Slacker!

Jamen jeg er en slacker. Slacker siger jeg!

Jeg får skrevet en helt masse. Eller i hvert fald begyndt på en helt masse.
Har supertravlt på jobbet. Og har døjet med sygdom. Eller det gør vi lige nu. Snot, hoste, feber. Hele banden. Inklusiv Bill, Meg's bedste ven, der har fejret julen sammen med os. I Sverige. I Uppsala. Hvor vi stadig bor. Trods flere spekulationer i at vi ville være ude inden nytår. Nu hedder udflytningsdatoen april/maj. Hvilket er langt mere overskueligt, altså. Ikke noget med at flytte i sne og kulde. Eller lige omkring jul.
Og transporten er blevet lidt bedre. Selvom den tidsmæssigt ikke er blevet bedre (ej hellere økonomisk) så skal jeg ikke skifte tog midt på strækningen. Dermed bliver jeg ikke uventet en halv time forsinket fordi det ene tog var langsommere end det andet og ikke nåede frem før det andet var kørt. Så det er rart.

Tilbage til juleriet.
Det blev fejret efter alle kunstens regler. Jeg har været så heldig at have et par fridage. Og vi fejrede dansk jul den 24. december, og amerikansk jul den 25. december. Gaverne ventede vi faktisk med indtil den 25. om morgenen på bedste amerikanske vis og det var faktisk rigtig hyggeligt. Og den 24. var langt mindre stressende end normalt.

Og maden var fantastisk. Det lykkedes mig faktisk at skaffe en and til juleaftensmiddagen. Det plejer vi at få i vores familie. Og Meg's familie plejer at spise honeybaked ham. Hvilket det også lykkedes mig at få klaret. Hjemmegjort ganske vist, men god.

Jeg skal arbejde nytårsaftensdag. Fra 10 - 18.15 men det skal nok blive godt. Vi skal hygge med tapas når jeg kommer hjem fra arbejde (ved 20.30-tiden)

Hvis ikke jeg får skrevet mere inden da, må I have et rigtig godt og sikkert nytår.

Update 1.0

Jamen det bliver jo ikke til så meget med det dersens skriveri. Men det er muligvis fordi der sker så meget i vores liv lige nu.

For det første er vi flyttet til Uppsala. Hvilket til dels skyldes boligsituationen i Stockholm - eller faktisk er det hele humlen. Vi kunne finde en lejlighed i Uppsala. Mere om det senere.

Med flytning er rejsetiden for mit vedkommende også blevet væsentlig forøget. Jeg bruger minimum 3,5 timer på transport hver dag. Og det er kun hvis der slet ikke er nogle forsinkelser what so ever.

~ ~ ~

Jeg jobber hele tiden. Eller altså. Selvfølgelig ikke altid. Men der er jo flere arbejdstimer i ugen i Sverige end i Danmark. Og der er meget overtid i tiden. Eller flextid. Så jeg har da indimellem arbejdsuger på næsten 50 timer.

Men i næste uge skal jeg på skole. I Köpenhamn ;) Det skal jeg faktisk i to uger, men jeg har lånt penge af mine forældre til at komme hjem i weekend imellem. Så det ikke bliver alt for trælst. At undvære familien.

~ ~ ~
Speaking of...

Nora er begyndt at gå. Vi havde hele min familie på besøg i sidste uge. Altså mor, far, søster, svoger og så de to fætre på henholdsvis 2 og næsten 5. Efter det besøg blev hun åbenbart enig med sig selv om at det der med at gå var temmelig sejt, så det måtte hun da også hellere hitte ud af.

Så det gjorde hun. Stor pige!

~ ~ ~

Der er masser af historier at skrive. Og de fleste bliver også påbegyndt. Men kun i mit hovede. Tit tænker jeg: Aj, det skal jeg have på bloggen! Og så sker der ikke så meget.

Til gengæld er jeg lidt bedre til at få uploadet på Instagram. Så der kan jeg findes under ecoelder.

Her går det godt.

Meg og Nora er faldet godt til.

Det er jeg også.

Stockholm er en smuk by.

Nok at se til.

På den gode måde altså. Med familien i huse. Det har været skønt, men også hårdt. Til trods for at det kun har været et par uger vi har været separeret, så er det alligevel lykkedes os at falde ud af rutinen. Eller, nej, for det er jo et nyt sted, nye vaner og dermed nye rutiner. Men jeg har jo nærmest levet som en ungkarl så at bo sammen med nogen igen og ikke mindst have ansvaret for andre igen...det har været lidt svært at vænne sig til igen.

Lejlighed og familie

Så lykkedes det! Jeg har lejet en lejlighed. I bedste Stockholmer-stil - 3 måneder sommeren over. Men det er nok til at få foden inden for døren (so to speak) og også til at få resten af familien herover.

