Monday, July 8, 2013

I did it!

Jow jow. Den er god nok.
Jeg flytter permanent hjem til Danmark fra den 31/7 2013.
Jeg skal nemlig starte i nyt job den 1. august. I Aarhus. Så jeg kan bo sammen med min familie. Og det er et 8-16 job, hvilket også betyder at jeg rent faktisk får et familieliv igen. Det bliver bare så skønt!

Lige pt. er jeg dog i DK. Jeg skulle have været tilbage i Stockholm først i juli, men endte i stedet på hospitalet med hvad viste sig at være en udspilet galdeblære. Der var så mange sten i den at selv ultralydsdoktoren var imponeret. Dog var min situation ikke akut nok til at de ville operere med det samme (jeg havde ingen feber og galdeblæren var ikke betændt) så jeg fik en planlagt operation, som jeg nu er ved at komme mig efter.
Så længe jeg stadig er på morfin bliver jeg i DK, men jeg skulle gerne være i Sverige midt næste uge, så jeg kan nå at sige farvel til kollegaer og byen.
Det bliver vemodigt at sige farvel til Stockholm, men det bliver skønt at være sammen med min familie igen.

Thursday, June 6, 2013

Familietid og jobsøgning

Jeg har lige været hjemme i Danmark for en kort bemærkning. Eller rettere en mini-ferie. Halvanden uge blev det til i denne omgang. Og det var SKØNT!

Jeg savner stadig familien når jeg er i Stockholm, men jeg svælger ikke i selvmedlidenhed mere. Heldigvis har jeg en kone, der er god til at give en opsang, når det er nødvendigt ;) 

Jeg er kommet dertil i min jobsøgning at jeg ikke primært fokuserer på Nord- og Midtjylland mere. Hele Danmark er mit fokusområde, og selv Gøteborg og Malmø er inkluderet. For uanset om jeg bor i København, Odense, Malmø, Skagen, Århus, Tønder, Fredericia eller Gøteborg, så er det lettere at komme til Nordjylland end fra Stockholm. Og der vil også være en chance for at det kunne være hver weekend/uge i stedet for måske en gang om måneden. 
Så jeg er ikke kræsen. Men jeg er også klar over at det ikke er 'sådan lige' at få et job i Danmark. Der er mange om buddet, og det er ikke ligefrem det bedste tidspunkt at søge job i Danmark på, men jeg er sikker på at der et eller andet sted er et job med mit navn på.

Jeg er god til det jeg gør. Ikke særlig dansk at sige det. Det ved jeg godt. Men det er sandt!

Jeg er god til mennesker. 
Kender du det der med at du er faret lidt vild, og du rigtig gerne vil spørge om vej, men du spørger ikke hvem som helst? Jeg er hende, der altid bliver spurgt. Uanset hvor jeg er henne (Stockholm, Aalborg, København...)
Ældre mennesker henvender sig altid til mig.
Jeg kan snakke med alle mennesker. Jeg tror endnu ikke jeg har mødt en, som jeg ikke har været i stand til at snakke med. 
Jeg er fantastisk til at small talk'e.
Det gør ingen forskel om det er ansigt til ansigt eller over telefonen. Eller om det er skriftligt.
Det gør heller ingen forskel om det er på dansk eller engelsk. Jeg er flydende i begge både mundtligt og skriftligt.
Jeg forstår - og taler til dels - svensk. Det sammen med tysk. Jeg forstår det meste norske.

Jeg er godt til at bedømme folk. Finde ud af hvordan det er bedst at tale med dem. (Det gav altsammen bedre mening, da jeg lærte om de forskellige DISC typer, men jeg gjorde det allerede inden jeg kendte teorien bag)

Så ja, jeg god til det jeg gør. 

Nu skal jeg så bare lige have fundet det der job.

Monday, June 3, 2013

Buzzador

Jeg har været Buzzador ambassadør for LEGO Duplo.

Kort fortalt har jeg (og min datter) testet en prøvepakke fra LEGO Duplo.
Og det var et hit hos den 2-årige!
Hun byggede og stablede og legede med figurerne og duploklodserne. Især var hun glad for dørerne. Mest fordi hun kunne åbne og lukke dem. Det fik hun meget tid til at gå med.

