af gangen, og da slet ikke at være 'lukket inde' på et sygehus, så han prøver at indhente det forsømte. Så meget som mor nu tillader ham at lave, for han er ikke godt til at lytte til sin egen krop.


I morgen skal jeg til mit 3. check-up i graviditeten, og uden gå for meget i detaljer så bliver det største samtaleemne vist de(n) hæmoride(r) jeg har døjet med i over en måned. (Jeg forstår egentlig ikke hvorfor der er så meget tabu om det her emne, for det er noget størstedelen af alle gravide døjer med på et eller andet tidspunkt... men det hører selvfølgelig til i den latrinære ende (haha) af samtaleemner.) It is truely a pain in the ass.

Onsdag skal jeg scannes en sidste gang. Som gastric bypass opereret får jeg en ekstra scanning for at være sikker på at barnet vokser som det skal. Altså om hun får at den vigtige næring.
Da jeg var ved jordemoder sidst, mente hun at Bob var pænt stor (1500 g.) så det er jeg ikke så bekymret over. Hun er også superaktiv! Dog mente jordemoderen at jeg havde en hjerteformet livmoder, fordi Bob fortrinsvis befinder sig i den højre side af maven, og storst set aldrig bevæger sig over i den venstre, men hun har været i stand til at ligge på tværs, da hun var mindre, så den er ikke todelt. Altså livmoderen. Hvad betydning det får er jeg ikke helt sikker på, men hun fylder godt allerede, og det er svært at forstille sig at der kun er 8 uger (+/-) tilbage.

I dag er jeg nemlig 32 uger henne. Ret vildt altså.

Det bliver svære og svære at vente på at hun kommer, men samtidig så er jeg slet ikke klar. Og når nok heller ikke at blive det 100 %. Der er nogle ting man ikke kan planlægge sig ud af. Og jeg ved godt at de forestillinger jeg/vi har til hvordan hverdagen bliver, når først hun er kommet, slet ikke står mål med virkeligheden.

It's beyond imagination and that is perfectly fine :D

Hjemme igen.

Min far altså. Han er hjemme igen.

De holder fast i at det er en blødning - eller en blodsamling (?) - der trykker på nogle nerver omkring hans bækken og tarme, som gør at han får det superdårligt. Så han har fået nogle piller han skal tage en del af morgen og aften, og et forbud mod at spise andet end flydende kost indtil han ikke får de dersens anfald af dårlighed længere. Som også har fået hans mave til at gå i stå. Så det er vel egentlig dobbelteffekt.

Anyway. Vi er glade for at have ham hjemme igen. Og at vide at det ikke var 'så slemt' endda.


For mig skal dagen bruges på vasketøj og hvile. Det har været et par hektiske dage, og selvom det ikke var hverken livstruende eller farligt som sådan med min far, så er jeg alligevel lidt følelsesmæssigt drænet. Jeg mener, manden er 61 år gammel, og jeg er da udemærket klar over at han ikke er udødelig, men derfor bryder jeg mig alligevel ikke om at tænke på det.
At jeg samtidig er gravid i 7. måned hjæper selvfølgelig heller ikke på det. Hverken hvad angår træthed eller følelsemæssig (læs: hormonel) påvirkning.

Mine eksperimenter med HP Saucen i madlavningen lurer stadig i baghovedet, og mon ikke jeg får lavet en ret eller to her til bededagsferien. Det er i hvert fald mit mål.

Om sikkerhed og sygehuse

Aj, det lyder meget kryptisk, men er i virkeligheden meget simpelt.

Min far, der går og roder lidt med at sætte et udlejningshus lidt i stand (hans eget), faldt i torsdags ned fra et 3 meter højt stillads. Han landede på hælene, dernæst satte han sig på enden og rullede så til sidst ned på ryggen. Altså sådan i en lang bevægelse. Det korte af det lange er at han slog sig. Ikke mere end at han fortsatte med at arbejde bagefter, men...

Den næste dag mens min mor forsigtigt kørte hånden langs hans rygsøjle for ligesom at finde ud af hvor han havde mest ondt (og hun var meget forsigtig) blev han rigtig dårlig og måtte lægge sig ned, ellers var han bange for at besvime.
Min mor (klog dame som hun er) ringede straks til lægen, fik en tid og jeg kørte ham derop. Mens vi ventede på at komme ind til lægen, blev han (min far) igen dårlig og måtte låne en briks, ellers ville han være besvimet.

Lægen undersøger ham, men mener ikke at det er 'andet' end slaget og traumet/stressen af faldet også smerter derfra, der er skyld i at min far får det dårligt. Så vi kører hjem igen med beskeden om at det vil gøre rigtig ondt de næste par dage, og så vil det blive bedre.

Det går da også bedre og bedre med ham.

Men så i nat blev han virkelig dårlig. Så dårlig at min mor valgte at ringe 112 fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Og da ambulancen kom valgte de at tage ham med på sygehuset.

På sygehuset har han så idag været i en CT scanner fordi de mente at der måske kunne være en blødning i bækkenområdet, der går ind og trykker på nogle nerver. Eller noget i den retning.