Det har kun varet godt en uge. Næsten 2 når de kommer. Men hvor har jeg savnet dem, og hvor er jeg bekymret for om Nora kan huske/kende mig når hun ser mig.
Jeg forventer vel egentlig at det tager lidt tid før hun vænner sig til at jeg er her igen, men på den anden side så arbejder jeg fra 9-18 hver dag og er hjemmefra det meste af den tid hun er vågen, så det kan være at det løser sig selv på den måde.

Jeg skal bare huske på at selvom det første jeg allerhelst vil have er et kæmpeknus og et kys, så er det nok ikke lige Nora første tanke. Og det bliver sgu hårdt. Og ja, jeg ved godt at det er selvcentreret og selvisk at tænke sådan, men det gør jeg altså. For jeg har savnet hende. Ja, da også M, men hende har jeg jo snakket/skrevet med dagligt. Det har jeg jo ikke med Nora.

Der går dog stadig et par dage før vi ses. Jeg overtager lejlighedenfredag, og så kommer de søndag. Mine forældre kører dem. Hvilket jeg først fik at vide i går. Eller den anden dag. Og det var fedt. For ellers ville de ikke være kommet før næste uge. Nora og M altså. For så skulle jeg have hentet dem. Og vi skulle have kørt i tog. Fra Gøteborg. Eller hjemmefra. Men Gøteborg - Stockholm.

Jeg ved godt jeg sludre lidt. Jeg er træt. Forsøger at holde mig selv travlt beskæftiget indtil sengetid. For der er ikke meget at lave ud over at tænke, når man er på vandrehjemmet. Det er sjældnt at WiFi'en virker ordentligt, så jeg er sjældent på. Men ofte på fra telefonen. Det bliver dog ikke til meget bloggeri. Men jeg prøver. :-)

At spise ude

Stockholm, baby

Der har været stille på bloggen. Ikke mindst fordi jeg har læst til eksamen. Og har gået i skole. To urelaterede ting.

I dag har jeg været til min grundforløbseksamen i Merkantil. Og jeg fik sgu 10!
Grunden til at jeg har taget grundforløbseksamen er fordi jeg har fået job i Stockholm.Som i hovedstaden i Sverige. Men jobbet var betinget af at jeg tog grundforløbet. Og det har jeg så gjort.

Så nu går turen til Stockholm. I næste uge!

Indtil jeg får fundet en lejlighed bliver M og N i Danmark. Og det bliver sgu hårdt.
Jeg skal bo på vandrehjem (betalt af firmaet den første måned) indtil jeg finder en lejlighed, så det bliver også lidt specielt. Forhåbentlig tager det ikke lang tid.
Vi kommer ikke til at bo downtown. Det har vi ikke råd til. Vi kommer til at leve af min løn, og det er en elevløn til at starte med. Så der bliver noget transporttid.

Men jeg glæder mig.
For det er Stockholm, baby!

Så så man lige mig...

Ja, altså jeg havde jo det der næsten-job. I Gøteborg. Men nærved og næsten slår ingen af hesten. Og så skulle man jo tro at der ikke var nogen grund til at sætte sig i sadlen igen. Det...er forkert. For det var hvad jeg gjorde. Så da de ringede om en stilling i Stockholm var jeg yderst optimistisk. Og jeg blev ringet op samme dag fra Sverige. Inden der var gået en uge havde jeg også haft 2. interview. Og jeg fik jobbet!
Så nu skal vi sgu til Sveriges land og bo. Fra midt i næste måned. Eller jeg skal. Til at starte med. Indtil jeg finder en lejlighed vi alle sammen kan bo i. Så kommer M og N og katten også og bor i Stockholm.
Selvfølgelig er der lige den der realkompetencevurdering og ikke mindst grundforløbseksamen i Merkantil. Men det skulle jeg nok kunne klare. Jeg har trods alt lige for nylig gennemført en grundforløbseksamen med højeste karakter.

Af andre nyheder kan nævnes at N endelig har fået endnu en tand. Øverste venstre. Og den højre er på vej også. Vi var ellers begyndt at tro at hun kun ville have de to i undermunden ;-)

Nogle bøger burde ikke udgives.

Der må være grænser for hvad semi-kendte mennesker kan tjene penge på.

Jeg er udemærket klar over at forfatteren sidder med et budskab som er vigtigt for vedkommende, men helt ærlig... Nogle gange bør forfatteren se ud over egen navle og overveje om det rent faktisk er noget andre har glæde af. Og anmeldelsen af Pernille Aalunds nye bog giver mig ikke lyst til at læse mere end netop det. Anmeldelsen. Fra Politikken. Om en bog udgivet af Politikkens Forlag.

Uden at dømme alt for hårdt tror jeg blot jeg vil tilføje at havde det været mig, der havde skrevet en bog, med det indhold inklusiv diverse billeder, så tror jeg faktisk ikke engang at forlaget ville have kigget særlig grundig på den.

