Wednesday, May 15, 2013

Savn

Det holdt ikke længe, det gode humør. Eller optimismen. Eller det gør den jo stadig, men det er bare lidt svært at have overskud til så meget andet, når dagene går med arbejde, skrive ansøgninger og savne familien. 
Og lige pt. er savnet det, der er størst. Og det kan være lidt hårdt at arbejde med, når man bor på en sofa. I et rum som alle bruger. Og når man ikke har bare den midste smule privatliv.
Jeg har trods alt lært noget om mig selv, på den korte tid jeg har været her alene. På sofaen ;)
Jeg er et meget mere privat menneske end jeg troede at jeg var. Altså ikke menneskesky eller noget, men jeg har nogle gange brug for bare at være mig selv. Og det får jeg også mere af, når min roomie starter nyt arbejde i næste uge. Indtil da er det bare at hænge i og forsøge at lade være med at hensvælge i selvmedlidenhed.
Og det kan åbenbart godt være lidt svært for tiden.

Godt at der er Eurovisionen denne weekend til at muntre mig lidt op. Nu især Danmark er med i finalen :D


Sunday, May 12, 2013

Miniferie i DK

Glædelig Mors Dag!

Er just ankommet til Sverige efter 4 dage i DK.
Det lykkedes mig at omrokere på en enkelt dag i ugen, hvilket gjorde det muligt for mig at tage mod DK allerede onsdag.
Det var tidligere end jeg havde forventet, og resten af maj måned ser da også ud til at kun indeholde 2 dage fri pr. uge så jeg ved faktisk ikke hvornår jeg får mulighed for at komme til DK igen.
Forhåbentlig bliver det muligt for mig at samle lidt fridage sammen til omkring den 20. juni. Da bliver N nemlig 2 år. Og jeg vil rigtig gerne være der. Selvom det jo selvfølgelig ikke  gør den store forskel for hende om hun bliver fejret på dagen eller ej. Det er hun trods alt for lille til at kunne forstå. Det er mere mig.

Og min mors dags gave i år var at tilbringe lidt tid sammen med min datter. Og min kone.
Det var skønt!

Thursday, May 2, 2013

Stockholm, baby!

Så er jeg tilbage i Sverige. Denne gang siddende på føromtalte lejede sofa. Og alting taget i betragtning er det ikke så ringe endda. Jo, selvfølgelig savner jeg min familie vanvittigt meget, og er også i kontakt med dem flere gange dagligt (på chat og indimellem på telefon - hurra for fagre digitale verden), men det er (endnu) overskueligt fordi jeg (vi) ved at det er midlertidigt. Eneste minus er at vi ikke ved, hvor længe den midlertidige situation opretholdes. Så det er ikke noget jeg forsøger at dvæle ved.
Jeg har fået kortere på arbejde. Hvilket vil sige at jeg i gennemsnit har fået 2 timer mere til mig selv. Selvfølgelig havde det været skønnere at jeg havde haft det mens jeg havde familien i Sverige også, men sådan skulle det ikke være og jeg har tænkt mig at få mest mulig ud af situationen. Jeg har bestemt mig for at tiden skal bruges på blogging (duh) især fordi det har været så sporadisk på det seneste, men bestemt også på sightseeing. Nu skal jeg dælme se noget af Stockholm.
Og måske får jeg også tid til at skrive noget mere på den der roman, der har ligget i skuffen (den mentale og digitale slags) igennem længere tid.

Glasset er halvt fuldt - eller måske nærmere trekvart. Og det er det nødt til at være. Ellers overlever jeg aldrig det her eventyr :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...