Den læge der er tilknyttet afdelingen mener dog ikke at scanningen har vist noget unormalt, men han ville vente med det endelige resultat indtil han havde fået en radiolog til at kigge på billederne i morgen. Så min far tager lige en overnatning på Hotel Hospital (/Sygehus - hvad er forskellen egentlig?), og så må vi se hvad de siger i morgen.

Det ville selvfølgelig være rart, hvis scanningsbillederne ikke viser noget ud over det sædvanlige, men så er spørgsmålet: Hvad er det så? Heldigvis ser det ikke ud til at det er noget 'alvorligt', men det er bare ikke rart, sådan ikke at vide, hvad det skyldes.

Med hensyn til sikkerheden:
Hvis I er igang med noget selvbyg/renovation/ombygningen what ever, så husk nu at tænke på sikkerheden. Der kan spares på meget, men det er bestemt noget, man ikke bør gå på kompromis med. Det er bare ikke det værd! Heller ikke selvom man forstår værdien af forsigtighed. Det er oftest ikke nok.

Slut med løftede pegefingre for i dag.
Efter en lang dag med flere ture frem og tilbage til hospitalet/sygehuset (fordi vi var hjemme at spise forkost og aftensmad), så er jeg ved at føle mig godt brugt, og jeg kan høre sengen kalde.

G'nat.

Eurovision...

...eller Melodi Grand Prix som det indimellem stadig bliver kaldt herhjemme (i Danmark. Okay måske kun i min familie, det ved jeg faktisk ikke helt...men altså) er lige løbet af stablen, og Danmark endte på en fin og (i min mening) velfortjent 5. plads. Sangen var (igen: min mening) god nok til at den godt kunne være røget højere op, men det gjorde den jo så altså ikke.

Top 5 for 2011 endte med at se sådan her ud:

1. Aserbajdsjan
2. Italien
3. Sverige
4. Ukraine
5. Danmark

Og nu kommer vi så til det springende punkt. Igen vil jeg slå fast at dette er min mening. Bare sådan for en sikkerheds skyld.

Jeg synes ikke Aserbajdsjan's bidrag var godt nok til at vinde. Og det har intet med landet at gøre. Sangen var for svag. Kompositionen var ikke godt nok udført, og jeg synes ikke at sangerne var særlig heldige med deres optræden, hverken til semi-finalen eller finalen. Det fleste af de andre semi-finalister forbedrede sig ellers væsentligt til finalen! Men Europa var åbenbart i humør til en rigtig kærlighedsduet, og der var jo heller ikke andre af den slags i finalen i år.

Når jeg gerne vil pointere, at det ikke har noget med landet at gøre, så er det fordi at der ikke gik mange minutter (sekunder) efter at de havde vundet før folk (som forventet) begyndte at råbe op om 'nabo-point' og 'øst-mod-vest'.

Og det er noget bavl!

For der var ikke ret mange lande, der ikke gav Aserbajdsjan point. Selv af de vesteuropæiske lande.
Det er muligt at de ikke alle gav dem top-point (8, 10 eller 12), men flere gjorde, og de fleste af de point de fik lå i den øverste ende af de 'øvrige' point.
Desuden så er de vesteuopæiske lande lige så gode til at give deres nærmeste naboer flere point end de giver resten af Europa. Og det er der mange forklaringer på. Men en af dem er helt sikkert at rent kulturelt og musikmæssigt, så ligger ens nærmeste naboer tættere på ens egen smag end dem der bor på den anden side af kontinentet. Så der er ikke noget mystisk i det! Hvilket måske også kan forklare hvorfor Aserbajdsjan vandt. Sange var nemlig skrevet af svenskere. Så der var en god blanding af øst og vest i den sang :-)

En anden ting jeg har lagt mærke til de sidste par dage er, at folk (især mine venner fra Facebook, hvor flere kommer flere steder fra i Europa) bruger betegnelsen EUROvision. Sådan for at fortælle, at de ikke er helt sikre på hvorfor Aserbajsjan overhovedet er med, for er de nu også en del af Europa..? Og ja, det er de faktisk. Størstedelen af landet ligger muligvis i Asien, men noget af landet ligger i Europa, og de har været medlem af Europarådet siden 2001, så det er faktisk helt legalt at de er med i EUROvionen.

Men hele denne her EUROvisions debat er jo ikke ny. Lige siden de østeuropæiske lande begyndte at deltage i Eurovisionen i 1990'erne (selvom Jugoslavien faktisk deltog allerede fra 1961), så har debatten eksisteret. Faktisk er det eneste ikke-europæiske land der deltager i Eurovisionen Israel. Det har de gjort siden 1973 ene og alene pga. af deres medlemsskab af EBU. (Det er også EBU, der er skyld i at Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien automatisk er sikret adgang til finalen i Eurovisionen, fordi det er de lande der bidrager mest).

Men selvom det er blevet mindre udbredt, så er der altså stadig gang i øst-vest debatten.


Efter min mening går der lidt for meget Korsbæk i det. Der er Os og så er der Dem. Vi er de rige, der havde vores eget lille show kørende i mange år, og så bare fordi denne hersens mur (med alt hvad der derefter måtte følge) blev brudt ned, så skulle vi til at dele vores lille verden med alle de her slet ikke knap så rige lande, som ingen rigtig vidste noget om fordi de havde været undertrykte gemt væk i så mange år. Hvad vidste de om musik? Altså 'rigtig' musik?