Men nu er det jo også Pernille Aalund, der er forfatteren...

Så havde jeg lige et job - næsten

Torsdag blev jeg ringet op. Hvis jeg havde mulighed for det, så var der en ledig stilling pr. 15. april. I Gøteborg. Afrejsedag søndag. Jamen selvfølgelig! No problem.
Jeg manglede bare en samtale med arbejdspladsen i Sverige. Som så skulle foregå om torsdagen, men det skete ikke. Sent torsdag aften blev jeg ringet op af rekruteringsfirmaet. Samtale ved en 10-11-tiden om fredagen.
Klokken 11.30 ringede jeg til rekruteringsfirmaet, der ikke forstod hvorfor jeg ikke havde hørt noget. Men de ville vende tilbage. Klokken 14.30 fik jeg en opringning fra rekruteringsfirmaet, der ville høre hvordan samtalen var gået. Men jeg havde endnu ikke hørt fra Sverige.
Jeg ringede tilbage til dem omkring 15.30. Stadig ingenting fra Sverige.
Efter noget ringen frem og tilbage mellem mig og rekruteringsfirmaet endte jeg til sidst med at få nummeret til chefen. Han kunne ikke forklare hvad der var gået galt. Og han havde haft fat i Sverige, men kunne åbenbart ikke få et svar. Eller han kunne ikke finde den rigtige person.
Nu er vi så slået tilbage til start. Næsten da. Han vil ringe i løbet af ugen (senest torsdag eller også ringer jeg) for han er i Sverige. Der var en mulighed for at der vil blive startet noget op 15. maj, men det er stadig meget usikkert, så hvem ved hvor vi ender.
Men det er altså frustrerende at stå med det ene ben i kufferten og så falder det hele bare til jorden. Vi nåede da at blive rigtig glade for udsigten til at skulle flytte til Sverige. Og nu sidder vi stadig her. Men forhåbentlig ikke alt for længe.


En lille opdatering omkring min morbror. Han reagerer rigtig godt på kemoen, og det har standset udviklingen af hans kræft. Og det er da gode nyheder!

København tur-retur

Så var man lige sådan en der tog en smuttur til Hovedstaden. Bare sådan lige. Til et af de dersens interviews. Job-interviews. Eller i hvert fald et forløbig et af slagsen. På et rekrutteringsbureau. For et kundekontaktcenter. Med henblik på en uddannelse indenfor samme felt OG praktikplads i Sverige. Og ikke mindst muligheden for en karriere indenfor kundeservicebranchen - i udlandet. Jamen det er jo lige mig!

Hvis man ser sådan lidt firkantet på det, så er det jo rent basalt de samme egenskaber jeg skal bruge, som jeg skal bruge som receptionist. Kommunikation (herunder fremmedsprog). Problemløsning. Service. Og det er det jeg ved at jeg kan. Det er der min styrke ligger.

Der er lige den 'mindre' bagatel at jeg skal have bestået Merkantil 1 inden uddannelsesstart, men det skulle kunne nåes. Noget med en realkompetance-eksamen...eller noget i den retning. På CPH West. Men så tager jeg da bare et smut til Hovedstaden igen.

Mine to kusiner C og L vil korse sig, når de hører at jeg faktisk gik igennem hele Strøget uden så meget som at se til hverken højre eller venstre . Jeg skulle nemlig nå et tog. Så jeg kunne være hjemme igen inden kl. 20. Var afsted inden kl. 05, så det var en lang dag. Som for det meste blev brugt i toget. Mere end 9 timer hyggede jeg mig i DSB Standard. Nåede da også at læse en bog. Anne Holt's Flimmer. Ret god faktisk. Kan bestemt anbefales.

Faktisk kunne jeg godt have brugt lidt mere tid i København. Jeg har ikke været der siden vi skulle til Bornholm i 6. klasse, og det var jo bare en gåtur fra banegården (omkring Tivoli, selvfølgelig) til færgen, så det blev jo ikke til meget sightseeing. Og før havde jeg været der en gang. Det var jeg med forældre og lillesøster på besøg hos mors farbror og tante, som boede i Stenløse på det tidspunkt. Mor, tante og min søster og jeg tog til København og gik en tur op og ned af Strøget. Jeg kan huske at vi var inde i en legetøjsforretning og jeg fik en lille bold, der lignede en basketball. Og vi gik forbi Tivoli, men havde ikke tid til at komme derind. Jeg tror det må have været i 1986, så jeg har ikke været ret gammel.

Nå, men nu har jeg i hvert fald fået set lidt mere af vores Hovedstad. Mon ikke jeg kommer derover igen engang. Vil i hvert fald gerne vise den til N og M.

Det der Aprilsnar

Jamen det er da en sjov størrelse.