LEGO Duplo er et hit hjemme hos os. Så længe vi kan holde det kønsneutralt.


EDIT: Vil lige her hvor kampagnen er ovre takke dem der viste interesse for hvad en Buzzador ambassadør er :)
Forhåbentlig får jeg muligheden for at være ambassadør for flere kampagner.

Wednesday, May 15, 2013

Savn

Det holdt ikke længe, det gode humør. Eller optimismen. Eller det gør den jo stadig, men det er bare lidt svært at have overskud til så meget andet, når dagene går med arbejde, skrive ansøgninger og savne familien. 
Og lige pt. er savnet det, der er størst. Og det kan være lidt hårdt at arbejde med, når man bor på en sofa. I et rum som alle bruger. Og når man ikke har bare den midste smule privatliv.
Jeg har trods alt lært noget om mig selv, på den korte tid jeg har været her alene. På sofaen ;)
Jeg er et meget mere privat menneske end jeg troede at jeg var. Altså ikke menneskesky eller noget, men jeg har nogle gange brug for bare at være mig selv. Og det får jeg også mere af, når min roomie starter nyt arbejde i næste uge. Indtil da er det bare at hænge i og forsøge at lade være med at hensvælge i selvmedlidenhed.
Og det kan åbenbart godt være lidt svært for tiden.

Godt at der er Eurovisionen denne weekend til at muntre mig lidt op. Nu især Danmark er med i finalen :D


Sunday, May 12, 2013

Miniferie i DK

Glædelig Mors Dag!

Er just ankommet til Sverige efter 4 dage i DK.
Det lykkedes mig at omrokere på en enkelt dag i ugen, hvilket gjorde det muligt for mig at tage mod DK allerede onsdag.
Det var tidligere end jeg havde forventet, og resten af maj måned ser da også ud til at kun indeholde 2 dage fri pr. uge så jeg ved faktisk ikke hvornår jeg får mulighed for at komme til DK igen.
Forhåbentlig bliver det muligt for mig at samle lidt fridage sammen til omkring den 20. juni. Da bliver N nemlig 2 år. Og jeg vil rigtig gerne være der. Selvom det jo selvfølgelig ikke  gør den store forskel for hende om hun bliver fejret på dagen eller ej. Det er hun trods alt for lille til at kunne forstå. Det er mere mig.

Og min mors dags gave i år var at tilbringe lidt tid sammen med min datter. Og min kone.
Det var skønt!

Thursday, May 2, 2013

Stockholm, baby!

Så er jeg tilbage i Sverige. Denne gang siddende på føromtalte lejede sofa. Og alting taget i betragtning er det ikke så ringe endda. Jo, selvfølgelig savner jeg min familie vanvittigt meget, og er også i kontakt med dem flere gange dagligt (på chat og indimellem på telefon - hurra for fagre digitale verden), men det er (endnu) overskueligt fordi jeg (vi) ved at det er midlertidigt. Eneste minus er at vi ikke ved, hvor længe den midlertidige situation opretholdes. Så det er ikke noget jeg forsøger at dvæle ved.
Jeg har fået kortere på arbejde. Hvilket vil sige at jeg i gennemsnit har fået 2 timer mere til mig selv. Selvfølgelig havde det været skønnere at jeg havde haft det mens jeg havde familien i Sverige også, men sådan skulle det ikke være og jeg har tænkt mig at få mest mulig ud af situationen. Jeg har bestemt mig for at tiden skal bruges på blogging (duh) især fordi det har været så sporadisk på det seneste, men bestemt også på sightseeing. Nu skal jeg dælme se noget af Stockholm.
Og måske får jeg også tid til at skrive noget mere på den der roman, der har ligget i skuffen (den mentale og digitale slags) igennem længere tid.

Glasset er halvt fuldt - eller måske nærmere trekvart. Og det er det nødt til at være. Ellers overlever jeg aldrig det her eventyr :)

Sunday, April 7, 2013

Danmark tur-retur

Sidder lige for øjeblikket i mine forældres sofa i Danmark.