Jeg tror den største hindring er, at vi føler os truet på vores kultur. Og det er da noget, der kan få ethvert land (især Danmark) til at lukke grænserne blive usikre. Selvom vi burde være stolte af vores egen kultur og nyde at der er andre der gerne vil dele både den og deres egen med os. Det er jo sådan at lande rent faktisk bevarer deres egen kultur. Ved at spejle den i andres. (Hører du efter Pia?)


Nu endte det jo så med at blive et rigtig langt indlæg, der måske også blev en anelse politisk i det, men sådan er det, når hjernen får lov til at køre i friløb.

Ellers vil jeg da lige tiføje, at Eurovisionen altid har været sådan noget helt særligt. Især for mig. Faktisk har Eurovisionen en stor del af fortjenesten for at jeg er gift i dag med det mest fantastiske menneske på jorden. Men det er en helt anden historie, som også involvere Twitter. Den skal jeg nok dele med jer en anden dag.

Til slut vil jeg sige, at min personlige top 5 (uden Danmark) var:

1. Holland
2. Serbien
3. Irland
4. Bosnien-Hercegovina
5. Finland/Ukraine

Jeg ved godt at Holland slet ikke nåede til finalen, men det var en rigtig god sang! Jeg kan heller ikke vælge mellem Finland og Ukraine, men Ukraine er måske nok mest med (på min liste) pga at sandkunstneren. Jeg blev helt glad, da jeg så hun var en del af nummeret, selvom hun nok tog meget at opmærksomheden væk fra sangen.

Jeg var ikke vild med Sveriges bidrag. 'I will be popular' og 'my body wants you girl' var stor set det eneste han sang. Lidt for selvcentreret efter min mening. Og selvom Italiens bidrag var meget godt, så synes jeg heller ikke at det var godt nok til en 2. plads. Men der er vi jo så heldigvis så forskellige ;-)

UPDATE:
Altså nogle gange når jeg går i gang med at reseache, så bliver jeg ved lidt længere end nødvendigt. Denne gang resulterede det i denne opdagelse:

Åbenbart kendte Aserbajdsjans duo ikke hinanden før de indledende runder i det nationale melodi grand prix, og de var bestemt ikke end duo. Men det blev de så, og taget i betragtning at de kun har sunget sammen i et par måneder, så er det ikke så ringe en præstation endda. Men stadig ikke nok til at være min vinderfavorit ;-)

Og nu til noget helt andet:

Jeg har fået en prøve på HP Sauce, som jeg skal til at eksperimentere lidt med. Altså indholdet. I madlavningen.

Det er jo en gammel kending. Over det meste af verden. Hvis ikke overalt.

Selv er det ikke noget jeg har gjort meget i. Måske fordi det er noget jeg husker mest som en ingrediens i barndommens altid nærværende rejecocktail. Seriøst! Det var den eneste forret, der fandtes i 80′erne! Aj, okay. Der var også tarteletter med hønsekød i asparges, men rejecocktailen var den ‘fine’ spise.

Anyway. Der er mange muligheder i sådan en fætter. HP Saucen altså. Amerikanerne (og muligvis danskerne og mange andre) ynder at putte det på deres steaks når de er stegt/grillet som ekstra smagsforstærker. Eller i deres BBQ-saucer.

Men der er jo uanede muligheder.
Og jeg har allerede et par ideer i ærmet.

Som jeg nok skal poste, når det færdige resultat er spist

En lang smøre om hvor ignorante folk er.

Uoplyste. Og så er de bange for noget, der falder udenfor den norm, som er stillet op af samfundet.

Vi lever i en binær verden. Man er enten mand eller kvinde. Maskulin eller feminin. Der er ikke nogen mellemting. Løgn!

Når vi taler om kønsroller/kønsidentitet, så er de ikke fuldstændig fastlagte. Nogle mænd nyder at sy tøj, strikke, lave mad og gøre rent, mens nogle kvinder nyder at rode med biler og bygge huse. Og det endda uden at det har forbindelse med deres seksualitet. For det er den anden fuldstændige misforståede fortolkning af kønnene. Mænd der er i god kontakt med deres feminine side er pr automatik homoseksuelle og kvinder der er i god kontakt med deres maskuline side er ligeledes homoseksuelle. For hvordan kan de være andet? De er jo ikke ligesom 'alle andre'.

Jeg er gift med en person, der ganske vist er født kvinde, dvs. rent biologisk er hun kvinde. Men hun føler sig ikke som en kvinde. Hun føler sig heller ikke som en mand. Hun er kønsneutral. Eller nærmere genderqueer. Det er ikke ligefrem en betegnelse, der er fremme i det danske sprog.

Hvad angår hendes fremtræden, så er den overvejende maskulin. Hun befinder sig bedst i herretøj og frisuren er herreklip.

Folk vender sig om efter hende på gaden. De stirrer. Og det er tydeligt at se, at de virkelig forsøger at placere hende i det binære system. Er hun en mand eller en kvinde?

