Eurovision...

...eller Melodi Grand Prix som det indimellem stadig bliver kaldt herhjemme (i Danmark. Okay måske kun i min familie, det ved jeg faktisk ikke helt...men altså) er lige løbet af stablen, og Danmark endte på en fin og (i min mening) velfortjent 5. plads. Sangen var (igen: min mening) god nok til at den godt kunne være røget højere op, men det gjorde den jo så altså ikke.

Top 5 for 2011 endte med at se sådan her ud:

1. Aserbajdsjan
2. Italien
3. Sverige
4. Ukraine
5. Danmark

Og nu kommer vi så til det springende punkt. Igen vil jeg slå fast at dette er min mening. Bare sådan for en sikkerheds skyld.

Jeg synes ikke Aserbajdsjan's bidrag var godt nok til at vinde. Og det har intet med landet at gøre. Sangen var for svag. Kompositionen var ikke godt nok udført, og jeg synes ikke at sangerne var særlig heldige med deres optræden, hverken til semi-finalen eller finalen. Det fleste af de andre semi-finalister forbedrede sig ellers væsentligt til finalen! Men Europa var åbenbart i humør til en rigtig kærlighedsduet, og der var jo heller ikke andre af den slags i finalen i år.

Når jeg gerne vil pointere, at det ikke har noget med landet at gøre, så er det fordi at der ikke gik mange minutter (sekunder) efter at de havde vundet før folk (som forventet) begyndte at råbe op om 'nabo-point' og 'øst-mod-vest'.

Og det er noget bavl!

For der var ikke ret mange lande, der ikke gav Aserbajdsjan point. Selv af de vesteuropæiske lande.
Det er muligt at de ikke alle gav dem top-point (8, 10 eller 12), men flere gjorde, og de fleste af de point de fik lå i den øverste ende af de 'øvrige' point.
Desuden så er de vesteuopæiske lande lige så gode til at give deres nærmeste naboer flere point end de giver resten af Europa. Og det er der mange forklaringer på. Men en af dem er helt sikkert at rent kulturelt og musikmæssigt, så ligger ens nærmeste naboer tættere på ens egen smag end dem der bor på den anden side af kontinentet. Så der er ikke noget mystisk i det! Hvilket måske også kan forklare hvorfor Aserbajdsjan vandt. Sange var nemlig skrevet af svenskere. Så der var en god blanding af øst og vest i den sang :-)

En anden ting jeg har lagt mærke til de sidste par dage er, at folk (især mine venner fra Facebook, hvor flere kommer flere steder fra i Europa) bruger betegnelsen EUROvision. Sådan for at fortælle, at de ikke er helt sikre på hvorfor Aserbajsjan overhovedet er med, for er de nu også en del af Europa..? Og ja, det er de faktisk. Størstedelen af landet ligger muligvis i Asien, men noget af landet ligger i Europa, og de har været medlem af Europarådet siden 2001, så det er faktisk helt legalt at de er med i EUROvionen.

Men hele denne her EUROvisions debat er jo ikke ny. Lige siden de østeuropæiske lande begyndte at deltage i Eurovisionen i 1990'erne (selvom Jugoslavien faktisk deltog allerede fra 1961), så har debatten eksisteret. Faktisk er det eneste ikke-europæiske land der deltager i Eurovisionen Israel. Det har de gjort siden 1973 ene og alene pga. af deres medlemsskab af EBU. (Det er også EBU, der er skyld i at Tyskland, Storbritannien, Spanien, Frankrig og Italien automatisk er sikret adgang til finalen i Eurovisionen, fordi det er de lande der bidrager mest).

Men selvom det er blevet mindre udbredt, så er der altså stadig gang i øst-vest debatten.


Efter min mening går der lidt for meget Korsbæk i det. Der er Os og så er der Dem. Vi er de rige, der havde vores eget lille show kørende i mange år, og så bare fordi denne hersens mur (med alt hvad der derefter måtte følge) blev brudt ned, så skulle vi til at dele vores lille verden med alle de her slet ikke knap så rige lande, som ingen rigtig vidste noget om fordi de havde været undertrykte gemt væk i så mange år. Hvad vidste de om musik? Altså 'rigtig' musik?

Jeg tror den største hindring er, at vi føler os truet på vores kultur. Og det er da noget, der kan få ethvert land (især Danmark) til at lukke grænserne blive usikre. Selvom vi burde være stolte af vores egen kultur og nyde at der er andre der gerne vil dele både den og deres egen med os. Det er jo sådan at lande rent faktisk bevarer deres egen kultur. Ved at spejle den i andres. (Hører du efter Pia?)


Nu endte det jo så med at blive et rigtig langt indlæg, der måske også blev en anelse politisk i det, men sådan er det, når hjernen får lov til at køre i friløb.

Ellers vil jeg da lige tiføje, at Eurovisionen altid har været sådan noget helt særligt. Især for mig. Faktisk har Eurovisionen en stor del af fortjenesten for at jeg er gift i dag med det mest fantastiske menneske på jorden. Men det er en helt anden historie, som også involvere Twitter. Den skal jeg nok dele med jer en anden dag.

Til slut vil jeg sige, at min personlige top 5 (uden Danmark) var:

1. Holland
2. Serbien
3. Irland
4. Bosnien-Hercegovina
5. Finland/Ukraine

Jeg ved godt at Holland slet ikke nåede til finalen, men det var en rigtig god sang! Jeg kan heller ikke vælge mellem Finland og Ukraine, men Ukraine er måske nok mest med (på min liste) pga at sandkunstneren. Jeg blev helt glad, da jeg så hun var en del af nummeret, selvom hun nok tog meget at opmærksomheden væk fra sangen.

Jeg var ikke vild med Sveriges bidrag. 'I will be popular' og 'my body wants you girl' var stor set det eneste han sang. Lidt for selvcentreret efter min mening. Og selvom Italiens bidrag var meget godt, så synes jeg heller ikke at det var godt nok til en 2. plads. Men der er vi jo så heldigvis så forskellige ;-)

UPDATE:
Altså nogle gange når jeg går i gang med at reseache, så bliver jeg ved lidt længere end nødvendigt. Denne gang resulterede det i denne opdagelse:

Åbenbart kendte Aserbajdsjans duo ikke hinanden før de indledende runder i det nationale melodi grand prix, og de var bestemt ikke end duo. Men det blev de så, og taget i betragtning at de kun har sunget sammen i et par måneder, så er det ikke så ringe en præstation endda. Men stadig ikke nok til at være min vinderfavorit ;-)