I år er min nevø 4 år, og selvom han ikke helt forstår det der med hvad det betyder, så er det der med at drille bestemt noget han har styr på…

Et lille problem i hans tilgang afapril drilleriet var nu hans ide om hvad det hed:

“Moster der er et hul i dine bukser” - Jeg kigger på mine bukser - “Panelsnegl!” (efterfulgt af hysterisk latter, for det er jo hyldeskægt det her). Alle de voksne kigger på hinanden. Panelsnegl? Hvor i alverden kom det lige fra? Ønsketænkning om en omgang kanelsnegle eller, hur?

 

En af de mere gennemførte aprilsnarre (hedder det egentlig det?) blev udført af min gamle klasselærer. I 5. klasse arbejdede min klasse (og parallelklassen) hårdt på at tjene penge til vores Bornholmertur året efter. Vi stod for salget i den ‘lille kiosk’ på skolen (gældende for elever op til 7. klassetrin) og den første april kommer vores lærer ind med et brev fra en eller anden fabrikant af fjerbolde. Han ville høre om vi ville opdrætte gæs til fjerboldeproduktion, så vi kunne tjene flere penge til vores Bornholmertur. Og hele klassen var jo fyr og flamme, for selvfølgelig ville vi det!

Om vi fik at vide at det var en aprilsnar samme dag eller dagen efter husker jeg ikke, men det var en kæmpe skuffelse for os alle, at det ikke var virkeligt.

 

Men det er vel hvad der kendetegner en god aprilsnar.Noget der er ude i hampen, men alligevel ikke mere skørt end at det faktisk kunne være sandt.

Langsom og Oldschool

Jeg er godt klar over at jeg er lidt langsom i det. I hvert fald hvad angår visse ting (de ting som ikke er tvingende nødvendige at finde en løsning på indenfor det nærmeste århundrede). Men at det skulle tage mig så lang tid at slå en enkelt linje op i en sang er da imponerende…eller måske ikke. Anyway…

 

Jeg er nok lidt gammeldags anlagt, og jeg har opdaget tendensen har været fremadgående, men hvorfor er det nu moderne at lave sange udfra et par linjer i en gammel sang? Som f.eks. Nabiah’s Never Played the Bass

 

 

 

Altså linjen: “Still the music don’t feel like it did when I felt it with you” den er jo fra Womack & Womack’s Teardrops:

 

 

Det virker vel på en eller anden måde ikke helt orginalt at ‘låne’ en linje og så basere sin sang derpå. Eller er det netop originaliteten?

Nå, men så…

Hmm. Tingene har ikke ændret sig meget siden sidst. Nogle gange føles det som om at vores verden kører stille rundt i en cirkel, eller måske slet ikke bevæger sig ret meget.

1. N er stadig syg. Nu med falsk strubehoste, feber og snot. Det virker som om at hun har været syg siden hun blev 8 månder. Nu er hun 9 måneder gammel, stadig kun med to tænder, savler som et vandfald, men humøret fejler ikke noget.

2. Jeg fik ikke den elevplads, jeg havde søgt. Det var i Bruxelle og jeg taler ikke fransk. Og selvom det ikke var et krav, så var der alligevel en, der havde lige den ekstra kvalitet, så det blev altså ikke mig, der skulle til Bruxelle. Men det går nu nok. Der er andre elevpladser. Og lige nu er der et par stykker i København, og det er jo trods alt ikke så langt væk som Bruxelle.

3. Jeg er blevet et år ældre. Eller har i hvert fald haft fødselsdag. I går. Og nu kan jeg med god samvittighed sige, at jeg er midt i trediverne. Selvom det måske ikke lige virker som noget at prale af. Men det var sgu en god dag. Og vi fik masser af god mad. Sådan på tapas-maner. Eller fingermad om man vil. Med alskens lækkerier. Som f.eks. stenbiderrogn, empanadas, fyldte æg, minifrikadeller, spansk tortilla, humus og meget andet, og lige bortset fra frikadellerne, så var det noget jeg selv havde lavet. Og selvfølgelig glemte jeg at tage billeder…

4. Jeg kan stadig rigtig godt lige at lave lister.

5. Vi er stadig i søvnunderskud, men slet ikke som før.

6. Vi har fået set en del Gilmore Girls og Graham Norton show, og N har forelsket sig i Elmo fra Sesame Street (men det er så også det eneste tv hun ser).

7. Det har været St. Patricks Day (17. marts), men det var ikke til at opdrive en Guinness her i byen eller i nabobyen, så M måtte undvære og fik først sin Guinness i forgårs.

Tænder, snot og mangel på søvn

Og det gælder også for os andre. Altså den manglende søvn.

Lige i øjeblikket danser vi en lille sejrsdans - lydløst, som ninjas - fordi N sover. I sin egen seng!
Ikke i mine arme. Ikke i vores seng. Men i hendes seng. Og det er første gang i...bum-bum-bum...3 dage at det er sket. Så hvordan fejrer vi så dette? Udover med dansen forståes. Jo vi sidder ved hver vores computer. Spiller lidt WoW og blogger. Og drikker en masse kaffe.