Uheldigvis er det sådan i dagens Danmark, at det er mere okay at en pige/kvinde klæder sig maskulint end at en dreng/mand klæder sig feminint. Og det er jo fuldstændig tåbeligt. Det er et spøgsmål om samfundsmæssig accept af at sådan står tingene nu engang til. Desværre tager det lang tid for samfundet at acceptere verdenen af idag. Ikke mindst fordi mange mænd føler sig truet på deres maskulinitet, eller måske mere korrekt deres manddom, når de møder mænd der ikke er bange for at udtrykke deres feminine side.

I mellemtiden kommer folks usikkerhed til udtryk ved at de forsøger at gå i de anden grøft og virker helt utroligt selvsikre. Så selvsikre at de i nattens mulm og mørke skriver "Gay" på husmuren hos en der er anderledes end de er.
Og så kan det godt være svært for modtageren at sige til sig selv: "Det er dem, der har et problem. Ikke mig. Jeg er bare mig selv. Og det har jeg sgu lov til at være!"


For at læse om hvordan tilværelsen ser ud fra en anden synsvinkel end den binære, synes jeg at I skulle tage at bevæge Jer over og læse Allans blog.

Omsværmet.

Nu har jeg ellers i mange år kunnet bryste mig af, ikke at være offer for en af sommerens store plager. Myggene! Men det er åbenbart ovre. I hvert fald for et stykke tid. Og det må meget gerne være midlertidigt!

Der er åbenbart sket en eller anden kemisk reaktion/ubalance i mit blod, nu hvor jeg er er gravid, der gør mig yderst attraktiv overfor de små sataner. Hvilket er ret irriterende. Og det bliver da et sandt helvede her i løbet af sommeren, for der er allerede mange myg fremme. Og det virker som om de er over det hele.

Men måske er det bare sådan det er generelt, og jeg har bare været heldig at de ikke rigtig gad mig før. Hvis det er sandt, så lover jeg aldrig mere at drille min søster med alle de mygstik, hun plejer at få.

Blodsuger - bedre kendt som myggen. Billede lånt her.

Mors dag, mad og sygdom.

Eller måske jeg bare skulle have skrevet 'lidt af hvert'. Det bliver i hvert fald noget af en rodebiks, men sådan er vilkårene lige nu. I hvert fald i min hjerne.

Mors dag var jo i går, og selvom jeg forsøger at vise min mor at jeg elsker hende og sætter pris på alle de ting hun gør eller har gjort for mig på andre tider ed lige mors dag, så er der alligevel et eller andet over at hun har en dag helt for sig selv.

I går blev hun fejret af flere omgange.

Hun var nede hos min søster og hendes familie til morgenmad og frokost. Hvilket indebar at hun fik hygget med sine to børnebørn på henholdsvis 6 mdr. og 3 1/2 år (mens min - og min søsters - far hjalp husets herre med at mure en dør efter og lave solbænke).

Vi lavede så aftensmad til hende og far, og det var rigtig hyggeligt.

Det eneste ønske hun havde, var at det skulle indeholde grillet kylligebryst*, og det er jo altid rart med så frie hænder.

Så det endte med en græsk menu:

• Grillet marineret kyllingebryst
• Safranris
• Græsk salat
• Tzatziki
• Hjemmebagt pita

Opskrifterne kommer senere. Desværre tænkte jeg ikke på at tage billeder. For det så dælme godt ud!

Men til trods for at det var super hyggeligt, så sad vi alligevel og hang lidt med hovederne fordi vi (i hvert fald mor, M og jeg) døjede med sådan lidt ubehag i halsen, hvilket nok var et udslag af vores overmod dagen forinden, hvor vi camperede på terrassen i meget lidt tøj, fordi det var dejligt vejr omend vinden var kold.

I nat og her til morgen var det mere en gang ondt i halsen, og M har også haft feber, så mon ikke det er en lille forårsforkølelse. Yay! (bemærk venligst sarkasmen).

Desuden har jeg de sidste 14 dage døjet med problemer fra en helt anden kant. Sådan noget der rammer mange gravide og som bogstavlig talt er noget man får ondt i røven af**. Sådan er der så mange 'fornøjelser' ved at være gravid... Men set i det helt store perspektiv, så er det jo en meget lille pris at betale i sidste ende (høhø).


*Min far er ikke specielt vild med kylling, hvilket i følge ham selv skyldes at det var det faste indslag hver søndag hos hans bedsteforældre. Dog var det grydestegt kylling med persille, og det kan han underligt nok stadig godt spise, så vi er ikke helt sikre på at vi tror på ham...

** Jeg kan ikke udelukke at dette emne bliver berørt igen i lidt mere klare vendinger...

May the Fourth be with you!

Det er Star Wars Day! Eller en af flere...

Men grunden til at i dag oftest bliver betragtet som Star Wars Day er ordspillet "May the fourth be with you" fordi det refererer til May fouth, altså 4. maj, hvilket jo er i dag. Ordspillet er taget fra en af de mere gennemgående sætninger/replikker i filmene, nemlig "May the Force be with you."

 

 Billederne er hentet på nettet, bl.a. fra "I can has cheezburger", hvor der er mange sjove sider.

