Ja, men jeg har jo også snydt lidt...

Det er en sætning jeg ofte hører mig selv sige, når jeg uddyber på mit store vægttab.

For jeg har tabt mig 50 kilo over 1 1/2 år. Og jeg har fået en gastric bypass operation.

Der er ingen tvivl om at mit vægttab til dels skyldes operationen, men det er altså ikke kun pga. den at jeg har tabt mig så meget. Derfor irriterer det mig også at jeg føler at jeg skal følge op på folks "Wauw, det er da flot!" med et "Ja, men jeg har jo også snydt lidt."Som om at jeg er flov over at jeg har valgt at få foretaget operationen. For det er jeg ikke. Længere.

Inden jeg bestemte mig for at blive opereret var det sådan jeg havde det med min vægt. Nu havde jeg selv sørget for at blive så stor, så måtte jeg også selv sørge for at det røg af igen. Så det gjorde jeg. Flere gange.
Ikke alle de overflødige kilo, men mange af dem. Men selvom jeg overholdt Vægtkonsulenternes/Vægtvogternes/diætistenes råd, så endte det alligevel med at det hele - og lidt til - røg på igen. Og det var frustrerende i længden.

Så kom bølgen med de første operationer, og hvis jeg skal være helt ærlig, så syntes jeg at det var noget værre pjat. At udsætte sig selv for en så omfattende operation uden at kende til bivirkninger eller uden at vide om det i det hele taget ville virke. Og hvem sagde at det ikke kunne gå galt? Der var så mange skriverier om konsekvenser og fejl og rigtig dårlige oplevelser, at jeg ikke kunne se mig selv som en af dem. Nogensinde.

Men så fik to af mine kusiner operationen. Og for dem gik det godt. De havde næsten ingen problemer. Og de tabte sig. Støt og roligt. Og deres selvtillid voksede i takt med at kiloene røg af.

Det fik mig til at revurdere min opfattelse. For nu kendte jeg jo nogen, der havde fået operationen. Det var ikke bare noget jeg havde hørt om.

Jeg bestemte mig for at tale med min læge om det. Hvis han sagde god for det, så kunne jeg jo altid tage til forundersøgelse. Det var jo ikke ensbetydende med at jeg skulle have operationen.

Men til forundersøgelsen diskede de op med kolde facts om operationen. Og årsager til overvægt. Og især årsager til at selvom man tabte sig massivt, hvorfor det så var svært, for ikke at sige umuligt, at bibeholde det vægttab.

Hvis man igennem en længere årrække har været massivt overvægtig (20+ kg), så ender det med  at hjernen opfatter ens overvægt som ens normalvægt. Hvilket så betyder at når man taber sig, så vil kroppen automatisk forsøge at komme tilbage til det den kender som 'normalvægten'. Derfor er det kun omkring 5% af de der taber sig, der holder vægttabet i mere end 5 år.

Skræmmende, ikke?

Det (og selvfølgelig mange andre ting, jeg lærte ved forundersøgelsen), fik mig til at tage en beslutning:

At gennemgå operationen.

Og selvom man måske skulle tro at operationen alene er årsagen til vægttab, så er den blot et redskab. Og det er stadig muligt at ende som overvægtig igen, hvis man ikke passer på.

Jeg har omlagt mit liv på flere måder.
Der er ting, fødevarer, jeg ikke kan tåle længere efter operationen (smør og fløde bl.a.) men det er ikke ting jeg savner. Og der er mange ting jeg undelader at spise, selvom jeg sagtens kunne. Men jeg gør det ikke, fordi det ikke er sundt for mig.
Samtidig har jeg fundet ind til 'mig'. (Den process startede ganske vist næsten to år inden min beslutning om operationen, men det føles stadig som om de har været sideløbende.) Ikke mit tynde selv, som mange overvægtige gerne snakker om at de vil (gen)finde, men den person jeg i virkeligheden altid har været. Jeg har bare brugt overvægten som en slags panser, der gjorde mig i stand til at holde folk på afstand. For hvis de bare så på overfladen, og ikke gik i dybden med hvem jeg var som person, så behøvede jeg heller ikke at forholde mig til, at der var ting i mit liv, der gjorde jeg aldrig rigtig bare har været mig selv. Som jeg holdt skjult.

Det gør jeg ikke mere, men det er heller ikke noget jeg skilter med. For det er bare en del af hvem jeg er. Det definere mig ikke.