Tuesday, February 15, 2011

Æv mere sne.

Vinterferien er over os. Eller i hvert fald over nogle af os. Heromkring er det uge 7, andre steder er det uge 8. Under alle omstændigheder er vinteren i hvert fald ikke forbi.

Det har blæst og sneet en smule, men i løbet af dagen skulle det blive værre, med sneen altså. Og det er slet ikke nødvendigt. Ikke for min skyld. Jeg behøver ikke mere sne i denne sæson. Og hvis det absolut skal sne næste vinter, så kan jeg altså godt nøjes med en uges tid lige omkring jul.

To sæsoner i træk med masser af sne og kulde er nok til at dække mit sne-behov. Mere end rigeligt faktisk. Sidste vinter fik jeg ganske vist ytret at det kunne være så hyggeligt med lidt sne henover jul. Men jeg sværger at jeg ikke ønskede at det blev liggende i 3 måneder!

Denne vinter har trods alt ikke været lige så slem. Men den har været kold. Og blæsende. Og for første gang i den tid jeg har boet her (4 år) har vi haft lettere stormskade. Af den lidt mere ubetydelige slags heldigvis. Ingen vitale dele gik til, men der var alligevel lidt oprydning. Vi slap dog billigt i forhold til så mange andre steder.

Men det kolde og blæsende vejr kan også føre andet med sig. Den sidste uges tid har jeg kunnet nøjes med et par regnbukser, når jeg har været ude i skoven med hunden, men i går måtte jeg sande at det var lige i underkanten. Jeg frøs, og det har så resulteret i en begyndende forkølelse. Underligt nok starter mine forkøleleser altid med at jeg har rigtig ondt i halsen/svælget i et par dage og så kommer snottet. Og halsproblemerne startede i går aftes. Yay me!

No comments:

Post a Comment

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...