Ha' en rigtig god dag :D

Spaghetti med red kidney beans-tomatsovs

 Her til aften var det egentlig meningen at vi skulle have haft Minestrone, men det var energien ikke lige til, så jeg improviserede noget spaghetti med hjemmelavet tomatsovs og så red kidney beans som proteinbase.

Det er en ret vi har fået før. Den er eminent som hurtig frokost eller restemad (hvis man har lidt pasta i overskud fra dagen før) og så er den ikke specielt dyr. Som regel varmer jeg bønnerne i en gryde for sig selv, men her til aften blev jeg enig med mig selv om, at det da måtte være lige så godt - hvis ikke bedre - at varme dem sammen med sovsen.

Jeg brugte:

• 1/2 hakket løg
• 1 fed hvidløg i tynde skiver
• 1 tsk olivenolie
• 1 dåse hakkede tomater
• 1 spsk oregano
• 1/2 spsk basilikum
• lidt timian 
• 1/4 grøntsagsbouillonterning
• salt og peber
• 1 dåse red kidney beans (uden lage)

Jeg svitsede løg og hvidløg i lidt olivenolie og tilsatte resten af ingredienserne.

Det stod og simrede mens spaghettien kogte.

Samtidig lavede jeg hvidløgstoast:

• 2 skiver toastbrød/sandwichbrød (gerne groft brød)
• 2 tsk olivenolie
• hvidløgspulver og salt ELLER hvidløgssalt

Fordel 1 tsk olivenolie jævnt ud over hvert stykke brød og drys med hvidløg og salt.

Ristes enten i ovnen ved 200 grader i ca. 5 minutter - eller hvor sprødt man nu vil have det. Husk at holde godt øje med det.

Det var ikke så ringe endda :D

Spaghetti med red kidney beans-tomatsovs og hvidløgstoast.

At samle op eller ikke at samle op - det er spørgsmålet.

Der er så hyggeligt i hundeskoven. Og pænt. Smukt faktisk. Især nu hvor træerne springer ud og blomster og planter vælter op af jorden. Men der er altså noget, der er helt forkert.

Man kan forvente et vist kvantum af hundelorte sådan et sted. Og jeg indrømmer da også gerne, at jeg sjældent samler op efter Magnus, hvis han sidder inde i et buskads eller er inde mellem træerne, når han besørger, men jeg har altid et par poser med i tilfælde af at han skulle sætte sig midt på stien. For det er altså pænt ulækkert.

Der er også dem, der pænt samler op uanset hvor deres hundevaps skider og kudos til dem. Desværre er der så nogle af dem, der bare smider posen med lorten lige midt i skoven eller i siden af stien, eller hvor det nu lige var de samlede lorten op, og det forstår jeg altså ikke. Hvorfor bruge tid på at samle op, hvis du bare smider posen? Så var det sgu da bedre at lade lorten ligge. Jeg mener, den bliver da trods alt nedbrudt efter et stykke tid i naturen. Det tager forever for sådan en plastikfætter at kompostere.

Det her er en af de tidspunkter hvor det ikke er nok bare at tænke tanken. Eller samle op efter sin hund. For nok kan du prale af, at du altid samler op, men du glemmer sikkert at fortælle at du samtidig er et miljøsvin, der ikke bekymrer sig om plantens velbefindende eller de næste generationer, der skal bebo den. Og så er man altså ikke så meget en helt i mine øjne.

Det er enten-eller makker!

Træt med træt på.

Det har været nogle hektiske dage.

Eller det har været et par dage, hvor der er sket meget, men i et forholdsvis roligt tempo.

Mine forældre har endelig fået ryddet op på deres pulterkammer. Og selvom meget var noget, der helt sikkert kunne bruge på et eller andet tidspunkt, så var der bestemt også ting indimellem, der bare var til at smide ud. Hurtigst muligt. Som f.eks. de lamper min far fik da han fyldte 30, og som derefter blev sat på pulterkammeret og har stået der siden(!) Er det nødvendigt at tilføje, at det var en meget hård omgang for ham?

Han er noget af en samler (det er der, jeg har det fra) og går lidt efter devisen, at man ved jo aldrig om man får brug for den der ting, som er ved at blive smidt ud. Før i tiden hændte det også, at han havde mere med hjem fra lossepladsen, end han afleverede derned.

Min mor er væsentlig bedre til at smide ud, men det er alligevel imponerende hvad hun har akkumuleret af stof og garn gennem de sidste 30 år. For det er jo nyttige ting. Og hun bruger da indimellem også af det. Altså garnet. For mønstrene og farverne på stofferne er måske ikke helt så moderne mere. Eller dvs. det er måske ved at blive igen.

Men nu er det jo ikke kun mine forældres ting, der har været opbevaret derinde. Meget af det var også mit og min søsters. Selvom de fleste af vores ting står på loftet. Legetøj og skolebøger og sådan. For der var jo ikke noget, der skulle smides ud. Det kunne jo gå i arv til vores egne børn.
Og det er jeg sikker på at meget af legetøjet kan. Som f.eks. alt vores Lego. Og min søsters Barbie-dukker (Jeg var mere til ActionMan).
Men det vender jeg sikkert tilbage til på et andet tidspunkt, for det nåede vi ikke hverken i går eller i dag. Vi fokuserede på det ene værelse. Hvilket nok var meget godt.