Når man venter...

Har søgt en elevplads i udlandet. I en skandinavisk hotelkæde. Og det er en stilling som jeg rigtig gerne vil have. Som i RIGTIG gerne!

Men jeg ser ikke godt ud på papir. Jeg har været mange steder omkring og har flere uddannelser bag mig, men jeg har endelig fundet kombinationen af mine færdigheder i denne branche. Mine uddannelser ligger tæt op ad hinanden. Har alle noget med mennesker at gøre. Og jeg har altid villet arbejde med mennesker. Og sprog. Jeg har altid været hurtig til at lære sprog. Ord. Vendinger.

Jeg er supergod til at tale med folk. Løse problemer. Mægle. Glatte ud. Som ældstebarnet har jeg lært tricket at forsøge at få alle til at få det de gerne vil have. Eller i hvert fald finde et kompromis. Og det er alle egenskaber, jeg kan tage med over i uddannelsen til receptionist.

8 måneder og super selvstændig...

...eller bare stikken...

N. er blevet 8 måneder (hvor blev de af..?) og har bestemt sig for at hun nu ikke behøver at sove længere. Eller noget. Hun er i hvert fald meget utilfreds med at blive lagt i seng, når hun er træt. For det er ikke fordi hun ikke bryder sig om at ligge ned (så det er nok ikke ørerne den er gal med). Men når hun er træt går hun helt i selvsving. Og vi har forsøgt at lægge hende ind før hun bliver supertræt - for hvis hun er overtræt går det slet ikke. Det har vi prøvet!
Nu har hun selvfølgelig også døjet med maven (tænder/ny mad/sådan nogle ting) men det burde jo også være mere sådan all-round irritation.
Hun vil allerhelst sidde på armen af sin mor og vugges i søvn. Måske er det der problemet ligger. Eller løsningen. Seperationsangst. Moderbinding (har jo læst lidt en hulans masse psykologi i mine uddannelser). Noget i den retning

Der er nok ikke andet at gøre end at messe: "Det-er-en-fase-det-er-en-fase-det-er-en-fase..." de næste par måneder uger dage indtil alt er tilbage til 'normalen' igen, og vi alle kan få vores nattesøvn - N inklusiv.

I går aftes sov hun fra klokken 20 til klokken 23 og så var hun vågen/gnaven/irritable/skide sur indtil ved 3-tiden. Og da tog jeg hende med ind i vores seng fordi jeg ikke orkede at tage kampen med hende, hvis hun skulle vågne når jeg lagde hende ned i hendes egen seng. Da vækkeuret ringede kl. 5 satte jeg det på snooze to gange og så ringede det ikke mere (en eller anden klaphat jeg havde vist fået det slået fra...). Vågnede ved 8 tiden og kunne godt se at det nok ikke blev meget skole for mit vedkommende i dag. Ikke mindst fordi jeg ikke ville kunne være på skolen før end ved middagstid. Og vi havde fri kl. 13.30. Det var altså ikke værd at bruge 4 timers transporttid på. Ikke i dag når N. bestemt heller ikke var på toppen.

Så dagens kampråb har været "Kaffe... Må have kaffe... Nu!"

Så skal der musikkes..!

Jeg er jo sådan lidt fjollet med musik og musikinstrumenter… Nå, det vidste du ikke? Jo jo, jeg har skam indtil flere af slagsen.
Det startede med en blokfløjte, jeg fik af min bedstemor. Hvornår kan jeg ikke huske, men hun døde i 1987, så det har været før da. Jeg kan ikke rigtig huske hvor meget, der blev gjort ud af det dersens musik. Altså med at spille selv. For min fars familie er generelt mere sportsintereserede end musikinteresserede.
Nå, men min store interesse for musikken startede egentlig lidt ved et uheld. Eller i hvert fald pga. en anden person. Nemlig min allerbedste ven/inde i folkeskolen. Vi havde gået til tennis en sæson (og jeg har altså er killer baghånd bare så I lige ved det…) og da vinteren kom skulle der ske noget andet. Hun havde forelsket sig i en guitar og havde spurgt om ikke det var noget. At gå til guitar sammen. Og jeg tænkte at det var nok meget godt. Jeg kunne da prøve.
Så jeg startede. Eller vi gjorde. Og det var jo meget spændende. Akustisk guitar. På lånt guitar i starten. Musikskolens. For der var jo ingen grund til at investere i et instrument, hvis nu det ikke var noget. Men det var det! Og jeg avancerede hurtigt til elektrisk guitar. Og samspil. Og blev helt bidt af det dersens musik. Min veninde ikke så meget.
I mange år var guitaren mit fortrukne instrument.  Jeg fik for øvrigt en brugt guitar efter et stykke tid, og selvom den er skrammet og måske ikke helt så pæn at se på, så har den en fantastisk klang. Der er flere der har forhørt sig om en handel, men det er min guitar, så den bliver hvor den er  .
Jeg fik aldrig sådan rigtig lært noder. Akkorder, dem kan jeg en del af, men ikke noder. Jeg spiller sådan mere efter gehør. Jeg er ret god til at lytte mig til tonerne. Aner ikke et klap om hvor de ligger på skalaen, men jeg kan høre hvor tonen er henne på guitaren. Eller på keyboardet. Eller saxofonen.
Det var først da jeg bestemte mig for at tage lektioner i at spille på saxofonen at jeg fik lidt mere indsigt i noderne, men kan ikke fortælle dig udfra et nodeark hvad tonerne hedder uden at skulle skrive det ned. Men det kan jo så også lade sig gøre.
Nu har jeg så købt en Penny whistle. Og den vil jeg lære at spille på.
Den fylder mindre end guitaren, keyboardet eller saxofonen, så den er noget nemmere at tage med på tur. Den larmer væsentlig mindre også.
Og så lyder det helt fantastisk. Når man bare kan det der:


