Når livet bliver tema-præget.

Der er 5 1/2 uge til min termin, og det meste af min hjernekapacitet bliver åbenbart brugt på baby og forberedelser til hun kommer. Derfor er bloggen ret tema-præget for tiden, og det ændrer sig nok ikke synderligt, når engang Bob (endelig) kommer til verden. I hvert fald ikke til at begynde med.

Der sker andre ting i vores liv, men det hele falder ligesom i baggrunden, når jeg sidder foran computeren og skal skrive. Eller vil skrive, for det er ikke noget, jeg ser som en pligt. Det er noget jeg gør for min fornøjelses skyld. Og det er tydeligt at se, hvad der fylder mest.
Jeg undskylder ikke, det er bare sådan det er. Og selvom jeg selvfølgelig ikke kan love at der går helt ‘mor’ i den i fremtiden også, så har det bestemt ikke været en intention. Selvfølgelig når det her en en ‘her er dit liv’-kind of blog, så vil det vel altid ende med at det der optager en mest i perioder, er det der kommer ud på skrift.

Så for nu at kaste et blik på noget helt andet, der faktisk ikke er helt så anderledes, når jeg nu tænker over det: Magnus. Vores 11 (næsten 12) måneder gamle hvalp – eller unghund, som det vel hedder, når de når den alder.
Han har været en kilde til glæde og evig frustration. Og lad mig sige det en gang for alle: Jeg skal aldrig mere have en hvalp, med mindre der er en ældre hund i huset også. Socialiseringen har været meget svær med ham. Ikke mindst fordi han ikke var super meget vant til menneskekontakt derfra hvor vi fik ham. Så det tog lang tid at lære ham at berøring og klap og kæl var noget godt, og ikke bare noget underligt noget. Men det lykkedes da til sidst. Og kær det er han altså, selvom han er glad for at lave ballede…

Det er måske ikke nemt at se, men Magnus er faktisk halvt labrador (far) og halvt schæfer (mor). Needles to say at det var mors gener der var klart overlegne.

Ha’ en god dag og nyd at det er forlænget weekend  .