I går var fortrinsvis en 'vi-rydder-ud-af-værelset-mens-vi-grovsortere'-type dag, mens i dag var mere reel oprydning.

Og der er masser af ting, der endnu ikke er blevet gennemgået, men det er mest mapper og papirer og sådan noget. Og så mors stof og garn, men det må hun hellere selv klare...

Jeg har fortrinsvis brugt dagene på henholdsvis at holde affaldsposer og underholde min 5 mdr. gamle nevø, mens de andre fræsede frem og tilbage mellem værelset og traileren med ting til lossepladsen/genbrug.

Jeg fik også bekræftet at min kærlighed til bøger også skyldes min far. I hvert fald har vi sorteret flere hyldemeter bøger til gem/genbrug/smid ud. Bøger som han oftest har haft med hjem fra genbrugspladsen. For man kan jo ikke have for mange bøger, vel?

Så nu er jeg mere end klar til at gå i seng ovenpå de sidste par dages aktivitet. Faktisk var jeg klar til at krybe i kassen allerede ved 19-tiden, men det virkerede ligesom lidt forkert. Og jeg gider heller ikke være vågen i morgen tidlig klokken 4, for det er ikke specielt hjælpsomt i forhold til mit søvnmønster.

I morgen står den på shoppetur med mor inden der er bryllup. Og ja, jeg har skam tænkt mig at se vielsen, men jeg står ikke på klokken 6 for at starte dagen med et skud royalisme og så følge det slavisk time for time. Jeg skal både nå en tur i hundeskoven med hunden og aflevere bilen hos mekanikeren, inden der er morgenmad hos mine forældre hvorefter min mor og jeg tager ud at handle.

Vi håber på at være hjemme igen til vielsen starter, men ellers er det bare ærgeligt :-)

Godnat og hav en god dag i morgen.

Bagte kartofler med bacon og porre.

Den anden aften fik vi et lille let måltid.

Som overskriften lyder, så bestod det af bagte kartofler med bacon og porre samt en salat. Og det var mums!

Til 2 personer:

• 2 - 3 bagekartofler (alt efter hvor mange du kan spise, og hvor store de er).
• 1 pakke bacon i tern (Nu kan jeg jo ikke tåle for meget fedt, så jeg brugte røget bov fra Tulip, men man kan sagtens bruge f.eks. kalkunbacon eller røget svinemørbrad i stedet).
• 1 porre i tynde ringe
• 2 - 4 tsk. creme fraishe

Salaten var helt enkel:

• Strimlet iceberg
• 1 gulerod i små tern
• 2 tomater i både
• 1/4 mozzarella ost i tern
• 1 håndfuld ærter
• og så havde vi lidt bulgur til overs, som jeg også kom i.

 Bag kartoflerne efter forskrifterne (som regel tager det ca. 60 minutter for kartofler i mellemstørrelsen).

Steg bacon og tilsæt porren, når baconen er ved at være sprød. Sæt til side.

Tag de bagte kartofler ud af ovnen (med lade den forblive tændt) og halver dem. Skrab forsigtigt det meste af indmaden ud, og kom det i en skål.

Bland bacon porre og creme fraishe sammen med kartoffelindmaden og fordel massen i de udhulede kartofler.

Kom kartoflerne tilbage i ovnen i ca. 10 minutter.

Middagen er klar :-)

Ikke verdens bedste billede. Det er taget med min mobiltelefon, og jeg er bange for at den er ved at være ovre det.

Glædelig påske!

Og nu er den endda ved at være ovre.

Men hold da op sikke et vejr. Sol og sommer over det hele - altså måske lige med undtagelse af Solskinsøen Bornholm.

Vi har ikke gjort meget for at fejre påsken med alle dens herligheder. Altså ikke andet end et par dage i mine forældres sommerresidens, men det var sådan set ikke i forbindelse med påsken. Faktisk har vi ikke været til en eneste påskefrokost i år. Eller afholdt nogen for den sags skyld. Det er heller ikke blevet til lammekød. Den slags ekstravagance udsætter vi til bedre tider ;-)

Problemet med påske er, at det som så mange andre helligdage (alene navnet siger det) er forbundet med noget religiøst. I mange lande hilser man på hinanden i påsken med ordene "Kristus er genopstået" - måske for ikke at glemme hvad det hele drejer sig om.
Når man som jeg er gift med en tidligere katolik og samtidig ikke selv er specielt religiøst anlagt, bliver det sådan lidt noget underligt noget nogle gange.
For så handler det lige pludseligt ikke om ham der Jesus, der døde på korset. Så er det mere en anledning til at se familie og venner over noget godt mad. Og ikke mindst have nogle fridage.

Så måske er det ikke et spørgsmål om at fejre påsken, for det er jo reelt set ikke det vi gør. Men vi nyder det gode vejr og at det endelig er blevet rigtig forår. Og det er jo også værd at fejre :-)

Projekt soveværelse.

Soveværelset er færdigt!