Næste instrument er fiolen – eller violinen. Det er drømmeprojektet. Eller drømmeinstrumentet. Jeg har altid drømt om at lære at spille violin. Måske fordi jeg altid har haft en forkærlighed for det irske.

Lægehumor

Efter at have været et smut ovre hos Onkel Anne som skriver om hvordan lægejournaler kan give mavepine, vil jeg da lige dele denne med jer også.

Der findes en hel Facebook-gruppe dedikeret til hvad de selv kalder "journalbrokker". Og det kan altså være ret så underholdende læsning.

Pinterest

Ja ja, så kom man også på Pinterest. Om det så er noget for mig i længden vil tiden jo vise, men ideen, om at man kan se en masse sider/ting/alt-muligt som andre man deler interesse med deler ud af, er jo meget god.

RIP Whitney

Hun levede et liv som havde sine op- og nedture. Men 48 år er altså alt for tidlig at dø.
Whitney Houston 1963 - 2012

Svært med svært på.

I dag fik vi svar. Og selvom det ‘kun’ er min morbror er det dog et svært svar at sluge.

Kræften har bredt sig, og han har knuder i hele kroppen. Lægerne kalder det for uhelbredelig kræft. Men det betyder ikke at det er en dødsdom. De vil se om de kan indkaspsle kræften. Det er der vi sætter vores lid lige nu. For selvfølgelig kan de det. Lægerne er jo dygtige i dag. Og min onkel føler sig ikke syg. Faktisk har han ikke mærket meget til at det skulle være kræft. Men det er det jo. Og så må man handle derefter.

 

Jeg ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med det her, udover at komme med en update. En som jeg havde frygtet men ikke forventet. Men sådan er det jo desværre tit.

 

Glasset er stadig mere fuldt end tomt, og det er sådan det bør være.

Half and half

Det er ikke let at være pessimistisk, når man faktisk er optimistisk af sind. Eller mere optimistisk af sind. Så min forrige post, der blev skrevet kort tid efter at jeg havde fået at vide at min morbror har fået konstateret kræft, er mere et øjebliksbillede af, hvordan jeg havde det lige da.

I dag er glasset mere fuldt end det er tomt. Der er stadig en rest tvivl, som nok ikke går væk før scanningen forelægger, men det er jo et udslag af resultatet af alle de andre kræft diagnoser jeg har haft inde på livet. Samtidig skal jeg huske på at lægevidenskaben rykker sig hele tiden. Mine morforældre, der begge døde af kræft, døde i 1993 og 1994, og der er sket rigtig meget siden da.

Det er også et udslag af at blive mindet om sin egen dødelighed. Og selvom det eneste sikre her i livet er, at vi engang skal dø, så er det altså ikke en tanke der altid er til at forlige sig med. Jeg er ikke bange for at dø. Som sådan. Men jeg vil altså gerne dø som en gammel kone, der har levet livet fuldt ud, med mine børn og børnebørn - og gerne oldebørn - omkring mig. Og det skal helst foregå stille og roligt. Problemet er bare at det er en af de mange ting her i livet at vi ikke selv bestemmer. Og det er nok nærmere den følelse af mangel på kontrol, der gør at det er et svært emne at tage op for mange.

Og så ender man med at skrive et indlæg som jeg gjorde sidst.

Jeg ville egentlig have bragt et billede, der demonstrerede hvordan glasset ser ud i øjeblikket, men dette her er bare så meget bedre. For selvom intet er rosenrødt, behøver det altså heller ikke være kedeligt. Og humor skal der altså til.

Billede lånt her. //Picture is from this page. Please let me know if you want me to remove it.

Glasset er halvt fuld…

Nogle gange er det svært at se på tilværelsen med lyserøde briller… Eller at se på livet som om glasset er halvt fuldt og ikke halvtomt.