Det er der mange grunde til:
- Gulvet er for hårdt
- De har ingen lænestole
- Vi er flyttet tilbage til Danmark og huset vi skal bo i er under renovation, så vi bor hos mine forældre for nuværende.

Sidst nævnte årsag er nok nærmest den mest springende.

Med flyttet tilbage mener jeg at vi alle har adresse i Danmark og vi selvfølgelig også bor her, men at jeg stadig arbejder i Sverige. Jeg leder med lys og lygte efter arbejde i Danmark. I Nord- eller Midtjylland. Indenfor kundeservice og/eller tech support.
Så indtil jeg finder job i Danmark er jeg 'omvendt grænsegænger'. Det er i hvert fald hvad Skat kalder mig. Fordi det åbenbart ikke er helt normen at bo i Danmark og arbejde i Sverige.

Grunden til vores returnering er mest af alt boligsituationen i Stockholm/Sverige. Der er alt for mange mennesker om buddet til de lejligheder man kan få i Første Hånd, og de fleste af de lejligheder man kan få i Anden Hånd (fremleje) er ikke nogle man kan være sikker på at have i mere end 3 måneder af gangen. Oftest er det lejligheder, hvor dem man lejer fra har fået anden lejlighed og så lejer ud i de 3 måneder der går fra de flytter i det nye til deres lejekontrakt løber ud i det gamle.
Det er jo for så vidt meget smart. Og mange gør det gerne. Havde jeg været enlig havde det heller ikke været et problem, men smider man en ægtefælle ind i puljen, så gør det straks tingene mere kompliceret, og med et barn på næsten 2 er det stort set en umulighed. Det er ikke en tilværelse jeg vil byde mit barn, når vi har været så heldige at kunne få en mere permanent boligsituation i Danmark. At huset så ikke indflytningsklar da vi mister vores lejlighed i Sverige er så uheldigt, men mine forældre har heldigvis både husrum og hjerterum i den mellemliggende tid.

Jeg er så heldig at have en Teamleder, der har forbarmet sig over mig, så jeg ikke skal bo på vandrehjem mens jeg er i Sverige i hverdagene. Jeg lejer mig ind på hendes sofa :)

Selvfølgelig bliver det da hårdt for alle parter. Adskillelsen. Måske især fordi der ikke er nogen fastlagt dato for hvornår vi alle kan bo sammen igen - også i hverdagene.

Men det går. Det skal gå.

Nu mangler jeg bare det der job. I Danmark. Anyone?

Thursday, February 7, 2013

Nyt år - nyt hår

En helt igennem fantastisk titel, men det er nu engang den I får. Og jeg er da blevet klippet. For første gang siden vi flyttede til Sverige. Men det er ikke så meget anderledes. Blot lidt kortere end normalt.

Der sker så meget lige nu. Vi er i gang med at se om vi kan få renoveret det hus vi ejer i DK så vi (muligvis) kan flytte ind i det, når vi nu engang bliver smidt ud fra den lejlighed vi har i Uppsala.
Jamen det er vilkårene. Og vi er endda forberedt på at jeg skal pendle mellem Stockholm og LilleNordjyskBy indtil jeg finder noget andet. Men det er så umannerligt svært at blive ved med at finde et sted at bo i Sverige. Hvis vi så bare kunne finde et sted hvor vi kunne bo mere end 6 mdr. af gangen.... Men i Sverige er det meget at forlange. Medmindre at man kan købe sit eget. Hvilket vi desværre ikke kan som det ser ud lige nu. Og selvom vi efterlader nye venskaber, så flytter vi tilbage til netværk og familie lige ved hånden. Og andre fordele. Selvom det er LilleNordjyskBy. Og der er bagdele ved det. Kommer til at savne Storbylivet og Uppsala.

Men med lidt god vilje får jeg arbejde i Aalborg. Eller Randers. Eller Aarhus.

Vi må fokusere på fremtiden. Og gøre det, der er mest rigtigt.

EDIT: Har rettet en forfærdelig masse stavefejl. Lader til at stavekontrollen var slået til på engelsk....

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...