Det har det nu været i et par dage - altså hvad malingen angår. Da maleriet var ovre tog vi op til mine forældre et par dage, og lod så vinduerne stå på klem (tyverisikrede naturligvis), så resten af dampene kunne forsvinde ud af huset.

Det bedste og værste ved sommerhuset er at der ikke er noget internet. Men så får man læst lidt i bøger. Eller gået en tur ved vandet. Eller leget med hunden, som nød al den frihed, der følger med at være i et sommerhus med en kæmpegrund. Masser af legeplads :-)

Min søster, svoger og deres to børn var også deropppe en enkelt nat samtidig med os, og det er bare så hyggeligt, når hele familien er samlet. Og så i så afslappende omgivelser.

Men selvom det var nogle skønne dage, så var det alligevel rart at komme hjem og sove i sin egen seng - da den var blevet samlet og sat på plads.

Nu er soveværelset klart til familieforøgelsen. Vi fik også flyttet lidt rundt på tingene, så der er plads til 'bissen'. Bissen er den vugge som jeg og alle mine fætre og kusiner på min mors side har ligget i. Og de børn de nu har fået. Så den er godt brugt :-)


Næste projekt indendøre er kontoret. Der er mange ting, som skal pakkes væk, eller i hvert fald reorganiseres. Bøger, papirer, mine akvarel- og oliefarver, mine notesbøger, pc-spil og meget andet.

Og ude har vi berberishækken (med sine lange torne...) som i den grad trænger til at blive trimmet.
Græs, der skal slåes.
Havemøbler, der trænger til at blive skrubbet godt og grundigt før vi kan bruge dem. Og vejret indbyder jo da til at sidde på terrassen med en eller anden form for kold eller kølig drikkevare... Og måske en god bog ;-)

Jo, der er skam projekter nok at gå i gang med. Og de tager lidt længere tid end vanligt med mit bækken. Men sådan er det jo nu engang, og så må vi indrette os derefter.

Hav en rigtig god weekend og påske. Og husk nu at bruge solcreme. UV-strålerne er grumme for tiden.

Malerhjerne

Der bliver lidt stille på bloggen de næste par dage. Jeg ved godt at jeg ikke nødvendigvis har været god til at skrive indlæg hver dag, men jeg er ikke sikker på at jeg kommer ret meget i nærheden af en computer de næste par dage.

Vi er ved at male soveværelset, og i den anledning er jeg ikke meget hjemme. Pga af malerdampene. Det er åbenbart ikke sundt, når man er gravid. Ikke fordi det er sundt ellers, men det er vist værre, når man er gravid. Og da vi ikke tager nogle chancer, sover vi ikke hjemme.

Det vil så også sige at sengen er flyttet. Og skilt ad. Så der er ikke ligefrem andre muligheder.
Så vi - eller i hvert fald jeg - sover hjemme hos mine forældre.

Det skal nok blive sjovt ;-)

Da musik var musik

Jeg er født sådan cirka 10 - 15 år for sent i forhold til min musiksmag. Sådan føles det i hvert fald nogle gange. Måske hænger det bare sammen med at jeg som baby som regel sov under højttalerne hjemme i stuen hos mine forældre - og der var ikke ligefrem skruet ned. Men musikken var god.

Her er hvad vi nynner og synger herhjemme lige i tiden - ikke mindst fordi de har en god effekt på junior ;-):

Mama Cass Elliott: "Dream a Little Dream"



The Carpenters: "Close to You"



The Beatles: "Golden Slumbers"



Og selvfølgelig en helt masse andre - også nogle med lidt mere go i ;-)

Øv og av altså

Havde en rigtig hyggelig tur med min søster og nevø. Faktisk så hyggelig at vi brugte alt for meget tid på butikkerne og ikke nåede alt det vi skulle før vi drog hjemefter (hvilket blev alt for sent), men samme aften blev jeg 'ramt' af en galdestensanfald, der varede godt 5 timer, og så var det sjove ligesom gået af den dag :( Og for at det ikke skal være løgn, så fortog smerterne sig ikke helt, så jeg gik og havde lidt småondt hele dagen i går også. Smerter der kulminerede i endnu et galdestensanfald i går aftes. Denne gang dog 'kun' af 2 timers varighed.

Galdestensanfald er sådan set det eneste problem jeg har haft efter min gastric bypass. I hvert fald af den slags jeg ikke selv har kontrol over. Inden graviditeten var det dog kun når jeg spiste noget, der var alt for fed, at jeg kunne risikere at få et anfald, og det var yderst sjældent det skete. Efter jeg blev gravid har det været ofte at jeg har haft anfald. Sådan rent gennemsnitligt set. Jeg har været gravid i knap 6 måneder, men har haft 8 anfald, så det har været tit nok. Og nogle af anfaldene har været virkelig slemme. Det onsdag aften var det hidtil værste.

Det er uden tvivl hormonerne der driller, og om niveauet holder sig de næste 3 måneder eller om det bliver værre (nej, nej, nej) eller bedre (ja, tak!) med anfaldene kan jeg desværre ikke vide på forhånd, men jeg håber at det værste er ovre.