I dag er en af de dage. Min morbror har fået konstateret kræft. Bindevævskræft. Og selvom alting tyder på at det er noget, der kan klares her og nu (lige bortset fra at hans ‘normale’ læge ikke har villet henvise ham andetsteds i årevis…og han har haft knuder i hovedbunden i årevis…) så er det sgu svært at sige: “Jamen den klarer lægerne jo også nok.” Fordi man bliver nødt til at tilføje: “Bare fordi de ikke kunne helbrede dine forældres kræft – eller alle de andre med kræft som du har kendt, der også døde af det…”

 

Og jeg vil så gerne se tingene gennem det halvfulde glas. De lyserøde briller. Men indtil  CT-scanningen forelægger og de siger at der ikke er knuder i lungerne også, så er glasset altså halvtomt. Og jeg hader det. Hader det.

Statusopdatering

Der sker så meget. Og samtidig sker der så lidt.

Jeg har været nødt til starte på en ny uddannelse. For at få en indtægt. Altså SU. Så nu er jeg ved at tage grundforløbet som Gastronom. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at jeg elsker at være i køkkenet. Og jeg lærer da også en del, men det er jo receptionist jeg vil være. At stå i front og tale med gæsten. Ikke fordi der er noget galt i at være gastronom og have sin vante gang i køkkenregionen, og hvis jeg ikke snart finder en elevplads, så regner jeg da også med at fortsætte uddannelsen, men som sagt; det er i receptionen jeg føler mig hjemme.

 

Jeg får lavet for lidt mad. Vi spiser ofte hjemme hos mine forældre. Og det er da bestemt god mad vi får der. For god mad. For jeg har taget på. Hvilket jo ikke er så skide smart. Så nu skal vi altså til at igang med det dersens motion. Og spise mindre. Og drikke mere vand.

 

Vi har sat bilen til salg gennem mekanikeren. For vi har ikke råd til både at have bil og betale for mit bus/togkort. Og vi har ikke råd til at jeg tager bilen hver dag. Budgettet kan max. klare 1000 kr. om måneden til benzin, og det kommer jeg ikke i skole for.

 

Og så har vi fundet et nyt hjem til Magnus. Et hjem der ikke er præget af stress og jag. Et hjem hvor de har god tid til at give ham den opmærksomhed han fortjener og ikke mindst den motion han har brug for. For han har brug for mere end et par gåture om dagen. Han har brug for at få lov til at løbe frit omkring og rigtig strække igennem, og de muligheder har vi ikke kunnet give ham. Især ikke uden bilen. Og så har der jo også været den uvished at vi ikke har vidst om jeg lige pludselig fik en elevplads i f.eks. Storbritannien eller Norge eller..?.. Og ville det blive svært at finde et ordentligt sted, hvor vi allesammen kunne være? Og hvor vi måtte have både baby, hund og kat?

En svær beslutning. Meget svær beslutning. Men det var ikke fair overfor Magnus. Og han har det rigtig godt hos hans nye familie. Vi får sms’er og billeder derfra, så vi følger stadig med i hans liv. Og det er rigtig rart. Når det nu ikke kunne være anderledes.

 

Nora er ved at få tænder. Flere tænder. Hun har to i undermunden. Nogle små skarpe bisser, så det gælder om at passe på når man putter noget i munden på hende (hun er helt vild med rugbrød og torskerogn til M’s store fortrydelse – noget hun i hvert fald ikke bryder sig om, det er vist noget med konsistensen…). De første to mærkede vi ikke meget til. Eller hun var lidt gnaven i en lille uges tid. Så savlede hun helt vildt i et par dage, og vupti så var der først en, og et par dage senere dukkede den anden op.

Denne gang er det noget anderledes. Hun har været monster-gnaven den sidste uge. Hun vågner cirka en gang i timen om natten og er ked af det (og mor her skal op og med bussen 5.55 hver morgen for at nå i skole til klokken 8….zzzzz….) så det har været en lang uge. Uden ret meget søvn. Fik jeg nævnt at vi ikke har sovet meget?

 

 

Ellers går alt sin uvante gang. Der sker for lidt på den erhvervsmæssige front, og en hel del på den mere personlige, så det går vel op i en højere enhed på et eller andet tidspunkt. Eller sådan noget.

Glædelig Kjørmes Knud/Kyndelmisse og tillykke til Thorkild Thyrring (*ældgammel vittighed om at den 2/2 er racerkørerens fødselsdag fordi det udtales på samme måde som når små børn leger at de kører bil…*)

Mit nummer i verden

 

 

Hvad er dit?

(tryk på billedet og du kommer hen til hjemmesiden, hvis du nu skulle få lyst til at undersøge sagen…)

Ignorante indlæg på Facebook…

Når mennesker man har et eller andet bekendtskab med bedyer at de ikke er racister, så tror man vel på dem. Et eller andet sted. Men efter denne samtale på Facebook er jeg nu ikke helt sikker…

Hvordan jeg næsten scorede en gratis kaffemaskine…

Nu skal dette jo ikke være et indlæg om hvordan det kan lade sig gøre, men hvis ikke jeg havde været så autoritetstro og ærlig som jeg er, så kunne jeg nemt have fået mig en spritny kaffemaskine. Gratis.

