Hjemme igen.

Min far altså. Han er hjemme igen.

De holder fast i at det er en blødning - eller en blodsamling (?) - der trykker på nogle nerver omkring hans bækken og tarme, som gør at han får det superdårligt. Så han har fået nogle piller han skal tage en del af morgen og aften, og et forbud mod at spise andet end flydende kost indtil han ikke får de dersens anfald af dårlighed længere. Som også har fået hans mave til at gå i stå. Så det er vel egentlig dobbelteffekt.

Anyway. Vi er glade for at have ham hjemme igen. Og at vide at det ikke var 'så slemt' endda.


For mig skal dagen bruges på vasketøj og hvile. Det har været et par hektiske dage, og selvom det ikke var hverken livstruende eller farligt som sådan med min far, så er jeg alligevel lidt følelsesmæssigt drænet. Jeg mener, manden er 61 år gammel, og jeg er da udemærket klar over at han ikke er udødelig, men derfor bryder jeg mig alligevel ikke om at tænke på det.
At jeg samtidig er gravid i 7. måned hjæper selvfølgelig heller ikke på det. Hverken hvad angår træthed eller følelsemæssig (læs: hormonel) påvirkning.

Mine eksperimenter med HP Saucen i madlavningen lurer stadig i baghovedet, og mon ikke jeg får lavet en ret eller to her til bededagsferien. Det er i hvert fald mit mål.