Nå, var det det?

Ikke fordi jeg havde forventet at det rent faktisk skete, men jeg er faktisk lidt skuffet over at jeg havde glemt alt om jordens undergang indtil ved 16-tiden i går eftermiddags. For der burde det jo for længst være begyndt, altså derovre i (på?) New Zealand.

Egentlig ret pænt at ham/hende, der nu ville forårsage jordens undergang, havde bestemt sig for at følge tidszonerne så alle kunne huske at det var kl. 18 lokal tid, ikke?

On a different note...

Vi var i sommerhus med mine forældre og søster + familie her i weekenden og det var rigtig hyggeligt. Vi fik snakket lidt mere om min fars indlæggelse, men ikke meget.

Under scanningen af min far fandt de også en cyste på hans ene nyre, men de mente ikke at det var noget, der skulle gøres noget ved. Det er ikke noget farligt, men derfor er det alligevel noget, der har optaget hans tanker de sidste par dage. Og så tror jeg han er nevøs for at få det dårligt igen. Men han er i bedring og ved godt mod. Og så har han svært ved at sidde stille. Han er meget rastløs, men han er heller ikke typen, der er god til at sidde stille i længere tid af gangen, og da slet ikke at være 'lukket inde' på et sygehus, så han prøver at indhente det forsømte. Så meget som mor nu tillader ham at lave, for han er ikke godt til at lytte til sin egen krop.


I morgen skal jeg til mit 3. check-up i graviditeten, og uden gå for meget i detaljer så bliver det største samtaleemne vist de(n) hæmoride(r) jeg har døjet med i over en måned. (Jeg forstår egentlig ikke hvorfor der er så meget tabu om det her emne, for det er noget størstedelen af alle gravide døjer med på et eller andet tidspunkt... men det hører selvfølgelig til i den latrinære ende (haha) af samtaleemner.) It is truely a pain in the ass.

Onsdag skal jeg scannes en sidste gang. Som gastric bypass opereret får jeg en ekstra scanning for at være sikker på at barnet vokser som det skal. Altså om hun får at den vigtige næring.
Da jeg var ved jordemoder sidst, mente hun at Bob var pænt stor (1500 g.) så det er jeg ikke så bekymret over. Hun er også superaktiv! Dog mente jordemoderen at jeg havde en hjerteformet livmoder, fordi Bob fortrinsvis befinder sig i den højre side af maven, og storst set aldrig bevæger sig over i den venstre, men hun har været i stand til at ligge på tværs, da hun var mindre, så den er ikke todelt. Altså livmoderen. Hvad betydning det får er jeg ikke helt sikker på, men hun fylder godt allerede, og det er svært at forstille sig at der kun er 8 uger (+/-) tilbage.

I dag er jeg nemlig 32 uger henne. Ret vildt altså.

Det bliver svære og svære at vente på at hun kommer, men samtidig så er jeg slet ikke klar. Og når nok heller ikke at blive det 100 %. Der er nogle ting man ikke kan planlægge sig ud af. Og jeg ved godt at de forestillinger jeg/vi har til hvordan hverdagen bliver, når først hun er kommet, slet ikke står mål med virkeligheden.

It's beyond imagination and that is perfectly fine :D