Uden at navngive den pågældende kæde, så må jeg sige at deres forhold til internetbestilte varer ikke er hlet som de burde være. Altså hvis man er koncernchef og tænker i tab. Hvis man er forbruger og gerne vil have lidt gratis goder, så er der hjælp at hente. Hvis man altså finder den rigtige butik.

Hvorom alting er… Jeg havde bestilt en kaffemaskine over Indernettet, og hvade bestemt at jeg selv ville hente den i butikken fremfor at få den tilsendt (og så ville jeg spare 39,- selvom benzinen sikkert kom op i samme prisleje…). Jeg fik lokaliseret min kaffemaskine og går til kassen. Her spørger den (søde) unge pige mig om jeg har betalt. Og ærlig som jeg er siger jeg: “Øh nej, det tror jeg ikke” (det var så ikke mig, der havde bestilt den online, og jeg blev et øjeblik i tvivl da jeg blev spurgt, for jeg var sikker på at jeg skulle betale for maskinen ved afhentning, men det kunne jo være at den allerede var betalt…) Hun kigger så på skærmen og spørger igen: “Er du sikker på at den ikke er betalt?” Igen kan jeg kun svare at det ved jeg ikke. Hun kigger nærmere på skærmen og siger så: “Næh, det ser ud til at du skal betale…” Her er det så at jeg tænker: “Hvor mange siger mon nej første gang. Eller bare anden gang. For så har de da lige fået en gratis ting. Med så lidt styr der er på tingene…” Samtidig ærger jeg mig lidt over at jeg er så ærlig, selvom jeg godt ved, at jeg ikke ville have samvittighed til at scamme dem for deres vare.

Burde de ikke være fasrt procedure at butikken undersøger om man har betalt? Er det virkelig sådan at kunden altid har ret, selvom det måske ikke er ærligt ment?

Jeg kunne have fået en 599,- kaffemaskine gratis, men valgte at være ærlig. Til gengæld glæder jeg mig over den, når den laver kaffe til mig om morgenen, for den har en timer. Og det er altså guld værd. Når kaffe er det eneste, der kan få dig til at vågne om morgenen.

Nytårforsætter...

Som så mange andre har jeg indimellem tænkt at et nyt år var lig med en ny begyndelse. En tid til at rette op på alle de ting, der har skullet rettes op på. Som f.eks. rygestop, vægttab, mere motion, bedre vaner osv. osv.
Hvert år skete der det samme: Undskyldning efter undskyldning om hvorfor jeg aldrig sådan rigtig kom i gang.

Efterhånden er det gået op for mig, at det er bedre at starte når man allerede tænker på det. Det hjælper jo ikke noget at sidde og ryge en smøg og så tænke: "Det er jo ikke særligt sundt. Ej, nu stopper jeg altså også. Snart. I hvert fald når jeg har røget denne her smøg færdig. Eller i det mindste pakken. Der skulle jo nødigt gå noget til spilde..." Sådan var jeg. Og jeg holdt da også med at ryge lige efter nytår. Et par gange. Så blev jeg enig med mig selv om at det jo nok ikke var sådan fremgangsmåden skulle være. For det virkede jo ikke. Og hver gang jeg startede igen blev jeg mindre motiveret til at stoppe, for det virkede jo nok heller ikke næste gang. Så jeg sadlede om. Jeg bestemte mig for at holde en pause med at ryge. For hvis jeg så startede igen ville det jo ikke være endnu et nederlag. Og det virkede meget bedre. Faktisk så godt at jeg her næsten 5 år senere stadig holder pause.

Det er nu ikke fordi jeg er blevet helt omvendt. Jeg er stadig god til at tale mig selv fra at gøre ting, der skal gøres. Komme med undskyldninger. For der er så mange andre ting jeg hellere vil, og jeg hader pligter. Okay hader er måske et noget stærkt ord, men det er bestemt ikke noget jeg nyder. Det er vel også derfor det bliver kaldt en sur pligt. Jeg er jo nok ikke den eneste, der har det på den måde.

Men for at vende tilbage til nytårsforsætterne, så er det ikke noget jeg gør længere. Man kunne jo så sige, at mit nytårsforsæt er ikke at have nogle nytårsforsætter, men så er det jo endnu et, jeg ikke kunne holde, ikke?

Er I bedre end mig til at holde jer selv i nakken? Eller sagt på en anden måde: Har I nogle forsætter?

Godt nytår!

Ja, så skriver vi 2012...

Håber I har haft en god jul og et godt nytår, og at I er kommet sikre ind i 2012.