Friday, April 6, 2012

København tur-retur

Så var man lige sådan en der tog en smuttur til Hovedstaden. Bare sådan lige. Til et af de dersens interviews. Job-interviews. Eller i hvert fald et forløbig et af slagsen. På et rekrutteringsbureau. For et kundekontaktcenter. Med henblik på en uddannelse indenfor samme felt OG praktikplads i Sverige. Og ikke mindst muligheden for en karriere indenfor kundeservicebranchen - i udlandet. Jamen det er jo lige mig!

Hvis man ser sådan lidt firkantet på det, så er det jo rent basalt de samme egenskaber jeg skal bruge, som jeg skal bruge som receptionist. Kommunikation (herunder fremmedsprog). Problemløsning. Service. Og det er det jeg ved at jeg kan. Det er der min styrke ligger.

Der er lige den 'mindre' bagatel at jeg skal have bestået Merkantil 1 inden uddannelsesstart, men det skulle kunne nåes. Noget med en realkompetance-eksamen...eller noget i den retning. På CPH West. Men så tager jeg da bare et smut til Hovedstaden igen.

Mine to kusiner C og L vil korse sig, når de hører at jeg faktisk gik igennem hele Strøget uden så meget som at se til hverken højre eller venstre . Jeg skulle nemlig nå et tog. Så jeg kunne være hjemme igen inden kl. 20. Var afsted inden kl. 05, så det var en lang dag. Som for det meste blev brugt i toget. Mere end 9 timer hyggede jeg mig i DSB Standard. Nåede da også at læse en bog. Anne Holt's Flimmer. Ret god faktisk. Kan bestemt anbefales.

Faktisk kunne jeg godt have brugt lidt mere tid i København. Jeg har ikke været der siden vi skulle til Bornholm i 6. klasse, og det var jo bare en gåtur fra banegården (omkring Tivoli, selvfølgelig) til færgen, så det blev jo ikke til meget sightseeing. Og før havde jeg været der en gang. Det var jeg med forældre og lillesøster på besøg hos mors farbror og tante, som boede i Stenløse på det tidspunkt. Mor, tante og min søster og jeg tog til København og gik en tur op og ned af Strøget. Jeg kan huske at vi var inde i en legetøjsforretning og jeg fik en lille bold, der lignede en basketball. Og vi gik forbi Tivoli, men havde ikke tid til at komme derind. Jeg tror det må have været i 1986, så jeg har ikke været ret gammel.

Nå, men nu har jeg i hvert fald fået set lidt mere af vores Hovedstad. Mon ikke jeg kommer derover igen engang. Vil i hvert fald gerne vise den til N og M.

No comments:

Post a Comment

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...