Om frygt og om ikke at lade sig kue.

Jamen det er sgu svært. Ikke at lade sig kue af sin frygt. Og det er uanset om den er total irrationel eller ganske velbegrundet.

Frygt kan få folk til at gøre ting de aldrig nogensinde ville have troet var muligt, men den kan også lamme folk fuldstændig og gøre det umuligt for dem at reagere overhovedet.

Mange kalder 22/7 for Norges 9/11. Men der er en væsentlig forskel. 9/11 var ikke bare USA's. Det var hele den vestlige verden, der pludselig stod sammen mod den grumme, grumme fjende. Og selvom verden symptiserer med Norge og sørger sammen med dem, så er det en indre fjende, de er oppe i mod. Højreekstremisterne. Som findes i hvert eneste land. Og som nogle steder nærmest promoveres. Og Danmark er boarderline i promoveringen af højreekstremismen. DF og deres evige fremmedforskrækkelse er med til at fremme disse menneskers syn på at de har ret. Det er helt okay at synes at alle 'fremmede' skal ud af landet eller det der er værre.
Og deres metoder er ligeså uforståelige. Øget grænsekontrol hjælper ikke Danmark. Jo, hvis vi gerne vil isolere os og nedbringe mulighederne for globlat samarbejde (og handel).

Og med Norge i tankerne, må DF vel også sande at det ikke er 'de fremmede', der udgør den største risiko for vores land. Det er de ekstremister, der med deres syn på hvad nationalisme er, der er vores største fjende.

Nogle mener at det er forkert at gerningsmanden siger at han er nationalist, og det er nationalismen, der er bevæggrund for at han har gjort det han har gjort. Men hans ofre var meget specifikt udvalgte. Denne og næste generation af socialdemokrater, der kæmper for demokratiet. Og som ikke føler sig truet af 'de fremmede'. For mig at se er det en misforstået nationalisme, og gerningsmanden har da også udtalt at han 'har gjort det for Norges skyld'.

Uanset hvad gerningsmanden har ment eller tænkt, så er det er produkt af en syg hjerne. INTET kan forklare, retfærdiggøre hans handlinger. Det er meningsløse tab, Norge har lidt. Men det var ikke meningsløse liv.

Norge, jeg græder med jer.


Dette indlæg er meget rodet, og det beklager jeg. Men jeg har svært ved at få mig formuleret i tiden, og det sætter sit præg på mange ting i hverdagen også. Samtidig følte jeg dog, at jeg var nødt til at få nogle af mine tanker om Norge ned på skrift.