Nu vil jeg krybe til køjs, for efter sådan et par dage/nætter, hvor jeg ikke rigtig har fået noget søvn og hvor musklerne i hele kroppen har arbejdet på højtryk, har jeg brug for ekstra hvile. Så det kan godt tage et par dage før jeg for alvor er ovenpå igen.

Fun for all

Skal ud og gøre Aalborg usikker sammen med min søster og 5 mdr. gammel nevø. Det regner, men mon ikke det så bliver en gang shop crawl? Jeg er ellers ikke meget for at shoppe, men nogle gange kan det blive nødvendigt.

Jeg har nogle penge fra min fødselsdag, jeg skal have omsat til noget meget tiltrængt ventetøj af forskellig slags (ikke mindst bh'er), så det skal nok blive sjovt.

Og mon ikke det bliver til et lille besøg i Søstrene Grene. Bare for at se, hvad de har af sjove ting lige nu.

Det der vælter læsset.

Når man kører med et yderst stramt budget, skal der ikke meget til før læsset vælter. Det er meget godt at alle økonomer snakker om at man bør have en 'buffer', men når der nu ikke er meget at spare sammen af, hvordan får man så lige sådan en?

We are scraping by, som det så smukt hedder på engelsk, men maj måned bliver lidt mere lavbudgettet (ja, jeg kan godt lide at opfinde ord...) end normalt, ikke mindst pga. forsikringer, der skal betales, men de er jo ikke til at komme uden om.

Og en enkelt eller to uforudsete udgifter bliver det jo nok også til. Sådan er det jo, når man mindst har brug for det.

Nu kunne vi jo begynde at sælge ud af 'arvesølvet' men forhåbentlig kommer det ikke helt der til.

Det går. Endnu.

Vi tager det en måned af gangen. Og forhåbentligt kan vi indhente det 'tabte' næste måned. Gyngerne og karrusellen og alt det der.

Sådan er det at skulle brødføde to mennesker (og 3 husdyr) på en overførselsindkomst, og fra hvad jeg kan læse mig til så bliver det hverdag for rigtig mange flere i fremtiden. Måske.

Kundeservice

Kundeservicen er endnu ikke død i de danske daglivarerforretninger. Og nogle gange går kundeservicen endda ud over de grænser vi normalt kender.

Jeg var oppe at handle i den lokale Spar, og stod ved kassen. Kunden foran mig ville købe et frimærke, men de havde ikke flere tilbage. De henviste til en anden lokalbutik, som også er postforretning (ja, vi er helt ude hvor kragerne vender...), men som kunden pointerede, så var postbutikken ikke åben om søndagen. Han (kunden) blev efterhånden mere og mere desperat, og begyndte at argumentere for at han simpelthen var nødt til at have det her brev sendt afsted samme dag.
Nu var det jo ikke pigerne ved kassen's skyld at de ikke havde flere frimærker, eller at postbutikken var lukket, eller deres problem at han skulle have det brev afsted sammen dag (og jeg tror forøvrigt ikke at postkasserne bliver tømt om sødagen, men jeg kan jo tage fejl), men ikke desto mindre forbarmede en af pigerne sig over ham og solgte ham et af de frimærker hun havde i sin tegnebog.

Se det er kundeservice, sådan lidt ud over det sædvanlige.

Dage uden internet.

Eller i hvert fald dage, hvor jeg ikke har været meget på internettet.

Det er blevet til meget lidt computertid siden fredag eftermiddag. Min far har nemlig haft fødselsdag, og selv om han ikke fyldte rund (det gjorde han sidste år), så blev det alligevel fejret med mannér.

Fredag aften var det hans søskende med påhæng, der var til middag, og så min søster + familie og M og jeg. Og det var noget lækkert mad min mor havde fået stillet på benene.

Grillet oksemørbrad med ovnkartofler, whiskeysovs og bønnesalat, fåregrillpølser og så frossen lagkage* til kaffen. Det var guf.

Lørdag morgen tog M og jeg på besøg med rundstykker og så endte vi med lige at tage hjem og vende for en kort bemærkning inden vi blev inviteret på frokost (og når det involvere fiskefileter, sig M ikke nej tak). Efter endt frokost kørte jeg hjem og hentede hunden, og så nød vi ellers eftermiddagen på den solfyldte terrasse indtil det var ved at være spisetid igen. Der var en lille smule kød og bønnesalat tilbage, som vi delte mellem os og så fik vi ovnkartofler til igen. Og så blev vi og så Bingo Banko og Barnaby. Jeg er helt klart mest til det sidste...

Søndag formiddag var der så morgenkaffe og rundstykker til alle mors søskende i anledningen af fars fødselsdag. M havde en aftale med sin mor over Gmail** over middag, og jeg nåede lige at hvile en halv times tid inden vi kørte tilbage til mine forældre og spiste aftensmad.

Vi går faktisk bare og venter på at de skal sige, at nu gider de ikke at se os i et par uger :D

Det var så hvad weekenden bød på for os, håber Jeres har været lige så god.

* Egentlig blot lagkagebunde (i det her tilfælde kakaolagkagebunde) og så vanilieis mellem lagene. Flødeskum på toppen og pyntet med jordbær.

** Fungere på samme måde som Skype, hvis man har en gmail og invitere dem man vil chatte med til videochat eller almindelig chat.